Biskoppens prædiken i domkirke torsdag 7. maj

Læsninger: ApG 13,13-25; Joh 13,16-20

Tiden er fuld af paradokser. I øjeblikket er vi både som samfund og som Kirke indsnævret af en masse restriktioner  p.gr. af coronapandemien. Selv om vi langsomt –i hvert fald på kort sigt – er ved at vænne os til situationen, og er også er en vis åbning i udsigt, nages vi på mange måder af usikkerhed og længes efter at kunne genoptage vor vante livsrytme. Paradoksalt nok har vi lige mindedes en befrielse i en atmosfære af ufrihed. Hvad der for 75 år siden blev fejret for fuld udblæsning og som sprængning af alle bånd har i år skullet markeres i en atmosfære af ufrihed, som skaber længsel efter en ny befrielse.

På trods af tidens aktuelle indskrænkninger fejrer vi i disse uger en på én gang gammel og ny befrielse, nemlig den, som Jesus bragte os ved sin opstandelse: Befrielse fra synden og fra, at døden skulle have det sidste ord. Det er en gammel befrielse, fordi det snart er to tusind år siden, den skete; men samtidig er den ny, både fordi nye mennesker opdager den, og fordi vi, der længe har kendt den, hele tiden på ny kan og skal erfare den. Som kristne lever vi af den, både for at få tilgivelse og for at hente mening til det, vi gør som Kirke, nemlig at fejre Kristus i liturgien, følge hans eksempel i vort liv og udbrede hans rige.

Det, vi fejrede til påske – i år uden stor ydre festlighed – bliver understreget og udlagt i disciplenes forkyndelse i apostlenes gerninger, som vi hører om i messens læsninger i disse uger. Her bliver der berettet om glæden og begejstringen hos disciplene, især efter Helligåndens komme. Livet for dem er ikke uden udfordringer og prøvelser; men det dæmper hverken deres glæde eller budskabets fremgang.

I dag og i morgen hører vi Paulus gennemgå frelseshistorien for til sidst at slutte med beretningen om Jesu død og opstandelse. Rækken af personer og begivenheder fra det gamle testamente kulminerer med Guds Søns komme til jorden og hans udvirkning af frelsen gennem sin død og opstandelse. Den gamle pagts begivenheder har på en måde mistet deres relevans, fordi de nu overstråles af Kristi liv og gerning. Alligevel bevarer de store personligheder i den gamle pagt deres status som eksempler på Guds udvælgelse og menneskelig lydhørhed,og begivenhederne udtrykker Guds omsorg for sit folk, så derfor er der også for os kristne grund til at beundre de store skikkelser i det gamle testamente og Guds omsorg for sit folk.

Tiden før Guds Søns komme til jorden var en lang tilrettelæggelse fra Guds side af det, der skulle opfyldes i påsken og den første tid derefter. Vi, der lever i og af den nye pagt, har også en masse at se tilbage på i Kirkens historie. Mange vil synes, at det er irrelevant, og er heller ikke sene til at pege på det, som menneskelig svaghed har forårsaget. Alligevel er alt det, som er sket i Kirkens historie op til vor tid én lang forlængelse af det, vi hører om i apostlenes gerninger. Kirkehistoriens gode hændelser er ikke episoder, som mister deres relevans, fordi der kommer noget nyt. Derimod er de de enkelte århundreders eksempler på, hvordan mennesker har troet på Gud og fulgt hans bud og indskydelser. Dermed bliver kirkehistorien og den del, som vi er med til at tegne, en fortsættelse af det, disciplene vidnede om.

Naturligvis er kirkehistorien ikke bare én lang uafbrudt række af glædelige begivenheder. Den har været præget af svagheder og resignation, hvilket ikke modsiger Kirkens grundlæggende budskab, men blot understreger behovet for budskabets tilgivende kraft. Mere end at være tynget af tidligere slægters fejl, lever vi højt på deres begejstring, vidnesbyrd og offervilje uden hvilket, vi ikke ville være dem, vi er. Alle disse fortrin har vi oplevet hos dem, der har givet os troen, i vore familier, i vore menigheder og hos dem, der på afgørende måde har præget Kirkens kurs, ikke mindst helgenerne, der lyser i mørket, både resignationens, angstens og den menneskelige svagheds mørke.

Kirkens historie er således ikke kun et lineært uproblematisk forløb. De, der har gjort en forskel, har netop selv skullet opleve Guds tilgivelse og har skullet lade sig forme af Gud for selv at kunne blive redskaber for andres omvendelse og fornyelse. Bortset fra coronaen oplever vi også indimellem angst og usikkerhed for Kirkens fremtid, selv om vi godt ved, at den ikke kan gå under. Ud over at tro på Kristi løfter til sin Kirke skal vi også ville den, og når vi ønsker forbedringer i den, skal det altid være forbedringer, der består i at få den tættere på Kristi eksempel og ikke i at forme den efter vore forestillinger og tidens normer. Efter generalaudiensen i sidste uge, som faldt på den hellige Katharina af Sienas fest, fremhævede Pave Frans hende som et eksempel på kærlighed til Kirken, en kærlighed, der dog ikke gjorde hende blind, ikke fik hende til at  opgive sin  kritiske sans, men netop derigennem gav hende mod til med profetisk stemme at pege på ting, der ikke var i orden. Hendes våben var ikke administrativ eller teologisk kompetence, men kærlighed til Kristus og fordybelse i hans liv, en tilgang, som skaffede hende lydhørhed hos dem, der kunne gøre noget ved tingene.

At præge Kirken i Kristi ånd består dog ikke kun i at få dem i tale, som kan gøre noget ved tingene. Enhver kristens autentiske liv og vidnesbyrd er med til at give Kirken vækst, relevans og troværdighed. Det var også grundholdningen hos disciplene. Udover at være gode eksempler på tro og kristusefterfølgelse var de også med til at foretage det store gennembrud til verden uden for den jødiske verden, var altså aktører, der banede vej for Kristus i nye miljøer. I princippet er opgaven den samme for os, selv om denne opgave nu ofte består i at hente Kristus ind i sammenhænge, hvor han allerede har været, i gamle samfund, som engang har været kristne, men hvor kristendommen ikke længere er toneangivende. Der skal naturligvis tages bestik af situationen, så man hverken overvurderer en overfladisk kristendom eller undervurderer, hvad der findes af længsel og oprigtig søgen og ikke mindst ubevidst kristent sindelag.

Vi kan ikke i alle ting kopiere fortidens metoder eller helt genskabe tidligere tiders miljøer; men den begejstring for Kristus, som beherskede de første kristne, må vi altid prøve på at mobilisere. Den lader sig ikke befale og fremtvinge; men den kommer, hvis vi tillidsfuldt åbner os for Kristus, både ved, at han taler til os personligt og gennem sin Kirke. På denne måde, vil det, vi med glæde, måske misundelse og tvivl lytter til i apostlenes gerninger, også kunne blive virkelighed hos os.

Amen.