Læsninger: Joel 2,12-18 2 Kor 5,20-6,2 Matt 6,1-6.16-18
Selv om fastetidens begyndelse er beregnet ud fra, hvornår påsken falder, så går vore tanker en askeonsdag ikke straks til påsken. Tager vi fastetiden nogenlunde alvorligt, så prøver vi på at se dens budskab som en formaning til omvendelse og mulighed for fornyelse. Men selv om vi forhåbentlig vil gøre brug af de næste uger til at implementere fastens kendetegn: bøn, faste og almisse, så skal vort blik også være rettet mod påsken. Vi skal se frem til påsken som den store glædesfest, ikke i længsel efter at få fastetidens afsavn overstået, men som opfyldelsen af ønsket om at opnå både en overvindelse af vore egne svagheder, og som en begivenhed, der giver os anledning til håb om en befrielse fra ting, der bekymrer os, men som vi ikke altid selv er skyldige i eller herrer over.
En sådan længsel efter godt nyt oplever vi bestemt også netop nu. Om et par dage markerer vi årsdagen for begyndelsen af en krig, som har sat sig dybe spor, ikke bare dér, hvor den foregår, i Ukraine, men på resten af kontinentet og i verden. Den er en stadig anledning til frygt for destabilisering med fare for nye konflikter og kriser.
En ikke menneskeskabt nød oplever tusinder af mennesker efter jordskælvene i Tyrkiet og Syrien og efter glemte eller oversete katastrofer i andre dele af verden. Sammenhængskraften og hævdvundne strukturer og mekanismer i vore samfund, ofte vokset frem af demokratiet, synes at miste deres stabiliserende evne.
Også i Kirken oplever vi brydningstider, som vi ikke har kendt længe. Vi ser indadtil eksempler på oprigtig søgen efter fornyelse, som nogle gange går over i udfordring af den traditionelle lære. Vi bliver – ikke mindst i denne tid – mindet om misbrugene, som udover at have forvoldt mange mennesker smerte også er med til at svække Kirkens troværdighed. Dertil kommer, som et nyt fænomen i vor del af verden, en forøgelse af tiltag fra det civile samfunds side for at begrænse kristentroens indflydelse i vore lande, noget, der indimellem virker som en subtil form for forfølgelse.
Selv om alle disse onder har forskellige årsager, og selv om de menneskeskabte ulykker ikke er noget, som alle er skyldige i, så har de dog det til fælles, at de er noget, som alle gerne vil opleve befrielse fra for virkelig at kunne se en tryg fremtid i møde, og når det drejer sig om Kirken, at der ikke må være nogen skår i glæden over at tilhøre den, og intet, som hindrer dens mission i at lykkes og have fremgang.
I slutningen af dagens bøn i denne messe bad vi: Giv os ved faste og bod at få styrke til kampen med de onde ånders magt. Hvis det ikke havde været askeonsdag, ville vi have fejret festen for apostlen Peters stol og i den tilsvarende bøn have bedt sådan: … giv at vi, som du ved apostlen Peters bekendelse har grundfæstet på klippen, aldrig i vor tro må rokkes af nogen forvirring.
I disse to bønner beder vi ikke om Kirkens triumf i verden, men om styrke og vilje til at kunne modstå den Ondes fristelser og om ikke at blive gjort usikre og modløse, når der opstår forvirring med hensyn til, hvad man skal tro og gøre, og når man ser forskellige personer og fløje kritisere og bekæmpe hinanden.
Netop på denne baggrund længes vi efter en form for opstandelse, for genrejsning, efter at få nyt mod og håb. Denne kollektive længsel efter disse goder må naturligvis ikke få os til at glemme vor egen omvendelse. Selv om vi synes, vi er magtesløse over for ting, der kommer udefra, og som vi ikke selv altid er direkte skyld i, så er der alligevel altid noget, vi kan og skal gøre. I det omfang, vi ved vore egne fejl har skabt eller forværret en uheldig situation, er vi naturligvis forpligtede til at aflægge vore dårlige vaner og forsøge at gøre en eventuel uret god igen. Men vi kan også afhjælpe en dårlig situation ved at blive ved med at gøre det gode, vi allerede gør, ikke miste troen på, at det har en virkning, også for at vise, at vi ikke giver op. Endelig skal vi ikke glemme bønnen. I dagens første læsning hører vi præsterne bede: ”Vær barmhjertig mod dit folk, Herre. Gør ikke din ejendom til spot, så folkeslagene håner den. Hvorfor skal man sige blandt folkene: Hvor er deres Gud?” Det er en bøn, som også passer til vor tid, ikke at vi skal bede den af selvmedlidenhed, men for at Guds projekt må lykkes. Det skulle ikke være nødvendigt, at andre spørger, ”hvor er deres Gud?” Det er vor opgave at gøre ham synlig både ved ikke at synde og samtidig i gerning aflægge et godt og autentisk vidnesbyrd.
Selv om vi ikke betragter en tid med krig og krise og andre ulykker som en nåderig tid og frelsens dag, så er enhver tid og dag en mulighed for en ny begyndelse. De, der står midt i en lidelse, som er påført af krig eller naturkatastrofer, kan have svært ved at opleve det som en nådens tid. Alligevel skal der være nogle, der stoler på, at det onde ikke har det sidste ord, både f or at kunne trøste dem, der befinder sig i ulykkerne, og for at udtrykke tro på Ham, der mere end nogen anden netop har vist, at det onde ikke har det sidste ord. Selv om selve sejrsbudskabet for mange forbliver skjult, kan det synliggøres af dem, der tror på det og handler efter det; som kan håbe mod håb og endda bevare glæden ved det.
At håbe mod håb betyder ikke at være ubekymret og useriøs. Et sandt håb skal altid næres ved selverkendelse og opmærksomhed på egne grænser og ufuldkommenheder, for derved bliver der plads til Gud, til Ham, der som den eneste kan skære igennem.
De råd, som Jesus giver i dagens evangelium, almisse, bøn og faste, er de konkrete anvisninger på, hvordan ting kan blive forandret. Forinden advarer Jesus mod, at vi gør det gode for at blive set af andre. Det kan lyde som en modsætning til hans ord om, at der netop skal være mennesker, der viser, at de tror og håber på noget. Siger Jesus ikke et andet sted til sine disciple (Matt 5,16), at de skal være jordens salt og verdens lys for menneskene, ”så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene?”
Det er klart, at Jesus ikke modsiger sig selv, også selv om vi ikke både kan lade vore gerninger ses af mennesker og trække os tilbage til lønkammeret. Det Jesus advarer imod er, at det gode, vi gør, ikke må blive overfladisk eller et forsøg på at fremstå i et flatterende lys. Det gode, som andre mennesker ser, skal altid være autentisk og gjort med den rette motivation.
Vort liv som kristne skal være et synligt vidnesbyrd, der er tømt for uædle ambitioner. Med billedet om jordens salt og verdens lys vil Jesus give os mod til at overvinde angst og træghed, når vi skal vidne om troen. Med advarslen mod at stille vor retfærdighed til skue vil han sikre, at vore gode gerninger ikke bliver tømt for autenticitet.
Omvendelse er en permanent proces, og måske kan vi blive opgivende over, at vi tilsyneladende ikke kommer nogen vegne, at vi beholder vore svagheder, og vort vidnesbyrd ikke gør en forskel. Et kristenliv er dog aldrig forgæves. Det vil altid være en chance for vækst i fuldkommenhed, ofte, uden at vi synes, at mærke det. Samtidigt vil det også kunne tjene som en hjælp for andre til at lære Gud at kende.
Fastetiden inspirerer til begge dele. Selv om omvendelse er noget personligt og individuelt, er det også noget, vi skal være fælles om eller i hvert fald gøre samtidigt. På denne måde bliver omvendelsen et fælles vidnesbyrd for Kirken, et bidrag til at styrke dens tro på Guds omsorg og omverdenens tillid til den, så også andre må blive draget til frelsen.
Amen.