Biskoppens prædiken 2. søndag i påsken

Læsninger: ApG 2,42-47; 1 Pet 1,3-9; Joh. 20,19-31

Påsketiden er først lige begyndt, og den varer helt til pinse, så i adskillige uger endnu vil vi fokusere på begivenheder og mysterier, som er afledt af det, Kristus udvirkede for os i påsken.

Med søndagen i dag afslutter vi dog en særlig uge – påskeoktaven – som vi har fejret næsten som en forlænget påskedag – et forsøg på at understrege, hvor vigtig dagen for Kristi opstandelse er. Evangeliet, som er det samme i alle tre læseår på denne søndag, og handler om apostlen Thomas’ møde med den opstandne Kristus, sammenfatter den første påskeoktav. Der indledes med, at Jesus viser sig for disciplene, minus Thomas, den første påskedags aften og afsluttes med, hvad der skete en uge senere, da Thomas så var med.

De sidste 20 år har denne 2. søndag i påsken – foruden den meget gamle betegnelse ”hvide søndag” – også officielt heddet ”Den guddommelig Barmhjertigheds søndag.” Denne betegnelse grunder i den hellige Faustinas særlige åbenbaringer af Guds barmhjertighed og den andagt, som hun fik anbefalet at udbrede. Vi bliver herigennem også ført tilbage til langfredag, da Jesus med sin død på korset, fra sin gennemborede side så at sige frigav de uendelige strømme af barmhjertighed, også illustreret ved de to stråler, der på det klassiske billede af den barmhjertige Jesus udgår fra hans hjerte. Selv om vi markerer påskens oktavdag, så afslutter vi i dag også en novene, en periode på ni dage, som begynder langfredag, dagen for Jesu død, og tidspunktet, kl. 3 om eftermiddagen, kaldes da også ”Barmhjertighedens time.” Mange har det måske svært med både billedet og andagten, oplever den som en lidt naiv tilføjelse til en dag, der har sin egen gamle tradition knyttet til sig. Dog gør fejringen af Barmhjertighedens søndag ikke andet end at tage udgangspunkt i de grundlæggende begivenheder i påsken, og udover betegnelsen ”Barmhjertighedens søndag,” er der ikke ændret ved dagens klassiske liturgiske struktur og valg af bibeltekster.

Når der nu ikke er ændret i tekstvalget, hvordan får man så barmhjertigheden på banen i dagens fejring? Den springer frem i første linje af anden læsning og dagens bøn, hvori det siges, at alt det, Gud har gjort for os, er et udtryk for hans barmhjertighed. Hans Søns komme til os skyldes både ønsket om at frelse os fra følgerne af syndefaldet og ønsket om, og ikke mindst det, at være os nær. Den hellige pave Johannes Paul II nævnte det kort i sin prædiken til Sr. Faustinas helgenkåring den 30. april 2000, ved at beskrive barmhjertigheden som en kraft, der ikke blot tilgiver synder, men også viser sig imødekommende i alle menneskelige behov.

Vi skal ikke glemme behovet for at få tilgivet vore synder. Vi skal have en sund syndsbevidsthed, som gør os i stand til uden at fortvivle, at erkende, hvad vi gør forkert, bede om tilgivelse for det og gøre alt, hvad vi kan for at forbedre os. Denne side af barmhjertigheden kommer også til udtryk ved, at Jesus i sit møde med disciplene påskedags aften giver dem fuldmagten til at forlade synder: ”Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt.” Som pave Johannes Paul II siger, kommer Guds barmhjertighed os dog også i møde i vore andre behov. Det har vi lov til at håbe og satse på ikke mindst i denne tid, hvor vi står med ganske særlige behov over for helt ekstraordinære udfordringer, sådan som vi oplever dem under den igangværende coronapandemi. Som sagt skal vi altid være os vore synder bevidst, altid være parat til omvendelse, og coronapandemien må vi gerne tage som en anledning uden at opfatte den som en straf. Dog skal vi ikke glemme, at der i Guds barmhjertighed ligger en masse, som vi ofte glemmer at bede om, også som hjælp i andre af vore anliggender, hvad enten det drejer sig om åndelige eller materielle behov. Gud står der ikke og siger sarkastisk til os, at nu, hvor nøden er stor og uoverskuelig, kan vi måske lære at finde ud af, hvor den sande hjælp findes. Trods en nok så håndfast form for magtudfoldelse i den gamle pagt, har Gud i sin Søn i den nye pagt gjort alt for at gøre barmhjertigheden jordnær og inden for rækkevidde. Mange er de steder i evangelierne, hvor Jesus får medlidenhed med mennesker og ønsker at hjælpe dem, som f.eks. ved bespisningen i ødemarken (jf. Matt 14,14), ved at ynkes over menneskene, der er som får, der ingen hyrde har (Matt 9,36), og ved at sige: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” (Matt 11,28). Andagten til den guddommelige barmhjertighed går nok ud på at skulle forsone sig med Gud, men ligeså meget på at gøre opmærksom på en ofte overset trøst og opmuntring, både med henblik på livet her i verden og i håbet om den evige frelse.

Gud skal nok finde ud af at hjælpe os, men I Jesu opfordring ”Kom til mig,” (Matt 11,26) ligger der også et skub til selv at tage et initiativ, til selv at spørge og bede, til selv at bryde op og gøre det i tillid, akkurat som den fortabte søn vidste, at han havde noget at komme hjem til efter sit fejlslagne eventyr. Selv om Gud er barmhjertig, så skylder vi ham også respekt. Hans barmhjertighed kommer nemlig af, at han kan alt, har alt at give, selv om han ikke skylder os noget, og selv om vi ikke har noget tilsvarende at give til gengæld ud over vor egen kærlighed. Så svag, lunken og selvisk denne vor kærlighed nogle gang kan være, så tager Gud gerne imod den og lægger sin egen kærlighed til, som vi synger i én af vore katolske salmer (Lovsang nr. 255).

Vor erfaring med Guds barmhjertighed består således i høj grad i at modtage. Vi ikke meget at give Gud, i hvert fald ikke så meget, som han giver os. Det betyder dog ikke, at vi er helt tomhændede. Til Gud kan vi give os selv, så ufuldkomne vi end er; men alt, hvad der bliver givet til Gud, bliver der også gjort noget ved, det bliver forvandlet, så det bliver et instrument til at sprede Guds budskab og barmhjertighed. I saligprisningerne hører vi, ”Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed” (Matt 5,7). Vor egen erfaring med barmhjertighed skal således anspore os til selv at vise barmhjertighed over for vore medmennesker, og dette ikke kun for at Gud ikke skal trække sin barmhjertighed mod os tilbage, men for at vi virkelig kan blive kanaler for alt det, Gud gerne vil give til mennesker. Selv om Gud er almægtig, har han brug for os til at bringe visse ting videre; Guds rige udbredelse skal ske gennem os.

Erfaringen af Guds barmhjertighed er således ikke noget privat, om end det er personligt. Guds barmhjertighed skal anspore os til evangelisering og andet engagement for Guds riges udbredelse. Derfor er den korte beskrivelse af livet i den første menighed i apostlenes gerninger i første læsning både en god situationsbeskrivelse og et eksempel til efterfølgelse, også selv om tiden har forandret sig siden dengang. Vi skal stadig komme sammen i Kirkens fællesskab, ikke mindst om brødets brydelse, Eukaristien, give udtryk for at dele vor tro med andre både i forkyndelse og fejring. Vi skal – om ikke dele alt – så i hvert fald have en instinktiv generøsitet, der gør os opmærksomme på andres behov for materiel hjælp, tid og opmærksomhed, også for ikke at binde os for stærkt til materielle goder.

I evangeliet kommer Jesus til sine disciple gennem lukkede døre. Det er ikke noget problem for ham, og derfor er han også hos os, når vi fejrer påske bag enten hjemmets eller kirkens lukkede døre. Disciplene holdt sig inde af frygt. Frygt er også, hvad der for tiden holder os inde bag lukkede døre. I vidt omfang er faren reel og frygten dermed også berettiget, og derfor skal vi skal handle klogt. Frygt må dog aldrig helt fortrænge tillid. Derfor har vi også rimelige ønsker om at få åbnet, overordnet for den hverdag, vi savner, åbnet for et uhindret samfundsliv, og se dette ønske opfyldt ved, at coronapandemien forsvinder totalt. Dog kan vi også godt tillade os loyalt og tillidsfuldt at arbejde for, at der bliver mulighed for en øget gradvis adgang til at mødes i vore kirker med al respekt for de nødvendige sundhedsmæssige hensyn.

Gud kan, hvis han vil, gå gennem lukkede døre. Alligevel går han helst gennem åbne døre, ind til steder, hvor man længes efter ham, er parat til at tage imod ham og lade stedet blive permanent præget af hans nærvær. Sådan var det i den første menighed, sådan skal det også være i Kirken i dag og via den i hele samfundet. Sådan er erfaring af Guds barmhjertighed og ansporingen til at give den videre.

Amen.