Overgrebssagerne har haft stor betydning for, at katolikkerne har indset nødvendigheden af, at noget måtte der ske i Kirken, og at Kirkens ledelse er nødt til at tage disse problematikker alvorligt, siger formanden for bispedømmets synodegruppe Nik Bredholt efter det kontinentale synodale møde i Prag 5.-9. februar.
Den kontinentale fase af den verdensomspændende synodale proces i Europa sluttede den 9. februar. Da havde delegationer fra 39 bispekonferencer, 40 gæster inviteret af Rådet for de europæiske Bispekonferencer (CCEE) samt de flere hundrede personer, som deltog i online-diskussioner parallelt med mødet, i fire dage udvekslet synspunkter om den videre fælles synodale færd.
På mødet deltog også en nordisk delegation bestående af biskop Czeslaw Kozon, formand for Den nordiske Bispekonference, sr. Anna Mirijam Kaschner, konferencens generalsekretær, pastor Marco Pasinato fra Finland med ansvaret for at sammenskrive de nationale nordiske besvarelser samt Nik Bredholt, formand for vort bispedømmes synodegruppe.
Efter mødet bad Katolsk Orientering Nik Bredholt om at give sine førstehåndsindtryk af mødet i Prag og vurdering af den videre synodale proces i såvel vort bispedømme som i det større perspektiv.
”Helt overordnet var det spændende at deltage og at se Kirken trække i arbejdstøjet og opleve den spænding og diversitet, der findes på europæisk plan”, sagde han, men tilføjede, at hans umiddelbare indtryk af den initierede proces og dens forløb var, at den ikke havde været ordentlig gennemtænkt fra synodesekretariatets side og derfor rodet i sit udgangspunkt. Det efterlod, ifølge Nik, indtrykket af, at nye initiativer blev søsat i takt med, at tilbagemeldingerne fra bispedømmerne indløb, fx idéen om at afholde kontinentale møder og at forlænge hele den synodale proces med også en bispesynode i 2024.
”Måske er synodesekretariatet blevet overrasket over, hvor mange tilbagemeldinger der blev indsendt efter den indledende lokale høringsfase, og deres udpegning af mange sammenfaldende problematikker – hvilket naturligvis er positivt set med mine øjne”.
På mødet i Prag blev det oplyst, at arrangørerne på grund af ’bredden i de nationale besvarelser på det europæiske kontinent’ valgte ikke at udarbejde et dokument på forhånd, som de så kunne sidde og finpudse under mødet i takt med drøftelserne. Man valgte i stedet at lytte til bispekonferencernes fremlæggelser og på baggrund heraf skrive teksten til mødets slutdokument – modsat, fik man at vide, fx i Mellemøsten og Latinamerika, hvor et sådant dokument allerede forelå ved mødets start, hvilket ”unægteligt giver en helt anden proces og nogle helt andre dynamikker i forløbet”, påpeger Nik Bredholt.
Forskellige vægtninger
Især to ting overraskede Nik Bredholt på mødet i Prag. Den ene var måden, hvorpå overgrebssagerne blev italesat af især vesteuropæiske lande: fx franskmændene, der lige har været igennem offentliggørelsen af en omfangsrig national overgrebsrapport, og siden kom afsløringerne om L’Arche-grundlæggeren Jean Vaniers overgreb, men også irerne, tyskerne og belgierne, i hvis indlæg overgrebssagerne fyldte meget. Den anden var den åbenlyse ’spænding’, som man måske/måske ikke kan italesætte som skellet mellem den vestlige og den østlige Kirke, hvor den ene fløj frygter, at den synodale proces vil kunne udvande Kirkens budskab og lære og gå på kompromis med sandheden, mens den anden fløj mere er optaget af især strukturelle, herunder ledelsesmæssige, forandringer i Kirken.
”Jeg tror, at overgrebssagerne har haft stor betydning for, at katolikkerne har indset nødvendigheden af, at noget måtte der ske i Kirken, og at Kirkens ledelse er nødt til at tage disse problematikker alvorligt. Noget, der har været oppe at vende på mødet, og som vi også så i den danske sammenfatning, er den manglende transparens i Kirken og lægfolkets manglende medindflydelse. Mange af de delegerede fra lande, som har været hårdt ramt af overgrebssagerne, pegede også i deres indlæg på problematikken med klerikalisme i Kirken, hvor systemet så at sige beskytter sig selv. Og i den sammenhæng er det naturligvis indlysende, at denne diskussion ikke kan ske uden også at høre lægfolkets røst”.
Nik Bredholt peger endvidere på, at selv om Europa arealmæssigt set ikke er meget større end det nordamerikanske kontinent, er det kirkeligt set kendetegnet ved sin opdeling i øst og vest, primært mellem ortodokse og katolske kristne, og på grund af den stigende sekularisering er udfordret i såvel den økumeniske som den interreligiøse dialog.
”I Danmark kan vi katolikker fx ikke vælge den økumeniske fra, da vi på grund af vores lille antal ikke vil have nogen stemme i den offentlige debat, hvis vi ikke taler sammen med andre kirker. Ja, i min optik må Den katolske Kirke være i løbende dialog med alle gudstroende, dvs. også med muslimerne”.
Er der gode ting, du tager med fra mødet i Prag?
”Vi har talt for det i vort eget bispedømme, og jeg slog også til lyd for det i Prag, at den synodale proces bør fortsætte og forankres på lokalt plan – men naturligvis ikke uafhængigt af, hvad de gør og mener i Rom. Omvendt skal vi heller ikke sidde med hænderne i skødet og vente på, hvad Vatikanet finder ud af om dette og hint, og som måske/måske ikke nedfældes i form af en rundskrivelse engang om nogle år. Bispedømmets synodegruppe har foreslået, at man indarbejder den synodale tankegang i de enkelte menigheder, så menighederne bliver bedre til at blive sig deres egen identitet og egenart bevidst”, forklarer han.
”Det er helt i den synodale ånd, at menighederne arbejder med de tre nøglebegreber ’deltagelse, fællesskab og mission’ til at identificere, hvori deres mission består, hvem de er som menighed, og hvordan de som en troværdig kirke kan række ud. Målet må være, at vi finder vor egen særegne vej mod at blive en synodal kirke”.
Mener du, at den synodale proces i sit sigte lægger op til, at vi på det lokale plan besinder os på, hvem vi rent faktisk er, og hvem vi bør være i vor egen nære sammenhæng?
”Det er et godt spørgsmål. Det har jeg ikke noget svar på, men under alle omstændigheder kræver det, at vi i processen hører alle stemmerne i bispedømmet, fx de fremmedsprogede grupper – hvilket jeg desværre ikke er sikker på, at vi gør. I de senere år har vi også oplevet en vis spænding i forhold til mere traditionalistisk indstillede katolikker – noget, som åbenbart også ses i Finland, idet pastor Marco Pasinato fortalte mig, at stort set alle nye konvertitter i Finland i dag tiltrækkes af netop disse bevægelser. Sådan spændinger er naturligvis noget, vi som bispedømme må tage alvorligt”.
Hvad sker der fremadrettet med den synodale proces i vort bispedømme?
”Jeg er af den opfattelse, at vi fortsat skal engagere vores synodegruppe. Når det endelige (og længere) slutdokument foreligger fra mødet i Prag, bør synodegruppen gennemlæse det og på baggrund heraf iværksætte nye tiltag, hvilket synodegruppen allerede tidligere har lovet. Processen med at sige, at vi har nogle strukturelle ’issues’ i Kirken – den diskussion kan vi som lægkatolikker ikke komme særlig langt med. Men til gengæld kan vi komme temmelig langt med at styrke vores egen menighed, mener jeg, og her bør vi vægte missionsaspektet højt og drøftelserne om, hvem vi er som menighed”, slutter formanden for bispedømmets synodegruppe, Nik Bredholt.
Tekst: Niels Messerschmidt
-----------------------------------------
8 sammenfatninger fra mødet i Prag
Ved mødets afslutning blev der udsendt et kortfattet slutdokument (et længere og mere omfattende slutdokument er på trapperne, men forelå ikke ved redaktionens afslutning). I erklæringen oplistes ”visse prioriterede opgaver”, som man ønsker behandlet i den videre synodale proces. De er sammenfattet i nedenstående otte punkter:
1) At uddybe synodalitetens praksis, teologi og hermeneutik. Der er noget, vi må genopdage – noget, der er gammelt stof – noget, som hører til Kirkens væsen, men som dog er bestandigt nyt. Denne opgave påhviler os. Vi tager de første skridt på en vej, der åbner sig for os, mens vi går ad den.
* At tage fat på spørgsmålet om en Kirke, der helt igennem er en embedskirke, aftegnet som sådan i horisonten for en refleksion over karismer og tjenester, såvel ordinerede som ikke-ordinerede, og deres indbyrdes forhold.
* At undersøge de former, en synodal udøvelse af autoritet kan tage. Fx autoritetsudøvelse som en tjeneste, der ledsager fællesskabet og sikrer enheden.
* At klargøre kriterierne for en discernment [skelnen] med hensyn til den synodale proces og med hensyn til, hvilke beslutninger der hører hjemme på hvilket niveau, lokalt eller universelt.
* At tage konkrete, engagerede og modige beslutninger med hensyn til kvinders rolle i Kirken og deres større medinddragelse på alle planer, også hvad angår processer, der skaber oplæg til beslutninger, og processer, hvor beslutninger træffes.
* At behandle spændingerne omkring liturgien, således at man ad den synodale vej får gendannet forståelsen af Eukaristien som kilden til fællesskab – til communio.
* At fremme en formation af hele gudsfolk til synodal forståelse med særligt henblik på at kunne se, skelne og vurdere tidens tegn, så den fælles mission, sendelsen til verden, kan realiseres.
* At forny en levende sans for mission, så man slår bro over svælget mellem tro og kultur, så evangeliet igen kan nå folks følelser og hjerte – og at man finder frem til et sprog, der kan skabe en forbindelse mellem tradition og aggiornamento – men også og især således, at man går vejen sammen med mennesker i stedet for at tale til dem eller om dem.