Biskop Czeslaw Kozons prædiken i Sct. Ansgars domkirke i messen med indvielsen af olierne tirsdag, den 26. marts 2024
Læsninger: Es. 61, 1-3a. 6a. 8b-9; Åb. 1,5-8; Luk. 4,16-21
Messen i dag er en unik messe, som kun fejres i domkirken. Den falder også lidt uden for de øvrige helligdages temaer, som alle hentyder direkte til bibelske hændelser, konkrete begivenheder i Jesu liv, begyndende med indtoget i Jerusalem i søndags og kulminerende med fejringen af hans opstandelse påskedag.
Meningen med de dramatiske begivenheder, vi fejrer i denne uge, var for Jesus for alvor at skabe noget nyt, etablere en ny realitet i vort forhold til Gud og dermed også at skabe et holdbart håb for fremtiden. Som Kirke lever vi af påskehelligdagenes begivenheder, fordi det er gennem dem, at Jesus har skabt Kirken. Han har ladet den blive født af sin åbne side og gennem indstiftelsen af Eukaristien sikret den sit permanente samlingspunkt og givet den til opgave af forkynde ham for alle mennesker til alle tider.
Der er således nok at hente i påskens bibelske begivenheder for at få vor bevidsthed som Kirke styrket: At vi tror på en levende Gud, der gennem sin Søn griber ind i vor tilværelse, at vi gennem dåben er blevet inddraget i livet med ham på en helt speciel måde, at vi kan samles om Eukaristien og som den afsluttende frugt af påskens begivenheder modtage Helligånden.
I dag mindes vi ikke umiddelbart en bibelsk begivenhed. Vi er samlet om indvielsen af en fysisk ting, olie, som skal forvandles til tre hellige olier. Selv om olie og salvelse med den meget ofte nævnes i Bibelen, er der ikke én bestemt begivenhed, der har gjort, at fra da af blev olien et magtfuldt tegn på Guds indgriben. Vand og brød og vin blev til tegn på meget konkrete møder med Kristus, nemlig i dåben og Eukaristien. Vi gør almindeligt vand til dåbsvand, og helt unikt bliver brød og vin til Jesu legeme og blod.
Olierne er et vigtig element i fejringen af flere af de andre sakramenter: Dåben, firmelsen, præste- og bispevielsen og de syges salvelse. Alligevel er olierne nok ikke på samme måde et tegn, man husker lige så tydeligt som vand, brød og vin ved hhv. dåben og Eukaristien. Dog skal vi prøve på at forstå og tilegne os den selvfølgelighed, hvormed man i Bibelen omtaler og opfatter salvelse med olie: Moses salvede Aaron og hans sønner til præster (2. mos. 30,30 ff), Samuel salvede Saul (1. Sam. 10,1) og David (1. Sam. 16,13) til konger over Israel, og profeterne, som Esajas i dagens første læsning, følte sig også salvede, måske ikke med en fysisk salvelse, men på den måde en fysisk salvelse skulle forstås, nemlig at blive udvalgt til en særlig tjeneste.
Det er også sådan, vi først og fremmest skal forstå salvelsen, men også forstå den som noget, alle kristne modtager gennem dåben og firmelsen. Oven i det er det så først, at nogle salves til præster og biskopper. Salvelse, lige fra den, man får i dåben og firmelsen, giver status, ikke som noget, der skal gå os til hovedet og gøre os arrogante, men gerne stolte over at være med i Guds projekt, se salvelsen som et særligt udtryk for Guds kærlige bevågenhed.
Men status hos Gud og det, at have hans særlige bevågenhed, er også forbundet med en opgave, en sendelse. Det er på den baggrund, vi skal forstå dagens første læsning og evangeliet, hvor først profeten og siden Jesus selv ser sig som nogle, der kommer med godt nyt og en masse befriende tiltag, trøst og helbredelse.
Messen med indvielsen af olierne er en begivenhed, ja, vi kan sige er blevet en begivenhed, der på en enestående måde viser vort fællesskab som kirke. Vi kommer mange steder fra, og er her i forskellige kapaciteter, dåbskandidater og firmander, præster og diakoner, gudviede personer og alle allerede døbte og firmede. Vi er så dem, der skal gå ind i profetens og Jesu opgave og forkynde og virkeliggøre en ny situation, et alternativ til en verden, der er præget af usikkerhed, frustration og ængstelse, af grusomhed og nød, af selvoptagethed og snævre interesser. Også i Kirken kan vi nogle gange ligge under for en vis mathed, usikkerhed på, om vor mission lykkes, og vi brænder igennem med budskabet, ængstelse for at være irrelevante, vanskelighed ved, nogle gange måske også uvilje til at leve op til det, der forventes af os som kristne. Dertil kommer de udfordringer, vi møder udefra: Marginalisering, latterliggørelse eller blot mangel på omgivelsernes forståelse, samfundets og lovgivernes skepsis over for autentisk kristendom.
Det er på en sådan baggrund, at vi skal se og lade os opmuntre af messen læsninger. Fra at være foragtede kan vi blive respekterede, som profeten siger, dog kun, hvis vi virkelig lytter til og følger Gud, ikke primært for at leve op til vore kirkeinterne normer, men at virke autentiske og troværdige på vore omgivelser. For indbyggerne i Nazareth, der hørte Jesus læse op af Esajas’ bog, gik noget i opfyldelse, nemlig mødet med ham, der langt stærkere end profeten i den gamle pagt kan få de gode ting til at ske. Som med så mange bibelske begivenheder, sker de ikke kun én gang for alle, men bliver gjort nærværende til alle tider og alle steder, altså også i dag og hos os. Jesus kan gennem os gøre verden bedre. Han styrker ved sin salvelse os til at styrke andre. Det er denne ambition, vi skal have som Kirke. Nogle gange vil vi måske helst gå stille med dørene, fordi vi lader os overvælde af dårlige ting i Kirken og blandt kristne, ting der gør os sårbare for kritik. Men selv om vi ikke skal være bange for at indrømme fejl og altid være villige til at rette dem, så må det aldrig få os til at tro, at vi ikke har noget at byde ind med. Vi skal som kristne kunne mobilisere en sund form for stolthed, altså en stolthed, der ikke er arrogance og hovmod, men glæde over at være med i noget stort og over at se ting ske ved, at vi giver Gud lov til at bruge os. Det gælder os præster. Glæde over vort kald er ikke klerikalisme, hvis vi lader det komme til udtryk i tjenersind, og det at være kristen i det hele taget er ikke foragt for verden eller isolation i selvtilstrækkelighed, hvis vi har øje for omgivelsernes åndelige og materielle nød.
I Jesu univers, som han åbner for i synagogen i Nazareth, er der en tæt forbindelse mellem at råde bod på de forskellige former for nød og så at være tæt på Gud i tilbedelse. At gøre noget for Guds skyld betyder også virkelig at regne med ham, ikke blot som én, der vil hjælpe, men som én, vi skylder kærlig respekt gennem tilbedelse og overholdelse af hans bud og pagt med os.
Vi har endnu påsken for os som den fest, der bekræfter alt det, vi tror på, giver os del i det og forvisser os om Guds sejr over det onde og giver os tegn på, at vi kan være med til reducere det ondes indflydelse. Men også med messen i dag og fokuseringen på, hvad olierne og salvelsen med dem betyder, bliver vi bekræftet i at være med i Guds store plan og i at være udsendt for at være med til at virkeliggøre den.
Efter de store fester kommer der altid en hverdag; men selv om den kan have sine udfordringer, bliver den ikke triviel og meningsløs, hvis vi lader os overbevise om, at Gud har gjort noget særligt ved os ved at lade os komme til tro på sig og salve os med sin Ånd. Gør vi det, så vil påskeglæden følge os og bekræfte os både i vor tro og i iver efter at leve den og dele den med andre. Amen.