Biskoppens opfordring til at støtte den årlige fasteindsamling

Fastetiden er Kirkens årlige tid til besindelse og fornyelse. Den er også en tid til afsavn og konkret næstekærlighed i form af hjælp til nødlidende.

Bispedømmets fasteindsamling giver os denne mulighed og går i år til Bangladesh, hvor Caritas driver 51 skoler for børn af oprindelige folk i afsidesliggende områder af landet. Befolkningen bor i bambushytter uden indlagt vand og elektricitet og lever af deres landbrug og af de få afgrøder, som de kan sælge.

På grund af manglende finansiering er 41 skoler dog lukningstruede. Det betyder, at 1375 børn risikerer ikke at få en uddannelse, hvilket ellers kan være med til at løfte dem og deres samfund ud af fattigdom. Med din støtte kan du være med til at holde skolerne åbne og give børnene en bedre fremtid.

Der er særlig god grund til at være gavmild i fastetiden, som vi indleder i dag, askeonsdag. For kristne er fastetiden nemlig ikke kun forbundet med en fornyelse af troen og en uddybelse af forholdet til Gud. Den er også en kærkommen anledning til at huske på de mange mennesker rundt omkring i verden, der er dårligere stillet.

Det er derfor, at vi hvert år i de 40 dage op til påske i bispedømmet samler ind til Caritas’ arbejde for verdens fattigste og mest udsatte.

Jeg håber, at du vil støtte op om årets fasteindsamling. Glem heller ikke at bede for vore fattigste brødre og søstre over hele kloden.

Med tak for dit bidrag og ønsket om en velsignet fastetid

+Czeslaw