Kære trosfæller,
I år skal vi igen fejre en coronabetinget jul, om end endnu udsigt til samme nedlukning som sidste år, men heller ikke som en fest, der ser ud til at blive det positive vendepunkt hvad pandemien angår. Udover at se ind i en uvis fremtid har vi også et år bag os med en hel del udfordringer. Flere har været ramt af Covid-19, og alle har vi måttet indrette vort virke efter de skiftende restriktioner, som har forårsagtet aflysninger og udskydelser af gudstjenester og andre arrangementer. Vi går ind i det nye år med restriktioner, men lad os håbe, at de ikke følger os alt for længe.
Netop over for en udfordring som pandemien har vi brug for alt det håb, adventstiden og julens mysterium lægger frem for os. Omend disse forjættelser er overordnede og gælder generelt for alle tider, har vi også lov til se dem som en opmuntring i den konkrete situation, vi befinder os i. Selv om pandemien er en fysisk udfordring, skal den også mødes med åndelig styrke. Pandemien skal også mødes og bearbejdes med tro og tillid til, at Gud er den eneste, som kan hjælpe, trods vor egen nødvendige rettidige omhu.
Vi skal have tillid til, at Gud vil føre os ud af pandemien samtidigt med, at vi både indser, at der er ting, vi kan undvære, og i højere grad lærer at værdsætte det, vi har og forhåbentlig igen kan gøre brug af i øget omfang. Hvad det første angår – det vi kan undvære – gælder det de materielle goder. Tiden, der går til rejser og andre adspredelser, kan godt anvendes meningsfyldt på anden måde; fysiske møder har ofte hensigtsmæssigt kunnet erstattes af virtuelle. Dog går vi også med bekymringer om, at nogle mener at kunne undvære de åndelige goder, der kræver fysisk fremmøde, ikke mindst deltagelse i søndagsmessen. Det er endnu for tidligt at vurdere, hvilke konsekvenser, pandemien vi have på dette område; men der forestår sikkert en større oparbejdning.
Pandemien er ikke det eneste, vi står over for. Både verden og Kirken trænges af mange ting. Konflikter trappes op og truer fred og stabilitet, usikkerhed og nød driver mennesker på flugt, klima og miljø er udfordret. Også i Kirken mærker vi mange spændinger. En tiltagende polarisering, stærk uenighed om, hvad der bedst tjener Gudsrigets fremgang, personers heftige meningsudveksling er ting, som virker nedslående og svækker det nødvendige vidnesbyrd.
Uden at gå i panik skal vi fortrøstningsfuldt medvirke til at forny Kirken efter Kristi vilje. Hertil har pave Frans igangsat den synodale proces, en vandring, som alle indbydes til at gå med på. Nøgleordene er fællesskab, deltagelse og mission. Disse begreber er ikke fremmede for os og er på mange måder også virkelighed. Alligevel kan de godt intensiveres. Fællesskabet kan styrkes og udbygges, deltagelsen kan øges ved, at man selv engagerer sig mere og får andre inddraget, missionen, det, vi måske har sværest ved at gribe an, kan lykkes, jo mere, vi tager de to andre ting til os. Fra det nye år vil vi i bispedømmet for alvor gå i gang med den synodale proces efter det materiale, som bispedømmets koordinationsgruppe har udarbejdet.
I sin prædiken til ‘De fattiges søndag’ den 14. november satte pave Frans smerte og håb over for hinanden på en interessant måde. Selv om det var møntet netop på verdens fattige og på baggrund af søndagens evangelium om verdens ende (Mark 13,24-32), kan vi godt bruge budskabet over for andre udfordringer. Pave Frans taler om “dagens smerte” og ”morgendagens håb.” ”Dagens smerte” står for de trængsler, den vold og lidelse og uretfærdighed, som præger vor historie, der afventer en befrielse, som ikke synes at komme. Dette udelukker dog ikke ”morgendagens håb.” Pave Frans siger videre: ”Jesus ønsker at åbne vore hjerter for håbet, at fjerne vor ængstelse og frygt over for verdens smerte. Og således siger han os, at selv om solen formørkes, og alt omkring os synes at falde, kommer han selv nærmere…Morgendagens håb blomstrer midt i dagens smerte…Det håb, der er født af evangeliet har intet at gøre med en passiv forventning om, at tingene bliver bedre i morgen….Det har med at gøre, dagligt med konkrete handlinger at opbygge det rige af kærlighed, retfærdighed og broderskab, som Jesus indledte.”
Denne proces blev stilfærdigt, men magtfuldt indledt med Guds Søns komme til verden. Må også dette års fejring af julefesten styrke vor tro på og dermed vort håb om, at den vil lykkes.
Med dette håb i tankerne ønsker jeg alle en glædelig og velsignet jul og et godt og fredfyldt nytår og sender de hjerteligste hilsener,
+Czeslaw