Biskoppens prædiken i domkirken Kristi Himmelfartsdag

Læsninger: ApG 1,1-11; Ef 1,17-23; Matt. 28,16-20

”Opfor til Himlen” siger vi i to af vore trosbekendelser. Vi fejrer således i dag én af de vigtige hændelser i Jesu liv og udrykker dermed grundlæggende sandheder om ham: At han nu troner i Himlen som både Gud og menneske.

Denne trosbekendelse kunne nemt blive abstrakt og uvedkommende. Den siger jo blot noget selvfølgeligt om Jesus, selvfølgeligt i hvert fald, hvis man fuldt ud har erkendt ham som Gud, for i den egenskab hører han hjemme i midten af guddommen og i himlen. De, der mødte Jesus i begyndelsen af hans offentlige liv, tænkte måske ikke så langt, men var mest fascineret af det, han gik omkring og gjorde og sagde. En himmelfart var for dem sikkert ligeså svær at forestille sig som hans lidelse og død, noget, som hele tiden foruroligede disciplene, når Jesus begyndte at tale om sin bortgang. Når vi, der lever i dag i tro kan tage himmelfarten til os, tænker vi da sikkert mest på den som en naturlig videreførelse af Jesu guddommelige liv. Sådan skal det også være.

Som alt i Jesu liv, så har naturligvis også himmelfarten betydning for os. For det første er alt, hvad Jesus har gjort og udvirket for os, en forsmag på, hvad der venter os, og hvilken rolle, vi skal spille i evigheden. Men selv om himmelfarten i høj grad fokuserer på det hinsides, på en ganske ny verden, så angår den i høj grad også fortsat det, som i troens sammenhæng foregår på jorden.

Vor refleksion over himmelfarten vil uvilkårligt fremmane nogle paradokser. Oplevelsesmæssigt kan vi ikke undgå at se den som en afsked og en umiddelbar adskillelse. Jesus var fra da af ikke længer iblandt sine disciple. Det vante fællesskab, også i den herliggjorte form efter opstandelsen, var der ikke længere. På den anden side kan vi ikke komme uden om, at nærhed i forhold til Jesus ikke er noget diffust og vagt, men noget virkeligt. Alt andet ville have været i total modstrid med, hvad Jesus fik sat i gang. Alene menneskevordelsen er en garanti for permanent nærhed, og i dagens evangelium bekræfter Jesus denne nærhed ved at love at være med sine disciple, og dermed også med os alle indtil verdens ende. Hvis vi er nogenlunde inde i vor tro og plejer et rimeligt liv med bøn og anden trospraksis, så giver vi dermed også udtryk for, at Jesus er os nær, at han ikke bare over store afstande kan høre vore bønner, men er tæt på med sin ledsagelse og sin indgriben. Selv, når vi nogen gange oplever ham som fjern, fordi vi savner hans indgriben i en konkret situation, har han ikke forladt os.

Det er vigtigt, at vi i tro accepterer de hændelser i Guds indgriben i historien, som har fundet sted, og tager det til os, som han har åbenbaret. Alligevel må vi gerne prøve at forestille os, om noget kunne være anderledes og være foregået på en anden måde. Hvordan ville det have været, hvis Jesus var blevet på jorden, hvis han havde slået sit hovedkvartet op i Jerusalem eller Galilæa og derfra havde udsendt sine disciple og koordineret deres mission. Det er svært at forestille sig, ikke kun fordi det vitterligt er gået anderledes til, at vi har ”vænnet” os til, at Jesus nu primært er i himlen. Selv om Jesu forbliven på jorden så afgjort ville have garanteret en nærhed, så ville den også have betydet en form for indskrænkning af Guds store univers. Guds tilstedeværelse og eksistens ville på en afgørende måde være blevet provincialliseret og nærmest have garanteret, at der ikke var noget, der skulle hedde verdens eller tidernes ende. Vi kunne blive ved med vore tankeeksperimenter for blot at nå frem til, at selv om Gud var med i det, så ville det være noget, der ville virke begrænsende på Gud, på hans evighed og allestedsnærværelse.

Guds Søn blev ikke menneske for at banalisere guddommen eller ophæve hans almagt, evighed og uendelighed, men for at inddrage os mennesker i alt dette. Gennem Guds Søns menneskevordelse er vi blevet inddraget i Treenighedens liv, ikke bare ved at have fået at vide, at sådan er Gud nu engang sat sammen, men ved gennem Jesus at have fået mulighed for at komme tæt på Gud, som inden da måtte forekomme menneskene utilgængelig, eller skal vi nøjes med at sige tilgængelig på en anden, lidt mere begrænset måde. For også den gamle pagts mennesker oplevede Gud som en, der kunne være tæt på, ikke kun, når han greb kraftigt ind med stærk, nærmest fysisk hånd, men i det hele taget. Ikke for ingenting beder David i Salme 139: ” Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke… alle mine veje er du fortrolig med…Bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig.” Det var ikke udtryk for oplevelse af en fjernkontrol og omklamring, men af virkelig kærlig nærhed. Den erfaring af nærhed har Jesus bekræftet og forstærket med sit nærvær på jorden, med sin kaldelse af disciplene og tætte kontakt til dem, med sine helbredelser, med indstiftelsen af eukaristien og, som vi hører i dagens evangelium, af sin udsendelse af disciplene og løftet til dem om at være med dem alle dage.

 Jesus har overdraget os, der tror på ham, opgaven at føre hans værk videre, at være med til at garantere hans nærhed. Det er naturligvis meget risikofyldt for Jesus, for ligeså meget, vi har en stor chance for at gøre Gud nær for mennesker, lade dem opleve hans kærlighed gennem os, ligeså stor en fare kan der være for, at vi med vor måde at være på kan spærre vejen til ham for mennesker og give et forkert indtryk af ham. Derfor er gudsnærhed for os samtidig en stor erfaring af frihed, som giver os mulighed for at vise begge disse holdninger. Så meget desto større er også forpligtelsen til omvendelse, for at vort gudsforhold bliver autentisk, ikke bare en garanti for vor egen frelse, men et redskab til at vidne om ham.

 Jesus har givet os frihed, men ikke fralagt sig ansvaret. Han er med os alle dage indtil verdens ende, også for at holde os på sporet, for at bevare os i den mission, han har givet sin Kirke og dermed os.

Vi er i verden og skal blive her, så længe Gud har bestemt det for hver enkelt af os. Selv om vi er glade for at være her, så er det en del af vor opgave at vise, at verden ikke er vort blivende sted, at den har sine begrænsninger – noget vi ikke mindst oplever i denne tid. Vi skal med vor tilstedeværelse i verden være med til at vise, at der er en anden virkelighed end den, der ligger lige for og er til at tage og føle på, og vi skal ikke gøre livet her til det endelige mål. især ikke hvis vi har overflod, der får os til at mene, at verden har alt, hvad vi har brug for.

Jesu plads i himlen er ikke bare forsikringen om, at dér har vi også mulighed for at komme. Med det, han har sat i gang på jorden, med begyndelse i hans menneskevordelse, har Gud intensiveret den oplevelse af nærhed, som allerede den gamle pagts mennesker kunne have. Fra sin plads i himlen giver han både mening til det, vi nu lever i vor tro, og legitimerer det, vi gør i hans navn. Selv om han er i himlen, lader han himlen komme tæt på os, fordi alt det, der nu sker i Kirken efter Jesu anordning og på hans vegne, er en nærgørelse af ham, og dermed også et forskud på himlen, endnu ikke så meget på den endelige virkelighed, når vi engang forhåbentlig lander der, men en bekræftelse af et allerede virkeligt nærvær.

Så meget i vor tro bevæger sig i mellem det berømte ”allerede og endnu ikke,” mellem det allerede skete og det endnu ikke indtrufne, ikke som en frustrerende modsætning, men som et forunderligt samspil mellem allerede indtruffet virkelighed og endnu ikke opfyldt håb, begge dele underbygget af Jesu løfter om altid at være med os, både her og hisset. Det er, hvad dagens fest bekræfter os i og lader os leve på og henimod.

Amen.