Den 2. november fejrer vi Alle Sjæles Dag. Her mindes vi alle de døde, men specielt dem, som vi har kendt og elsket, i håbet om, at de nu er hos Gud. Men først kommer Alle Helgens Dag den 1. november, hvor kirken fejrer alle de ”sejrende”, som er hos Gud i himmelen. Alle Helgens opstod for at ære de helgener, som ikke specifikt er nævnt i Kirkens kalender. Afholdelsen af Alle Helgens går tilbage til det første kristne århundrede, mens Alle Sjæles markering er yngre.
Det var i Bourgogne i et kloster grundlagt i år 910 under invasionernes tid, at fejringen begyndte. Det var en abbed, Odilo, der i år 998 for sine munke indførte en mindedag umiddelbart efter Alle Helgens. I første omgang var Alle Sjæles Dag alene en mærkedag i Cluny; men Odilo opfordrede alle ”der tager vores fromme institution som et eksempel og dermed gennem denne handling kan blive deltagere i alle de bønner, der afholdes.”
Eksemplet blev efterfulgt først af andre klostre tilknyttede Cluny; men efterhånden blev mindedagen afholdt overalt i middelalderkirken. Cluny blev her som i så meget andet en inspiration til det åndelige liv, der kom til at præge de næste århundreder. Da cistercienserordenen blev etableret i 1100-tallet, mindedes den abbed Odilo. I cisterciensernes opsummering af klostervæsenets historie blev der skrevet om Cluny: ”Hele dets broderskab bad for sjælene af dem, som var døde i Herren. De afholdt messer for enten at formindske den straf, de fortjente, eller for at opnå deres adgang til evig hvile.”
Munkenes bønner for deres afdøde brødre blev en appel til Gud om at afkorte eller slutte deres tid i skærsilden. Men ordet skærsild brugtes ikke hos cluniacenserne. Det er først omkring år 1200, at navneordet skærsild (purgatorium) blev opfundet, og det er i denne tid, Kirken definerede opfattelsen af, at der er et sted, hvor de afdøde troende kommer til at lide for at blive renset for deres synder.
Selv om Kirkens læresætninger om skærsilden kom forholdsvis sent, var der allerede i de tidlige kristne århundreder en erkendelse af behovet for at gøre gengæld for ens synder, selv om de var blevet tilgivet gennem skriftemål. Pave Gregor den Store (590-604) beskrev i sine Dialoger, hvordan afdøde vendte tilbage til livet for at udføre handlinger som bodsgerninger. Således en bademester i Rom, der først forsvandt, da han havde opfyldt sin opgave. Gregors tanke var, at Gud kræver en form for godtgørelse. Denne kan finde sted her på jorden eller i det hinsides.
Gregor forestillede sig ikke et bestemt sted efter døden, hvor mennesker kommer, når de ikke er klar til at være hos Gud. Men han beskrev et rensende forløb, og derfor blev ordet purgans brugt som tillægsord, men ikke som navneord. Det er måske Bernard af Clairvaux som først indførte ordet purgatorium; men historikere er uenige angående præcis hvornår skærsilden viser sig som et bestemt sted i efterlivet, adskilt fra himmel og helvede. Den store franske historiker Jacques le Goff skrev om ”Skærs-ildens fødsel” (La naissance de purgatoire) og mente, at ophavsmanden netop var Bernard; men hans tese blev modsagt af flere kolleger, der mente, at ordet purgatorium ikke nødvendigvis betyder troen på et tredje sted mellem himmel og helvede. Skærsilden fødtes ikke på én gang i 1100-tallet: det tog sin tid, før både teologer og almindelige kristne kom til at definere skærsildens eksistens og betydning.
Skærsildens skabelse blev både en fordel og en ulempe for middelalderkristne. En fordel fordi eksistensen af ”et rensende sted” betød, at der var håb for stort set alle, der er døde i Herren. Det var et spørgsmål om tid, inden de kunne forlade deres lidelser og komme til Gud. Samtidig kan vi, de kæmpende på jorden, bistå de lidende i skærsilden. Vore tanker og bønner indgår i den frelse, som disse afdøde kan opnå. Det betyder, at vi deltager helt bevidst i ”de helliges fællesskab” (communio sanctorum). Vi kan bede til ”de sejrende”, himmelens helgener, og vi kan bede for skærsildens lidende. Hver eneste ”Fader Vor” eller ”Hil dig Maria” kan blive til gavn og glæde for dem, vi har elsket og mistet.
Da skærsilden blev til en industri
Opfattelsen af båndene mellem de levende og de døde skabte dog et problem i de sidste middelalderårhundreder, fra omkring 1300-1500. Handlinger for at bistå de døde blev næsten til en industri, og disse skulle betales med klingende mønt. Der blev et bevidst forsøg på at købe himmelen. Rige mennesker investerede i kirkebyggerier. Fattige tog på valfart og købte vokslys, der skulle brænde så lang tid som muligt. Købmænd investerede i ”hellige” genstande, og på denne måde tjente de formuer. Skærsildens eksistens gav dermed anledning både til bønner til fordel for de elskede afdøde og til kynisk udnyttelse af befolkningens tro.
Da Martin Luther tog på sin broderordens vegne til Rom, blev han frastødt af denne fromhedsindustri. Han ville sikre, at hans far var hos Gud, men han begyndte at forstå, at det var umuligt at købe paradis for sig selv eller andre. Hans reformation af Kirken var nødvendig, men resultatet blev, at skærsilden blev afskaffet. Luther hævdede, at døden ikke giver nogen mulighed for et mellemsted, hvor vore synder kan blive fjernet.
Den dag i dag er det svært at tyde den lutherske opfattelse af efterlivet. Kommer vi direkte til Gud eller skal vi vente indtil Dommedag? Ved en begravelse eller bisættelse læser den lutherske præst evangeliet om Opstandelsen; men der er ingen antydning af, hvad der sker der med os, før den store dag kommer. Vi, de kæmpende her på jorden, kan ikke henvende os til de sejrende i himmelen. Vi er afskåret fra dem. Samtidig kan alt det, som forbliver uforløst i dette liv, ikke blive gengældt i det næste.
Jeg mener, det er helt afgørende for kristne at kunne forlige sig med et håb om, at vi kan bistå dem som vi elskede i livet og stadig elsker i døden. Ellers bliver der opsat en uoverstigelig mur mellem dette liv og det næste, noget som betyder, at det er forgæves at bede for dem, som vi har elsket og mistet. I de sidste år er der dog røster i Den danske Folkekirke, der har indset, at det er nødvendigt at mindes de døde. I visse sogne er der en gudstjeneste på Alle Helgens Søndag, hvor deltagerne opfordres at gå ud med lys til kirkegården, hvis denne er i nærheden af kirken. Der kan opsøges gravsteder af elskede personer, eller man blot kan stå et tilfældigt sted.
Først har præsten i kirken læst navnene op på de sognebørn, der er døde i årets løb. På denne måde bliver disse mennesker igen levende og nærværende for alle, som er med til gudstjenesten. Folkekirken hævder ikke, at disse afdøde endnu findes, for eksempel i skærsilden, men pointen er, at de ikke er glemte.
Luthers reformation lagde vægten på Guds ubegrænsede nåde, og denne erkendelse må være noget som forener protestanter og katolikker. Hvad enten vi tror på skærsilden eller ej, så er vi forbundet med dem, vi har elsket og mistet. Den nådige Gud har taget dem til sig, og denne tro giver vort liv mening, på trods af tabet og smerten.
I de sidste par årtier er fejringen af ”Halloween” som egentlig betyder ”All Hallows Eve”, aftenen inden Alle Helgens Dag, kommet til Danmark. Vi er vidner til en amerikansk skik, hvor børnene klædes ud og får lov til at gå rundt og bede om slik. I disse corona tider vil ”trick or treat” blive begrænset; men den kommer sikkert igen, når verden efter corona bliver genskabt.
Fejringen af Alle Helgens Aften er måske et udslag af amerikansk kommercialisme, fordi den kræver, at forældrene køber tøj og slik. Men tanken bag denne aften var, at den markerede en tid, da ondskabens kræfter fik lov til at hærge, indtil kirkenklokkerne markerede midnat og begyndelsen til Alle Helgens Dag.
På denne måde går vi fra Det Ondes Aften til Alle Helgens Dag og endelig til Alle Sjæles fejring.
Menneskelivet er præget af frygt, håb og kærlighed. Vore vigtigste bånd er med dem, vi har kendt og elsket og som vi har mistet. Efterhånden i livet er der flere og flere, som vi må undvære, og derfor giver Guds omsorg og beskyttelse anledning til håb og mening. Denne erkendelse kom efterhånden i middelalderen, og nutidens kristendom viderefører denne tanke. Vi de kæmpende på jorden bliver forenet med de sejrende i himmelen og samtidig husker vi de lidende i skærsilden, eller hvor disse sjæle befinder sig, inden Kristus kommer igen.
------
Tekst: Brian Patrick McGuire (Bragt i Katolsk Orientering nr. 14, 2020)