i klosterkirken på Aasebakken på Den hellige Treenigheds fest den 30. maj 2021
Læsninger: 5 Mos 4,32-34.39-40 Rom 8,14-17 Matt 28,16-20
I sin opmuntrende prædiken pinsedag sidste søndag opfordrede pave Frans os til at søge helheden og ikke kun delen. Denne opfordring giver Kirken os lejlighed til på særlig måde at følge i dag, når vi fejrer festen for Den hellige Treenighed, hele guddomsfylden, de tre personer i det ene væsen. Udover, at festen virkelig præsenterer Gud i hans helhed, så er den også med sin placering lige efter pinse en sammenfatning af, hvad vi har markeret siden jul. Siden da har vi betragtet, hvordan Gud med sin Søns menneskevordelse er trådt ind i og har grebet ind i vor jordiske sammenhæng. Det kulminerede med påskedagenes dramatiske og skelsættende begivenheder og fuldendtes med Helligåndens komme, som vi fejrede sidste søndag.
Selv om vi fejrer festen for Den hellige Treenighed som en slags afslutning på advents-, jule-, faste- og påsketiden, er livet i Treenigheden faktisk begyndelsen til alt, vi har betragtet i disse perioder af kirkeåret. Treenigheden har været der altid, fordi Gud er evig. Det var således Treenigheden, som Guds Søn så at sige trådte ud af for at blive menneske, for at frelse os og for at give os indsigt i sit intime liv med Fader og Helligånd.
Selv om dagens fest virkelig er en betragtning af helheden, så er det også naturligt at se på det delvise. Når Pave Frans advarer mod at fokusere på det delvise, så er det for, at vi ikke skal foretage en subjektiv udvælgelse blandt de mange dele og derved tabe helheden af syne. Paven tænker netop på, ikke at udvælge enkelte aspekter af det kristne liv, af troslæren, af forpligtelserne, blot fordi det passer til vor tankegang og bekvemmelighed. På samme måde rummer dyrkelsen af enkeltemner også faren for at spille ting og personer ud imod hinanden og derved bringe enheden i fare.
Naturligvis har vi lov til at stoppe op og betragte enkeltaspekter af troen og livet i Kirken. Vi kan ikke forstå den anden person i Treenigheden, Jesus Kristus, hvis vi ikke grundigt betragter hans liv på jorden, hans forkyndelse og eksempel. Virkeligt at sætte os ind i Jesu liv og lære, at lade os udfordre af hans forkyndelse betyder at blive ført ind i helheden, ind i fællesskabet med Faderen og Helligånden. Trods sin bundethed til jorden i de 33 år, han levede her, var Jesus hele tiden i inderlig forening med sin Fader og Helligånden, og hans opgave var at gøre os bekendte med disse to andre personer i Treenigheden for at give os del i det guddommelige liv.
Også på andre områder behøver det, at beskæftige sig med enkelte dele af helheden ikke nødvendigvis at bringe vor sans for den fulde sammenhæng i fare. Som mennesker hører vi hjemme et sted og bliver også af forskellige veje ført til Gud. Alt efter smag og temperament appellerer bestemte ting til os, som gør det lettere for os at forstå, hvem Gud er, og hvad han ønsker af os. Denne diversitet i tilgange har altid været en del af Kirkens væsen: mere end een teologisk skole, variation i fromhedsformerne, forskellige former for liturgi, engagement i en bred vifte af pastorale og karitative aktiviteter, kald til én bestemt orden ud af rigtig mange muligheder. Det er også et naturligt ønske at stå ved sin nationalitet og bede og fejre liturgi på sit modersmål samtidigt med, at man føler sig som medlem af både Kirkens og menneskehedens store familie.
Vigtigt er det, at alle disse forskelligheder aldrig bliver modsætninger, at tilhængere af de enkelte legitime måder at være katolik på ikke bekæmper og nedgør hinanden , og at man ikke ser sin legitime måde at være katolik på som det eneste, der kan redde Kirken, men ser det som sin opgave at være med til at koordinere alle positive kræfter i Kirken til at styrke dens mission og troværdighed, at gøre alt, hvad der er muligt for, at Kirken ikke bliver et hus i splid med sig selv.
Den tid, vi gennemlever i øjeblikket, er fuld af sådanne tegn på splid og af eksempler på svækkelse af den kristne tros relevans. Resultatet er alt fra fjendtlighed mod kristentroen over ligegyldighed til desperate forsøg på at tillempe troen og Kirken til det, man mener nutidens mennesker kan klare og acceptere. Selv om vi herhjemme ikke oplever det i helt så dramatisk grad, er vi heller ikke upåvirket af, hvad der foregår i nogle af vore nabolande og verden i øvrigt. Nogle er bange og bliver usikre, enkelte andre ønsker sig måske de samme former for innovation herhjemme. Selv om vi herhjemme måske ikke er ramt af de store bølger, der raser andre steder, så er vort eget land dog heller ikke en sikker havn. Religionsfriheden udfordres i stadig højere grad, og nogle mener, at der i den offentlige debat ikke længere skal være plads til forsvar kristne principper.
Dog må vi ikke lade os gribe af angst eller usikkerhed, ej heller skal vi i begejstring eller desperation springe på den vogn, der kører væk fra troens sande grund. At tale så meget om Kirkens problemer må ikke være udtryk for resignation og modløshed. En forudsætning for at kunne gøre noget ved disse problemer er, at vi erkender, at de er der og ikke mindst, at der er midler til at råde bod på dem. Disse midler er ikke verdensfjernhed eller foragt for alt i samfundet omkring os, heller ikke militant imødegåelse af andres meninger, selv om der er situationer, hvor tingene skal siges klart, og hvor vi må erkende, at vi ikke kan være med for ikke at gå på kompromis med vor tro.
I sin pinseprædiken siger pave Frans, at det rette middel mod alle disse genvordigheder er en glad forkyndelse. For nogle lyder dette som lettere sagt end gjort. Ikke desto mindre er det det, der skal til. Det store forbillede er Jesu disciples begejstring og frygtløshed. De havde til at begynde med ingen af delene, tværtimod havde de det, som vi nogen gange synes af have det: at intet var som før, at håbet var gjort til skamme. Der skulle Helligåndens trøst og styrke til, for at disciplene turde gå ud; men så var der heller ingen angst eller tilbageholdenhed, og mange nye mennesker blev berørt og omvendte sig.
Kristnes begejstring og frygtløshed gør ikke indtryk på alle. Hos nogle modstandere optænder det had og intolerance, også og måske endda i forstærket grad i vor tid. Alligevel er det denne begejstring og frygtløshed, der sikrer overlevelsen, fordi den er med til at styrke håbet og bekræfter os i, at det, vi som kristne tror på og står for, er sandt og giver mening. Vi skal hverken skikke os lige med verden eller vende den ryggen, men med en autentisk tro leve i den, sørge for, at vor tro giver os både den fornødne modstandskraft til selv at overleve og giver os en stærk appel til, at andre føler sig tiltrukket af budskabet.
Er det at tale om Kirken mange udfordringer ikke lade sig overvælde af dem og noget, der får os til at miste modet? Jesus selv siger, at det ikke er sådan. Ud over at forudsige sin egen lidelse, stillede han også disciplene i udsigt, at de ville møde stor modstand. Måske tog de ikke forudsigelserne helt alvorligt; men det skræmte dem heller ikke. Jesus selv mødte modstand og mangel på tro, og alligevel fortsatte han sin forkyndelse. I dagens evangelium forbinder han befalingen om at missionere med forsikring om sit nærvær. Det er egentlig sammenfatningen af det paradoksale i at vise begejstring for noget, som samtidig bliver spået modgang. Det er ikke et paradoks, men en opfordring til at have håb og med begejstring være med til at gøre alle mennesker til Jesu disciple. Jesu løfter gælder og giver mening, også dér, hvor tingene synes at være kørt fast. Mere end før skal vi stole på, at han er med os alle dage indtil verdens ende. Amen.
Biskop Czeslaw Kozons prædiken
