Når man som Den katolske Kirke helt principielt er imod abort som et alvorligt overgreb på menneskelivet, kan en debat om forhøjelsen af grænsen for foretagelse af indgrebet med nogle uger umiddelbart synes uvæsentlig. Alligevel er det opmuntrende at se, at mange – uden at være principielt modstandere af abort – holder fast ved den nuværende grænse på 12 uger, fordi forsøg på at forhindre udvidelsen af muligheden for abort er skridt i den rigtige retning, så lille en sejr for livet det end måtte være.
Skønt den igangværende debat kun drejer sig om en tidsfrist, er det alligevel nødvendigt fortsat at engagere sig i det principielle forsvar for det ufødte liv, selv om mange sikkert synes, at det er en håbløs kamp, en kamp som efter aborttilhængeres opfattelse også bør være håbløs. I løbet af den tid, abort har været tilladt, har argumenterne for den bevæget sig fra de situationer, hvor unge ugifte kvinder blev uønsket gravide, ofte med stigmatisering og andre udfordringer til følge, til at blive en nærmest uantastelig menneskeret, som mange mener slet ikke skal stå til diskussion.
Imellem disse to bevæggrunde til forsvaret for abort ligger argumenter som udsigt til at føde et handicappet barn eller et barn med udsigt til en kronisk sygdom, opfattelsen af, at et barn flere efterfølgende vil være en social og økonomisk udfordring, synet på et uplanlagt barn som en indskrænkning af arbejds- og karrieremuligheder til det blotte ønske om uden seriøs argumentation at fravælge et uønsket barn. Fra at se på et ufødt barn som et menneske med værdighed og rettigheder er spørgsmålet om muligheden for abort i stort omfang blevet et spørgsmål om kvinderettigheder.
Selv om den nuværende debat handler om tidsfrister, må den ikke standse den principielle debat om abort. Det er fortsat legitimt, ja, nødvendigt at diskutere abort med henblik på at genskabe respekten også for det ufødte liv. Så fremmed, det end lyder i dag, er det ufødte livs skæbne ikke noget, som andre suverænt kan råde over på dette livs bekostning.
Debatten om abort vil fortsat være et emne, der vækker stærke følelser. I et nyligt debatprogram udtale en kvinde sin irritation over, at forsvaret for det ufødte liv og bestræbelser for at sikre dets rettigheder foretages af ”mænd og religiøse,” et udtryk for, at modstanden mod abort opfattes som en umyndiggørelse af kvinder. Selv om kvinder i mange sammenhænge står som den svage part, er forsvaret for det ufødte liv ikke en teoretisk hævdelse af en religiøst synspunkt, og må heller ikke få mænd til at fralægge sig et konkret ansvar. Forsvaret for det ufødte liv vil altid være både legitimt og nødvendigt. At lægge afstand til abort og opmuntre kvinder til at føde de børn, der er på vej, må altid være ledsaget at udtryk for forståelse for en vanskelig situation og tilbud om konkret hjælp til at klare moderskabet. Samfundet står parat med hjælp til alle børn, der fødes, og også i kirkelige organisationer, ikke mindst i udlandet, er der eksempler på tiltag, der sikrer hjælp til kvinder, der bringer et i første omgang uønsket barn til verden.
Mange anser nu retten til abort for urørlig, og forsvaret for det ufødte liv, som en sag, der ikke kan vindes. Om og hvornår, der sker en forandring, er ikke til at sige, men som samfund har vi allerede lagt afstand til noget, som engang blev opfattet som både korrekt og nyttigt. Som eksempel kan nævnes måden, man tidligere behandlede psykisk handicappede på. Selv om visionen synes langt bort, kan man også forestille sig, at det ufødte liv, engang atter vil blive værdsat og forsvaret.
+Czeslaw Kozon
--------
Biskoppens indlæg har været bragt i Kristeligt Dagblad den 3. oktober 2023