I går, den 18. december, offentliggjorde troslæredikasteriet med pave Frans’ billigelse erklæringen ”Fiducia supplicans” (FS) om den pastorale betydning af velsignelser. Erklæringen gør meget ud af at forklare de forskellige aspekter af en velsignelse, det liturgiske, bibelske og pastoralteologiske.
Ikke overraskende vækker omtalen af velsignelse af personer i ikke-kirkelige parforhold og ikke mindst af par af samme køn opmærksomhed. Nogen vil i erklæringen se et opgør med Kirkens traditionelle lære, andre vil mene, at erklæringen ikke er vidtgående nok og vil derfor blive frustrerede over de forbehold, den klart indeholder. Problemet er således ikke erklæringens indhold, men måden, den vil blive modtaget og tolket på.
Ikke noget opgør med katolsk lære og moral
Erklæringen er på ingen måde et opgør med Kirkens traditionelle lære og moral. Samtidig er den på mange måder endda nok så restriktiv m.h.t., hvad der ikke kan accepteres.
Det siges klart at kun én ting kan defineres som ægteskab, nemlig den sakramentale forbindelse mellem mand og kvinde og, ”at det drejer sig om at undgå at anerkende noget som ægteskab, som ikke er det.” ”Det kan således ikke tillades, at der anvendes ritualer og bønner, som vil kunne skabe forvirring mellem det, der er konstituerende for ægteskabet, som en eksklusiv, stabil og uopløselig forening mellem en mand og en kvinde, med en naturlig åbenhed for børn og det, som modsiger dette.” (FS nr. 4).
Der kan derfor ikke afholdes nogen liturgi til velsignelse af parforhold, som ikke er et klassisk ægteskab, heller ikke f.eks. i forbindelse med en borgerlig vielse (FS nr. 39). Således kan bispekonferencer eller andre kirkelige autoriteter ikke udarbejde ritualer eller procedurer til sådanne velsignelser (FS nr. 38).
Ydermere understreges det, at, ”fordi Kirken altid kun har anset de seksuelle relationer for legitime, der leves inden for ægteskabet, har den ikke fuldmagt til at give sin liturgiske velsignelse, når denne velsignelse ville kunne give en form for moralsk legitimering af et parforhold, som skal gøre det ud for et ægteskab, eller af en ikke-ægteskabelig seksuel praksis.” (FS nr. 11).
Hvad er så det særlige ved erklæringen?
Som sagt er der med erklæringen ikke ændret noget ved Kirkens teologi eller morallære. Alligevel rummer den et vigtigt aspekt til belysning af Kirkens mission. Det er Kirkens opgave være inkluderende, noget, som ikke mindst pave Frans jævnligt understreger. Alle skal kunne føle sig hjemme i Kirken, accepteret og elsket, også selv om de ikke kan modtage alle sakramenter, f.eks. eukaristien og forsoningens sakramente. At leve i et forhold, som ikke er et ægteskab, herunder også som personer af samme køn, må således ikke betyde mangel på omsorg fra den institutionelle Kirkes side eller fra menighedens fællesskab. Seksuel orientering er ikke valgt frivilligt. Ligeledes findes der mennesker, som har lidt nederlag i deres første ægteskab, men har fundet tryghed og mening i et nyt forhold, dog uden at kunne opnå en kirkelige vielse. Ligeledes kan mennesker være tøvende og usikre over for at skulle binde sig for livet, men alligevel leve sammen i en vis stabilitet. Et forhold af to personer af samme køn kan også rumme værdier som omsorg og trofasthed. Selv om alle disse forhold ikke kan bekræftes med en velsignelse, kan de pågældende personer godt have en længsel efter Gud, have brug for hans hjælp i deres udfordringer og dermed også ønske del i hans velsignelse.
Det er præsters og andre sjælesørgeres opgave med omsorg, indføling og visdom og uden fordømmelse at hjælpe disse mennesker, at lade dem mærke Guds nærhed og Kirkens fællesskab, også selv om deres status ikke i alle henseender kan anerkendes af Kirken. I stedet for en formel velsignelse eller et offentligt gennemført ritual, skal omsorgen komme til udtryk i f.eks. samtaler og forbøn. Enhver, der oprigtigt søger Gud, kan anmode om og opnå hans velsignelse, hvilket så er en velsignelse, der hjælper personer til at komme Gud nærmere, altså en velsignelse, der gælder personerne og ikke deres parforhold, hvis dette ikke kan rummes inden for de ovennævnte kriterier.
Hvis troslæredikasteriets erklæring skal have sin rette virkning og ikke skabe forvirring og polarisere, er det vigtigt, at den bliver læst og forstået i den rette mening, som består i dels at bekræfte traditionel katolsk lære og moral, dels i at hjælpe mennesker på vej til at se sandheden og meningen heri, men også, så længe, de er undervejs, at ledsage og støtte dem i denne proces ved nærvær og omsorg.
Lad os bede til, at vi som kirke i Danmark både må formå at vise det unikke og værdifulde ved ægteskabets idealer og samtidigt kunne række ud og give dem, der endnu er et stykke fra idealerne, en oplevelse af at være en ønsket og værdifuld del af vort fællesskab.
København den 19. december 2023
+Czeslaw