Læsninger: 1 Sam 16,1b.6-7.10-13a; Ef 5,8-14; Joh 9,1-41
De sidste tre søndage inden palmesøndag i år leder særligt hen til påsken og specielt til det, der sker i de sakramenter, som er knyttet til påskens og påsketidens mysterier, ikke mindst dåb og firmelse. Sidste søndag var vandet i centrum med Moses, der stillede israelitternes tørst i ørkenen og Jesu møde med den samaritanske kvinde ved jakobsbrønden. I dag hører vi om lys og salvelse og næste søndag om Lazarus’ opvækkelse, der nok handler meget kontant om døden, men også vil lade os se den som et billede på dåben, hvor vi nok begraves med Kristus, men også opstår med ham.
I dag er der fokus på lyset, stærkest i evangeliet, der handler om helbredelsen af den blindfødte, altså om én, der får sit fysiske syn – ikke tilbage – men får det i det hele taget, da han aldrig har kunnet se. Som ved alle Jesu mirakler bliver vi også her mindet om det åndelige aspekt af det, der sker. Manden kommer til at se Jesus, ikke bare fysisk, men også ved i tro at erkende ham som profeten slet og ret, Guds Søn.
Helbredelsen sker ikke vare ved, at Jesus siger noget eller foretager en kort berøring. Han udfører et mindre ritual, som ikke engang virker særligt lækkert, idet han med en blanding af sit eget spyt og jord laver en slags salve, som han smører på den blindes øjne.
Så bliver David salvet på en lidt fornemmere måde om end, der også er noget ret spontant og lidt feltfodsagtigt over ceremonien. Mod alle odds eller i hvert fald mod konventionelle forventninger bliver David salvet til konge, ligesom den blindfødte tilsyneladende tilfældigt møder Jesus. Som der blev sat spørgsmålstegn ved Davids egnethed eller måske endda værdighed, fordi han var den yngste i brødreskaren, så lægger Jesu disciple også en mærkværdig logik for dagen, idet de spørger, om det er den blinde selv eller hans forældre, der har syndet, siden han er født blind. Logikken halter unægtelig noget, da den blindfødte ikke kan have nået at synde, inden han blev født eller de første par år derefter!
Både med David og den blindfødte vil Gud gøre noget stort. David skal være konge, og den blindfødte bliver et redskab til at vise Guds store gerninger. Én, som andre ikke rigtigt regner for noget, bliver konge, og én, som nogen spontant mener er blevet straffet for en synd, skal vi så sige forældrenes, med blindhed, kommer til tro.
De to personers, Davids og den blindfødtes, tilsyneladende dårlige odds bliver billedet på, at Gud ikke kender til personsanseelse og vil gøre noget stort ud af alle mennesker. Ved dåb og firmelse bliver vi alle konger, præster og profeter, og selv om vi ikke skulle have for høje tanker om os selv eller måske snarere ikke om andre, så kalder Gud alle mennesker til at komme til tro på ham og til at blive Jesu disciple.
Salvelsen af David kan vi se som et forbillede på den lidt mærkelige salvelse af den blindfødte. Lyset, som Paulus taler om i anden læsning, kan vi klart forbinde med det lys, der går op for den blindfødte, ikke bare ved, at han kan se fysisk, men først og fremmest se med troens øjne.
Selv om dåb og firmelse er to selvstændige sakramenter, så er Helligånden lige aktiv i dem begge, ligesom salvelsen, et særligt tegn på Helligåndens virke, er en del af ceremonien i dem begge. Helligånden markerer på en unik måde, at vi kommer til at tilhøre Guds folk og bliver indsat i en særlig tjeneste, en tjeneste, der er fælles for alle kristne, den, der udtrykkes i det, vi kalder det almindelige præstedømme, som på ingen måde erstatter det særlige embedspræstedømme, men dog er en forudsætning for det. Både Andet Vatikankoncil og også her på det sidste pave Frans, har understreget alle kristnes fælles ansvar for Kirkens opbyggelse og evangeliets udbredelse, et ansvar, som embedspræstedømmet skal nære og styrke som en tjeneste gennem sakramenter og ledelse, men netop som en tjeneste.
Med igangsættelsen af den synodale proces vil pave Frans ikke rokke ved Kirkens struktur og klassiske selvforståelse, men blot hjælpe os alle til at synliggøre det engagement om fællesskab, deltagelse og mission, der fra begyndelsen har været vigtige kendetegn ved Kirken.
I anden læsning og evangeliet spiller lyset, det at kunne se og indse, en stor rolle. Det første store lys går op for os i troens gave, som gør, at vi åndeligt kan se Gud som en realitet, blive overbeviste om, at han er der og vil noget med os. Men selv om vi har modtaget dette grundlæggende lys, er der stadig mange ting i troens univers eller vort eget liv i troen, vi kan have svært ved at forstå. Hvordan de forskellige elementer i troslæren hører sammen, hvorfor ting i vort liv går på en bestemt måde, nogle gange modsat det, vi selv ønsker. Helligånden lærer os med sit lys både at forstå, vælge, bedømme og handle, og det ofte enten i et mørke forårsaget af usikkerhed og tvivl, eller i et lys, som lokker, frister og vildleder og fokuserer på det forkerte, viser lette og overfladiske løsninger. Vi taler i vor tid ofte om lysforurening, fordi vi er omgivet af så meget lys, både i fysisk og overført betydning, som gør det vanskeligt at se det, som det virkeligt er værd at holde udkig efter. Den store mængde af andet lys udjævner og slører det vigtige.
Paulus taler i anden læsning om et afslørende lys, også lidt som en advarsel om, at det, man tror, man kan gøre i det skjulte og uden, at nogen opdager det, før eller senere kommer for en dag. Men der er også en befriende måde at blive afsløret på, en afsløring, der ikke så meget består i at blive ”opdaget” i noget forkert, men i at blive holdt op imod Kristus, verdens lys, så vi ser både ham og os selv, som han og vi selv virkeligt er. Det bliver så ikke en ydmygende opdagelse, men en stor erkendelse, der gør det muligt at vokse i tro og engagement, giver os større immunitet over for synd og andet forkert og dermed større frihed til både at undgå det onde og gøre det gode. Midt i den lysforurening, vi talte om før, findes det sande lys stadigvæk, så egentlig drejer det sig kun om at fokusere, men også gerne ved at prøve på at skabe og gå til steder, hvor andet lys ikke distraherer. Det kan være ved at indrette tid til bøn, ved at give afkald på både unødvendigt og skadeligt, som omgiver os eller er inden for rækkevidde og ved at opsøge og være med til at danne fællesskaber, hvor man kan støtte og inspirere hinanden.
For tiden oplever Kirken også at blive belyst. Det sker ved, at svagheder ved Kirken kommer til at træde frem, men også ved, at den kan blive fristet til at lade sig oplyse af kunstigt og vildledende lys, lys, der ikke stammer fra ham, som er verdens lys, Kristus, men fra kilder, som ikke vil lade os se tydeligere, men prøver på at få det sande lys til at blegne.
Det sande lys, Kristus, kan ikke blegne; men det er også et lys, der ikke trænger sig på, men appellerer, og derfor også kræver opmærksomhed, en opmærksomhed, der nok er afhængig af vor vilje, men først og fremmest inspireres og styrkes af det lys, vi har fået i gave med troen, og som Helligånden kan få til at flamme op, hvis vi åbner os for ham.
Kristus skal opdages og genopdages både i Kirken og udenfor. I dagens evangelium går meget af tiden med en ørkesløs strid mellem farisæerne og den helbredte blindføde og Jesus selv. De, der burde vide bedre, overser Jesus og hans gerning. Netop dér, hvor der er størst viden om Jesus, den største koncentration af tradition for at tilbede ham, nemlig i Kirken, dér skal også den største åbenhed råde ved, at vi, der bekender os til ham, lader hans lys gå op for os. Sker det, vil vi, som Jesus siger et andet sted, kunne blive verdens lys, og skinne for menneskene, så de ser vore gode gerninger, ikke for at vi skal roses og gøre os bedre en andre, men for, at mange kan blive bragt til at ”prise Faderen, som er i himlene” (jf Matt 5,14 og 16).
Amen.