Læsninger: Es 61,1-3a.6a.8b-9; Åb 1,5-8; Luk 4,16-21
Kære medbrødre i præstedømmet og diakontjenesten, kære seminarister, ordenssøstre og øvrige gudviede, kære firmander og alle øvrige medlemmer af Guds folk.
Selv om vi talmæssigt i aften ikke er helt så mange som til vore valfarter, så er denne dags messe alligevel præget af en intensitet og en repræsentation af fællesskab, som på en speciel måde gør, at vi kan opleve os selv som Kirke. De mange præster, diakoner og seminarister gør deres til at sætte et særligt præg på messen; men også en bredere repræsentation af det øvrige gudsfolk giver dagen en unik karakter af kirkelighed.
Naturligvis behøver vi ikke at se os langt omkring for at opleve os selv som kirke, og slet ikke i disse dage, der er så intense og righoldige, både i deres budskab og i deres liturgi. På torsdag skal vi fejre eukaristiens indstiftelse, det sakramente, der i den grad er kirkeskabende og kirkegaranterende, og på søndag fejrer vi hans opstandelse, som overhovedet giver mening til det at være Kirke.
Når denne messe alligevel kan gøre et særligt indtryk på os, er det fordi, den ud over at være en fejring af eukaristien, også minder os om flere andre sakramenter, nemlig dem, de hellige olier skal bruges ved: dåben, firmelsen, præstevielsen og de syges salvelse. Derved bliver den også et særligt koncentrat af, hvad der hjælper os til at opleve og forstå os selv som Kirke og ikke mindst glæde os over det.
Netop olierne og ikke mindst den hellige krisam er et særligt symbol på glæde samtidigt med, at den naturligvis også formidler vor sendelse som kristne, både i det almindelige præstedømme og i det særlige embedspræstedømme. Sendelse og glæde skal gerne være to ting, der hænger snævert, ja uløseligt sammen. Sendelsen skal skabe glæde hos os over at være Jesu disciple og medarbejdere i frelsesværket, og den fundamentale glæde skal hjælpe os med at bevare modet, når sendelsen bliver vanskelig og udfordrende.
Netop udfordringer er der tit mange af ved det at være kirke og være troende. Der er de udfordringer, som altid har været en del af menneskers liv: tvivl og usikkerhed over for det, vi er kaldet til at tro på, enten fordi, vi synes, det er svært at forstå eller ikke harmonerer med det, en sekulariseret verden repræsenterer. Til andre tider kan vi føle os forladte i stor modgang og spørge, hvor Gud er henne. Andre gange synes vi, at de kristne idealer er svære eller måske endda unødvendige at leve op til. Vi kan føle os alene med vor tro og derved opleve ubehag eller forlegenhed ved at være anderledes. Misbrugssagerne får nogle til at vende Kirken ryggen eller tvivle på dens troværdighed, mens andre må lytte til kommentarer og generaliseringer om, at det er sådan Kirken er.
Endelig kan vi foruroliges eller bedrøves over de mange pastorale udfordringer, vi møder, vanskelighederne ved at bevare de unge i Kirken, med at gøre Kirkens lære forståelig og plausibel. Vi kan bekymres over tilbagegangen i den katolske praksis, færre kald, færre finansielle ressourcer og endelig, også i vort eget land, en voksende intolerance og samfundsmæssig marginalisering af troen og besværliggørelse af dens udøvelse.
Efter et sådant litani af udfordringer skulle man kunne nævne ligeså mange lyse sider ved at være Kirke. De er der naturligvis også; men vi behøver ikke at lede efter en matematisk ligevægt. Rent bortset fra, at negative ting ofte virker mere overvældende end positive, og de positive nemt kan blive selvfølgeligheder, så skal vi, når vi betragter vort forhold til tros- og kirkelivet, se både dybere og videre. Mere, end hvad vi kvantitativt kan opliste, skal vi se på, hvad der kvalitativt og grundlæggende gør det meningsfyldt at tro på Gud og være en del af hans Kirke og samtidigt opleve glæde ved det.
For at en sådan vision kan stå klart for os, skal vi prøve på at erhverve eller genopdage evnen til at forundres, ikke i betydningen at stå over for noget, vi bliver irriteret over ikke at kunne forklare, men forstået som evnen til at lade sig overvælde af noget stort og smukt og selv blive inddraget i det. Pave Frans gør en hel del ud af dette i sit apostolske brev ’Desiderio desideravi’ fra sidste år. Det handler primært om liturgien og om nødvendigheden af at leve sig ind i den, om at kunne undres over det, der foregår, og se det som en hjælp til at blive ført ind i livet med Gud. Det er netop liturgiens primære opgave, og derfor er det også afgørende for vor oplevelse af Kirken, hvordan denne opgave lykkes, hvor meget liturgien hjælper os tættere på Gud. En overskrift i begyndelsen af brevet lyder: ”Liturgien er frelseshistoriens ’i dag’” Ud over at skulle kunne forundres over, hvad vi fejrer i liturgien, skal vi endnu mere kunne forundres over det, som liturgien vil føre os hen til. Hvis vi får åbnet denne horisont, vil det går op for os, at Kirken er mere end en struktur og de mangler og svagheder, en struktur kan blive befængt med.
Når pave Frans siger, at liturgien er frelseshistoriens i dag, så er det for at minde os om alt det store, som Kirken er rammen om, eller snarere det store, der har dannet Kirken og givet den mening, nemlig Guds indgriben i menneskers liv, noget der rækker helt tilbage til skabelsen; men som har fået sin endegyldige opfyldelse i det, vi fejrer i disse dage, fuldendelsen af Jesu frelsergerning, hans død og opstandelse. De er een stor ting, der grundlæggende skal få os til at forundres, en ting, der så også opvejer de mange mangler og dårligdomme, vi opremsede før. Dette ene, der skal få os til at forundres, er, at Guds Søn bliver menneske, med saligprisningerne prioriterer anderledes og fortæller, at det ikke er rigdom magt og anseelse, man skal satse på, at det, der er kørt fast, igen kan komme i gang, at han så radikalt og kærligt giver sig selv hen for os, og som vi nu så intensivt oplever i disse dage. Vi kan sammenfatte begrundelsen for, at vi skal fortsætte med at tro og leve efter troen, fortsætte med at tilhøre Kirken, ved at konstatere, at vi er med i noget stort, ikke stort, fordi Kirken er stor og i historiens løb har været magtfuld og imponerende, men fordi Kristus vil have os med i sit liv og sin plan.
Men hvordan opdager vi, at vi gennem troen og i Kirken er med i noget stort? Er det ikke bare noget, det er let at sige, noget man skal sige, når man nu er med til at tegne Kirken? Vil de negative ting ikke fortsat være nemmere at tage og føle på og hele tiden være det, man bliver konfronteret med? De negative oplevelser kan ikke uden videre fortrænges, og det gode på samme måde heller ikke fremtvinges, og alligevel er der en vej fremad. Vi ved, at kærlighed ikke kan fremtvinges, at man ikke kan tvinges til at elske; men lykkes det at vise og erfare kærlighed, så bliver der også åbnet for en helt ny verden. På samme måde med troen. Den er en gave og kan heller ikke påtvinges eller påtages, men åbner man sig for den og bruger den som adgang til Gud, og lever man efter den, så vil der også åbne sig en ny og befriende verden. Det begynder helt i det små, med erfaringen af, at man mærker, at Gud er der og vil noget med en, at det, man måtte have lært om ham, giver mening, at bønnen opleves som en dialog med ham, at vor liturgifejring giver os et glimt af himlen, at vi ser, at næstekærlighed rykker noget, og at alt dette yderligere bekræftes, når vi gør det i fællesskab. Er alt dette på plads, vil vi være bedre rustet til både at møde egen modgang og den, vi oplever eller forarges over på Kirkens vegne, og vor trofasthed i en sådan modgang vil hjælpe os til både selv af overleve og sikre, at budskabet fremtidssikres. Det har helgenerne, ikke mindst martyrerne, i tidens løb sørget for. Også vi kan som præster, diakoner, gudviede personer, ja, som døbte og firmede være med til at gøre denne forskel ved at være overbeviste om, at vi er med i dette store, med til frelseshistoriens ’i dag’.
Første læsning og evangeliet er næsten enslydende med, hvad der sker, når Gud salver og sender. Vi har del i Herrens Ånd og skal gøre os det bevidst. I denne messe vil præsterne forny deres løfter, skærtorsdag vil vi blive mindet om det nye bud, at gøre for andre, hvad Jesus har gjort for os, påskenat vil vi forny vore dåbsløfter, og nogen af jer vil i løbet af foråret helt frisk modtage Herrens Ånd i firmelsen.
For Jesu tilhørere i synagogen i Nazareth gik noget i opfyldelse, da han læste fra profeten Esajas om Herrens Ånds indgriben. Også for os går ting i opfyldelse, også vi kan bane vej for Herrens Ånd og således altid, som folk i Nazareth, kunne have vore øjne rettet på Jesus og være den slægt, som Herren velsigner.
Amen