Biskop Czeslaws prædiken i domkirken 7. søndag i påsken

Læsninger: ApG 1,12-14; 1 Pet 4,13-16; Joh 17,1-11a

De sidste par søndage har læsningerne kørt ad to spor. Første læsning har som regel været fra apostlenes gerninger, hvor vi har hørt om disciplenes og dermed den unge Kirkes erfaringer med at forkynde det friske og befriende budskab om Jesu opstandelse. Da de evangeliske beretninger om Jesu opstandelse slap op, gik vi tilbage til tiden umiddelbart før Jesu lidelse. Vi har lyttet til passager fra Johannesevangeliet, der dels rummer forudsigelsen af Helligåndens komme, dels lader Jesus fortælle om sin forestående lidelse, også i det, som vi kalder hans ypperstepræstelige bøn. Der er ingen tvivl om, at det er de grusomme hændelser, han vil forberede sine disciple på; men han bruger også en omskrivning, som sikkert forekommer os underlig. Jesus kalder hele hændelsesforløbet omkring sin lidelse og død for sin herliggørelse. At opstandelsen er en herliggørelse ligger lige for. Ikke blot er den sejren over døden, men indebærer også, at Jesus bliver forandret, virkelig kommer til at fremstå som den nye skabning. Hvordan kan så lidelsen og døden være en del, endda en væsentlig del, af hans herliggørelse?

Det er ikke nemt at forstå eller forklare. Lidelse er noget dårligt, som vi også gerne havde set Jesus blive forskånet for. Selv om Jesus i Gethsemane, umiddelbart før lidelsen bliver til virkelighed, synes at være rigtig bange for det, der venter ham, så virker det, som om han ifl. evangelisten Johannes taler meget frit og afklaret, næsten ubekymret, om lidelsen og som noget naturligt præsenterer den som herliggørelse.

Der er noget særligt johanneisk over begrebet herliggørelse. Vi kan måske sige, at alle evangelister ender med, hvad der også efter traditionel menneskelig opfattelse er herliggørelse, nemlig triumf og et liv i stråleglans uden nogen form for modgang og besvær – kort og godt ender med Jesu totale sejr over død og synd. Alt dette er også en del af Johannes’ syn på herlighed. Johannes begynder i sit evangelium endda med at fortælle om Jesu herlighed som noget, der altid har eksisteret, ”en herlighed, som den enbårne har den fra Faderen” (Joh 1,14), - som også nævnes i dagens passage af evangeliet - en herlighed, som Jesus trådte lidt ud af for at blive menneske og, som han senere genindtrådte i. Denne genindtrædelse i herligheden blev – skal vi sige – forædlet ved at være gået igennem lidelsen, ikke p.gr. af lidelsen selv, men p.gr. af det sindelag, den blev båret med, nemlig lydighed mod Faderens vilje og kærlighed til os mennesker.

Kristi herliggørelse var således vundet ved lidelsen og bestod ikke i tom staffage eller endnu mindre ved at være erhvervet ved at udnytte andre. Den blev vundet ved den højeste form for gudstjeneste: Lydighed mod Gud udlevet i kærlighed til menneskene. Med sin lidelse beviste Jesus, at han turde vove noget for sin herliggørelse, ægte herliggørelse, der blev prøvet gennem udholdenhed og trofasthed i kærlighed.

Hvad der overgik Jesu og lykkedes for ham, skal også efterleves af Kirken og kan også lykkes for den. Kirken er stor, den har til tider været rig, mægtig og dominerende og dermed også imponerende, til dels understreget af ydre regn. Det er dog ikke disse ting, der har herliggjort den og sikret den bestandighed. Det er, når den trods modgang, også i de første godt to århundreders nærmest kroniske modgang og forfølgelse alligevel voksede, blomstrede og drog mennesker til sig, forstærket af martyrernes eksempel på udholdenhed og troskab. Det har den også gjort siden og gør det trods udfordrende tider stadigvæk, men kun fordi Kristi sindelag stadig formår at holde den på sporet.

De tanker, Jesus giver udtryk for i evangeliet, bliver ført videre af Peter i anden læsning fra hans første brev. Her opfordrer han ligefrem til at glædes, når man kommer til at dele Kristi lidelser for senere at kunne juble, når man bliver delagtig i hans herlighed. Helligånden, som vi særligt beder om lige for tiden, og som apostlene og Jomfru Maria ventede på, nævnes af Peter som årsag til glæden, både fordi den lærer os at se meningen med eventuelle lidelser og giver os mod til at stå dem igennem.

Alt dette være ikke sagt for at tale lidelse ned og afdramatisere eller fortrænge den. Vi har alle lov til at bede om og håbe på at blive forskånet for lidelsen; men vi skal alligevel hele tiden huske på den styrke for Kirken, der ligger i Kristi og martyrernes sindelag og eksempel. Selv om vi med rette føler medlidenhed med nutidens forfulgte kristne, er de også med til at lære os at sætte pris vor tro og regne den for noget, det er værd at sætte livet til for, også selv om vi selv slipper for at gøre det.

Læsningen fra apostlenes gerninger kan nemmere sætte os i pinsestemning, fordi den handler om forventningen om Helligåndens komme, sådan som vi kender det fra skildringen af apostlenes og Jomfru Marias fællesskab i bønnen. Efter denne korte beskrivelse af stemningen efter Jesu himmelfart følger beretningen om Matthias’ valg til apostel og herefter så, hvad vi hører næste søndag – skildringen af Helligåndens komme over forsamlingen og de mange menneskers omvendelse.

Vi er nu et par dage inde i pinsenovenen, tiden mellem Kristi Himmelfart og pinse, hvor vi særligt beder om Helligånden. Alle de store begivenheder i frelseshistorien har fundet sted én gang for alle; og alle – hvert fald vi, der er firmede – har modtaget Helligånden én gang for alle. Alligevel skal disse engangshændelser hele tiden aktiveres i vor bevidsthed. Når det drejer sig om Helligånden, skal vi hele tiden lade os bevæge af hans indskydelser, være klar over, at en hel del af Gudsrigets fremgang afhænger af os – ikke som selvbevidste aktører, men som disponible, om end nødvendige redskaber. Derimod kan bevidst passivitet og ligegyldighed fra vor side være en direkte blokering af Gudsrigets udbredelse. Samtidig skal vi også, når vi gerne vil engagere os, men er ængstelige og modløse, stole på, at Helligånden kan lære os at overvinde disse følelser. Paulus fortæller, at Helligånden lærer os, hvad vi rigtigt skal bede om (jf Rom 8,26). Vi har mange anliggender at forelægge for Gud; i øjeblikker har vi pandemien, som vi gerne vil af med; vi har Kirkens og verdens traditionelle problemer og bekymringer foruden mange personlige sorger. En grundlæggende intention, vi skal have i vor bøn, er dog at bede om Helligånden selv, om kraft til at overvinde vor egen modvilje eller træghed og om tillid til at stole på hans hjælp. Lad os fortsætte med vor bøn i pinsenovenen som udtryk for vor åbenhed over for, hvad Helligånden har at sige os, og som styrke til at møde de udfordringer, der kommer til os.

Amen