Læsninger: Es 9,1-6 Tit 2,11-14 Luk 2,1-14
”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys” (Es 9,1) Sådan lyder indledningen til denne messes første læsning. Dette vers har lydt i årtusinder, og det er ikke svært at forstå, hvorfor det passer godt til julen. Finder vi ikke mørket hyggeligt, blot der midt i mørket også anes bare et lille lys, ja, forstærkes lyset ikke netop, når det står i kontrast til mørket?
Der er altså ikke noget nyt i denne observation, hverken menneskeligt eller teologisk. Derfor kan der godt være situationer, hvor billedet passer særligt godt – hvor vi særligt føler os omgivet af mørke og savner et lys, der ikke blot anes i mørket, men simpelthen overvinder mørket.
Mennesker har gennem tiderne ofte befundet sig i mørke, når der har hersket nød, ufred og usikkerhed. Derfor er der heller ikke noget nyt i, at vi oplever det sådan netop nu, hvor en krig raser og truer med at gribe om sig, hvor nød, mangel og usikkerhed præger livet i mange samfund, hvor en pandemi stadig er i erindring og fortsat udgør en vis fare, hvor også Kirken er trængt og præget af uro. I alt dette ser vi også gerne et stort lys stråle frem, længes efter sikkerhed og forsoning.
Det store lys, som profeten taler om, er dog ikke et nyt lys, vi bare ønsker skal skinne hver gang, vi oplever et mørke. Han forudsagde et lys, som skulle komme én gang for alle og skinne altid. Selv om hver tid og hver situation ofte kræver egne og tilpassede løsninger, så skal vi også stole på, at grunden til disse løsninger, når det drejer sig om livets og menneskehedens store spørgsmål, er lagt én gang for alle, nemlig i ham, der blev opfyldelsen af profetien om det store lys, Jesus Kristus.
Han har i Esajas’ profeti fået mægtige titler: Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste. Når vi læser fortsættelsen, bliver vi måske lidt skeptiske. Hvor er det store herredømme, og ikke mindst freden uden ophør? Er profetien på dette område nogen sinde gået i opfyldelse, vil mange spørge.
En profeti, som den vi lige har hørt, skal sige os i hvert fald to grundlæggende ting. Den vil overbevise os om, at Gud har magt til at gribe ind, at vi ikke skal resignere over for en situation, der synes håbløs. Dernæst skal vi selv række ud efter og åbne os for det, Gud har at sige os. Det er der mange, der gør i deres nød, måske uden at blive trøstet eller bønhørt. Derfor gælder det også om at række ud efter lyset, altså Kristus, på andres vegne, omvende os og lade os forny, for at vi kan bidrage til gavn for andre.
For at rykke på de store ting er det naturligvis nødvendigt, at de, der virkelig kan gøre en forskel i kraft af deres position i samfundet, lader sig præge af Kristi lys, lægger våbnene og skaber retfærdighed. Men også såkaldte almindelige menneskers modtagelse af Kristus er med til at gøre en forskel. Hvis vi alle virkelig tager imod Kristus, vil hans lys også stråle ud fra hver enkelt, og et helt samfund kan på denne måde blive forvandlet.
At lytte til julebudskabet betyder ikke kun at hygge sig ved dets romantiske sider, eller i fortvivlelse søge trøst i det i en udfordrende situation som den, vi absolut befinder os i nu. Naturligvis kan og skal vi anråbe Gud, når vi føler os truet og orienteringsløse. Men det store lys, som profeten taler om, og som er opfyldt i Kristus, er kommet for at skabe en generel ny situation, hvor alle vender sig hen i mod Gud og tager ham ind i deres liv.
I påskenattens liturgi fornyer vi vore dåbsløfter og bekendelsen af vor tro, bliver på en helt speciel måde gjort delagtige i og udfordret af liturgien til at bekræfte det, vi får forkyndt. Julens liturgier er ikke helt så fulde af særlige ceremonier som påskens; men alligevel er også julens højtid en anledning til at forny vor tro og livet i den. Selv om julens sceneri er stilfærdigt og udramatisk, er det, der sker, at Guds søn bliver menneske noget, der bevæger mennesker. Hyrderne brød op på englens opfordring, opsøgte det nyfødte Jesusbarn, greb en chance og erfarede, at noget nyt var begyndt, også selv om de sikkert ikke erkendte den fulde dybde i det, der var sket.
Hyrderne får af englen at vide, at de ikke skal være bange. Selv om englen nok i første omgang vil sige, at de ikke skal være bange for det ekstraordinære syn, så er der uendeligt meget mere, som kan gøre os bange. Derfor tales englens ord også ind i vor tid, hvor der er så meget at være bange og bekymret for.
Selv med Guds Søn tilstedeværelse på jorden blev den ikke med det samme et bedre sted. Selv om evangeliets udbredelse altid har været begyndelsen til noget nyt og også har udrettet store ting og præget vore samfund med en række vigtige værdier, dyder og principper, så er der på en måde altid tale om en begyndelse, en erkendelse af, at processen ikke er fuldendt, at verden og for den sags skyld Kirken ikke i alle henseender er perfekt. Dels er der hele tiden nye mennesker, der skal opleve Guds nærhed, dels kan vi, der føler os tæt på Gud, godt i nogle henseender fjerne os fra ham ved ikke at lade livet med ham fylde os helt. Det betyder ikke, at vi ingen vegne er kommet med Gudsrigets udbredelse; men at en fortsat fremgang skal nås både ved vor egen omvendelse og gennem ambitionen om at bane vejen til Kristus for så mange som muligt.
Et markant vers (v. 4) stikker lidt af er udeladt i dagens første læsning, sikkert fordi, det kan virke for truende. Her står der, at ”Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild.” Det kunne se ud som et ønske om hævn. Der er mange støvler, der tramper, og meget blod bliver udgydt, så billedet virker bekendt; men verset kan også blot ud trykke ønsket om, at alle voldsomheder forsvinder, fortrængt af lyset og for at give plads til det.
Julen er for de fleste nok ikke en overraskelsernes fest. Alt skal være, som det plejer, ingen tradition må ændres, og ikke mindst skal alt, som kunne spolere den gode stemning, holdes fjernt. Det er legitime ønsker. Derfor julen og dens budskab alligevel kunne overraske. Først og fremmest skal vi stadig kunne forundres over det, som Gud satte i gang ved at lade sin Søn blive menneske, at to så forskellige sfærer – den guddommelige og den menneskelige – kunne mødes. Dernæst skal vi turde tro på, at det, som synes kørt fast eller raser af sted i en forkert retning, kan bevæges eller udvikle sig på den rigtige måde.
Må også dette års jul både være en anledning til besindelse på det, vor tro står for, og til på den baggrund, altså vor tro på Guds komme til os, at have tillid til, at han kan gribe ind også der, hvor det ser mest håbløst ud.
Amen.