Læsninger: Es 52,7-10 Hebr 1,1-6 Joh 1,1-18
Ligesom i nat hører vi også i denne messe en læsning af profeten Esajas’ bog. I nat var det lyset, som blev prist, det lys, der skinner i mørket. Men lyset var ment som mere end blot et almindeligt fysisk fænomen. Det var også forudsigelsen af det barn, der skulle fødes, fredsfyrsten og den vældige Gud og af et lys, der først og fremmest skal oplyse vort indre og give håb og fortrøstning.
I dag indledes læsningen med udtryk for glæde og en budbringers komme, om én, der bringer fred, godt budskab og frelse. Profeten henvender sig til Zion og Jerusalem, de steder på jorden, hvor Gud ifølge det gamle Israel var særligt og konkret nærværende. Det, han forudsiger, er en mellemstation før manifesteringen af den endelige frelse. Jerusalem vil blive genopbygget og endnu en tid lang være stedet, hvor Gud bor på jorden. Allerede i slutningen af læsningen antydes det dog, at horisonten vil blive udvidet: ”Herren har åbenbaret sin hellige arm for øjnene af alle folkene, hele den vide jord skal se vor Guds frelse.”
Med sit komme til verden har Guds Søn etableret begyndelsen til et nyt Jerusalem, til en ny sammenhæng, hvor han vil være til stede, nu ikke længere næsten rent fysisk eet bestemt sted på jorden, men over alt, hvor mennesker samles i tilbedelse omkring ham og i efterlevelsen af hans budskab, først og fremmest i Kirken, men også i det hele taget blandt mennesker af god vilje.
Selv om Guds Søn har etableret en ny sammenhæng og fortsat ledsager den med sine løfter om at være med alle dage indtil verdens ende, så kan også denne nye sammenhæng komme ud for nedture og blive grebet af modløshed. På grund af sin universalitet kommer Kirken aldrig som helhed i eksil; men derfor kan den godt blive udfordret af forfølgelse og ligegyldighed, komme i en slags indre eksil, fordi kristendommen bliver irrelevant for det omgivende samfund, også selv om det ikke skulle betyde fjendtlighed.
Det er også i en sådan situation, at vi i dagens læsning skal kunne finde opmuntring, men også ville den, hvis vi mener, at livet med Kristus betyder noget for os. Samtidigt kan det være svært altid at få øje på tegn på hans indgriben, selv om vi ivrigt beder til ham og længes efter, at mismod vendes til glæde. Netop i adventstiden har vi bedt, ”Herre kom og tøv ikke længere,” og alligevel synes vi indimellem, at Herren tøver, selv om vi ikke forstår hvorfor, når der nu er så meget, der trænger til forandring i form af fred, retfærdighed, afvendelse af epidemier og andre ulykker og i Kirken overvindelse af uro og tendenser til splittelse og manglende engagement.
Trods vor tillid vil vi alligevel også opleve situationer med rådvildhed over, at det, vi med rette kunne forvente af Gud, ikke sker. Nogle gange kan vi måske synes, at al tale om Guds komme til os er store ord uden reel virkning. Dette må dog ikke få os til at tro, at Gud kun på skrømt griber ind eller lader sin indgriben være tilfældig.
Selv om Gud er suveræn og kan alt, også uden os, så er der mange ting, han ikke ønsker at gøre uden os, ligesom der også er ting, der ikke kan ske uden, at vi aktivt involverer os. Når dette er sagt, vil vi stadig opleve, at der sker ting, vi ikke er herre over; men hvis vi engagerer os, aktivt går Gud i møde, så vil vi også kunne mærke en forskel, mærke, at ting giver mening, at der er én, som lytter og som vil noget med os, ligesom vi også har mange tegn på, at mennesker, der tror på Gud, har gjort og gør en forskel, og vi også selv mærker, at vor egen tro ikke er forgæves.
I evangeliet taler forfatteren, Johannes om, at verden ikke kendte ham, altså Kristus. Det virker mindre overraskende, og der kan være mange grunde til, at mennesker overser Gud. De kan leve i et meget sekulariseret miljø, eller de har ikke haft chancen for at opleve autentiske kristne vidnesbyrd. Mere trist er det, hvis, som Johannes fortsætter, hans egne ikke tager i mod ham. Det er en henvendelse til os, som har lov til at kalde os for Kristi egne, som bekender at tro på ham og også forsøger at leve som kristne. Selv om vi således én gang har taget imod ham, må vi gøre alt for både at bevare og intensivere fællesskabet med ham.
Selv om vi i påsken fejrer vor tros højdepunkter, Kristi opstandelse og det, der udgår fra den, så er Julen også en god anledning til at intensivere vort gudsforhold. Det er jo i denne fest, at Gud kommer os nær, at Gud bliver særligt tydelig for os, fysisk bliver menneske i sin Søn og således viser sin værdsættelse af os.
Guds Søns menneskevordelse skal på én gang virkelig fortælle os og lade os mærke, at Gud er til, appellere til både vor tro og ydmyghed, altså til vor åbenhed over for noget, vi ikke havde kunnet eller turdet forestille os, og samtidig også indrømme, at der både er ting, vi ikke kan klare selv, og fordele, vi enten kan give afkald på eller undlade at stræbe efter.
Julen er måske netop den fest, hvor vi mindst tænker på at give afkald. Naturligvis skal en fest som julen fejres med noget ekstra for at undgå, at den bliver banal og uvedkommende. Samtidig må det, vi fejrer, ikke gå under i ydre og overfladiske ting, men midt i fejringen skal vi huske, at julen er rammen om, at Gud har givet afkald på sin sikkerhed og underkastet sig den svaghed og usikkerhed, som vi mennesker må leve under. Men Guds afkald er ikke appellen til os om at leve i en verdensfjendtlig askese, men til en form for enkelhed, der giver plads til både ham og vore medmennesker. Guds Søn kom for at gøre sin Faders vilje og tjene os. På samme måde, skal vi samtidig tilbede Gud og tjene ham i vore medmennesker. En enkel recept, der dog kræver beslutsomhed hos den enkelte og de manges fællesskab om den. Lykkes det, vil vejen være banet for Gudsrigets gennembrud. Hvis vi forsøger – som Guds egne – at tage imod ham, så vil vi, som Johannes siger, få ret til at blive Guds børn, dvs. får et sted at høre til, men også et sted at gå ud fra, for at fortsætte det, som Kristus satte i gang på jorden. Heri er der fortsat potentiale til at opnå de ændringer, vi længes efter for at gøre verden bedre og allerede her erfare og forkynde, både at Gud er til og uundværlig, ikke kun som én, man ikke kan komme uden om, men som én der vil os og vil bruge os til få sit riges værdier fremmet.
Amen.