Læsninger: Neh 8,2-4a. 5-6. 8-10 l Kor 12,12-30 Luk 1,1-4;4,14-21
I 2019 bestemte pave Frans, at den tredje alm. søndag, altså dagen i dag, skulle være ”Guds Ords søndag.” Det er således en ret ny mærkedag, en tradition, der først lige skal til at begynde. Derfor er vi heller ikke så bevidst om den endnu; men det er noget, vi skal arbejde på.
Guds Ord har en vigtig plads i hver eneste messe, ikke mindst søndagsmessen. Da liturgien blev fornyet for mere end 50 år siden, bestod én af ændringerne i, at langt større dele af Bibelen skulle præsenteres for menigheden. På almindelige hverdage hører vi hvert andet år nye læsninger før evangeliet, og om søndagen veksler alle tre læsninger over en cyklus på 3 år. Mere en tidligere er mennesker, som går regelmæssigt til messe, blevet fortrolige med store dele af Bibelen uden nødvendigvis selv at tage bogen i hånden. Hver dag er således på en måde en ”Guds Ords dag.”
Når pave Frans har fundet det passende at bestemme en særlig søndag til at være helliget Gud Ord, så er det for at fortælle os, at det ikke kun drejer sig om at høre mest muligt af Bibelen og glæde sig over de smukke og ofte spændende tekster. Bibelen er ikke kun en række smukke og spændende beretninger. Dem findes der mange af i Kirkens lange litterære tradition. Meningen med en ”Guds Ords søndag” er at fortælle, at blandt alle vore skriftlige kilder har Bibelen en helt unik plads, ikke kun i kraft af sit indhold, men også i kraft af sin oprindelse og sin autoritet. De enkelte skrifter i Bibelen er opstået over lang tid og efter først at have været formidlet mundligt. Mange forskellige forfattere har medvirket, hver med sin baggrund og indfaldsvinkel. Trods denne forskellighed har de til fælles, at det, de har skrevet, ikke bare er deres egne indtryk og prioriteringer, men noget Gud har ønsket at formidle. Derfor kalder vi Bibelen for Guds Ord, fordi han har inspireret de enkelte skribenter til at skrive noget, som han ønskede, at vi mennesker skal vide.
En Guds Ord søndag skal således være en hjælp til at forstå, at Bibelens ord har en særlig autoritet og er en vigtig rettesnor med hensyn til det, vi skal tro på. Det betyder, at vi skal lade os udfordre af Guds Ord og ikke gøre forsøg på at svække det eller at tilpasse det til en bestemt tids tankegang. Studium af Bibelen kan – også ved hjælp af andre videnskaber - give nye erkendelser, men uden at ændre noget ved det grundlæggende budskab.
I dagens første læsning hører vi netop om, hvor vigtigt Gud Ord er, og hvor stor en opmuntring det kan være. Situationen beskriver, hvordan Israels folk er vendt hjem fra et eksil, som havde varet mange år. Folket trænger til at blive trøstet og få nyt mod. Det sørger præsten Ezra for ved at læse op fra 5. Mosebog og forelægge loven. Vi hører om, hvor stort indtryk oplæsningen gør på forsamlingen. Nogle begyndte at græde, af glæde, af taknemmelighed, måske også over at mærke, at der var noget, man ikke havde efterlevet. Ordet gjorde i hvert fald indtryk, og sådan skal det være. Når det gjorde indtryk, var det også fordi, folket åbnede sig for Guds ord, var villige til at følge det. Sådan skal vi også forholde os til Guds Ord. Vi skal opmærksomt lytte til det når vi er til messe, men også meget gerne selv tage Bibelen i hånden og fordybe os i den og gerne søge hjælp i kommentarer eller ved at deltage i bibelgrupper, hvor man i fællesskab betragter det, man har læst.
Læsningen fra Nehemias’ bog slutter med Ezras opfordring til ikke at være bedrøvet, ”for glæde i Herren er jeres styrke.” Som katolske kristne har vi mange kilder til glæde: Vor tro og vor bevidsthed om at være elsket af Gud er en stor styrke for os. Dernæst har vi sakramenterne, som på en særlig måde knytter os til livet i Kristus. Vort fælleskab i Kirken skaber en ramme om vort liv og giver os en følelse af at høre til og være en del af noget. Alle disse kilder til glæde er også funderet i Bibelen, som bringer os tæt på Gud og for det nye testamentes vedkommende tæt på Kristus. Den hellige Hieronimus siger meget tydeligt, at ”hvis man ikke kender skrifterne, kender man ikke Kristus.”
Evangeliet fortæller os også noget principielt om betydningen af Den hellige Skrift. Det består af to dele, som i selve evangeliet ikke har en direkte sammenhæng. Dagens evangelium består af indledningen, hvor Lukas forklarer, hvorfor han har skrevet sit evangelium, og derefter springer man nogle kapitler frem og fortsætter med begyndelsen af Jesu offentlige liv. Indimellem har vi fået beskrevet Jesu dåb og hans fristelse i ørkenen.
Lukas henvender sig til en Theofilus og fortæller ham, at evangeliet er blevet skrevet, for at støtte ham i troen på det, han allerede har lært. Vi, der lever nu til dags, har vort kendskab til Kristus fra Det nye testamente. Her hører vi om, hvad Han har gjort og sagt og hvordan, hans liv på jorden var. Vi hører ikke mindst om de dramatiske begivenheder omkring hans død og opstandelse og om, hvordan han satte Kirkens liv i gang, ikke mindst ved at sende Helligånden. Vi kan ikke forestille os, og må ikke forestille os et liv med Kristus uden Den hellige Skrift. Samtidig har Kirken også sin tradition, som ikke er uafhængig af Skriften, men følger den parallelt. Helligånden leder Kirken og garanterer, at den lærer i overensstemmelse med Kristi vilje samtidigt med, at den både henter næring og bekræftelse til sin forkyndelse gennem Den hellige Skrift.
I anden del af evangeliet hører vi om, hvordan Jesus med udgangspunkt i profeten Esajas præsenterer sig for verden. Jesus selv er Guds eget ord, som er blevet menneske, men han bruger et skriftord fra den gamle pagt for at introducere sig selv og dermed opfylde det, som profeten Esajas skrev. Profetien fra profeten Esajas og Jesu egne ord i synagogen i Nazareth bekræfter både, at Jesus selv er Guds evige ord og, at det, vi læser i Bibelen er levende ord, som tales direkte til os med trøst, med vejledning, med formaning og advarsel. Guds Ord har disse virkninger, fordi det afspejler hans nærhed og for Jesu vedkommende opfyldelsen af alt det, Gud forberedte i den gamle pagt. At følge den kristne lære, at fordybe sig i Guds ord er vigtige ting for os kristne, men det allervigtigste er at have fællesskab med Kristus, erkende ham som én, der elsker os og vil noget med os, gøre os til sine disciple og til medarbejdere på etableringen af sit rige.
Som praktiserende katolikker kender vi mange episoder og citater fra Bibelen og får dem også opfrisket, når vi deltager i messen. Vi genkender også bibelske scener i kristne kunstværker. Men Bibelen bør blive en endnu mere integreret del af vort liv, en bog, vi fordyber os i og hvis indhold vi mediterer over og lader os udfordre af.
Guds Ords søndag falder som regel i bedeugen for de kristnes enhed. Bibelen er fælles for alle kristne. Nogle gang har vi været – og er måske stadig – uenige om betydningen af noget af indholdet; men den er i hvert fald sammen med dåben det, der gør, at vi trods forskelle, har noget vigtigt til fælles. I andre kristne trossamfund er man ofte mere fortrolig med Bibelen og inddrager den mere i dagligdagen, end vi katolikker gør. Her bør vi ikke stå tilbage, men gøre en indsats for både at lære Bibelen bedre at kende og inddrage den i vort liv. Sammen med andre kristne bør vi fordybe os i Guds Ord og sammen lade den tale til os. Det kan være en vej til enhed, hvor vor indsats består i at efterleve, ikke mindst, hvad Kristus lærer os. Men også, netop fordi Guds ord er levende, har vi lov til at stole på, at det kan bevirke noget, vi ikke selv er i stand til.
Ved Jesu fødsel gemte Jomfru Maria i sit hjerte alt det, som hyrderne havde sagt, og grundede over det. Jomfru Maria undfangede det evige Ord i sig og bragte det til verden. Hvis vi gemmer Guds ord i vore hjerter, vil vi også på en helt ny måde kunne give dette Guds ord, Jesus Kristus til verden. Gør vi det, er vi med til at omsætte Guds Ord i handling og gøre det aktuelt, både for os selv og for andre.
Amen.