Kære Guds folk i bispedømmet København,
Med fejringen af påskefesten er der lagt op til spontane glædesudtryk. Vi er os som kristne bevidste om, at påsken er kirkeårets største højtid og forstår derfor også, at der med Kristi opstandelse er sket noget skelsættende.
I en hel uge har forberedt os til påsken, begyndende med palmesøndag, og derved er vi også blevet hjulpet på vej til at forstå, hvorfor påsken er så afgørende en højtid. Med den stille uges fejringer er vi blevet inddraget i dramatikken i alt det, der foregik op til Jesu død, en dramatik, der stadig foregår. Der er krig og uro, også det sted, hvor Jesus levede, da han var på jorden. Der er fortsat nød og elendighed, og selv perfekte samfund har ofte svært ved at være inkluderende og imødekommende og bevare stabiliteten. Det betyder ikke, at Kristus har levet forgæves: tværtimod ville vi ikke have nøglen til at forstå, hvordan verden er blevet en anden efter hans liv og forløsergerning, som kulminerede i opstandelsen og efterfølgende i Helligåndens komme.
Kristi opstandelse og Helligåndens komme er de begivenheder, der på én gang markerer en ny virkelighed og samtidig hele tiden skal gøres nærværende for alle dem, der ikke synes, at verden er blevet så meget anderledes. Det er vor opgave som kristne, der bekender sig til troen på den levende Jesus, og som døbte og firmede er sendt til verden som hans disciple, at gøre påskens begivenheder relevante for alle. Det gør vi ved at holde fast ved troen, tage konsekvenserne af den i vort liv og ikke mindst række ud til dem, der har sværest ved at mærke, at Kristi opstandelse har gjort en forskel.
Også vi selv har brug for at blive opmuntret. Lad os gøre det, idet vi begynder med at øse af påskens budskab og fejringen af det og derved styrker hinanden i vor fælles tro.
Jeg ønsker alle en glædelig og velsignet påske og ikke mindst opfyldelsen af alle deforventninger, vi har til, at Kristus er kommet os i møde og inddrager os i virkeliggørelsen af sin frelsesplan.
+Czeslaw