Pavens budskab til den 97. Verdensmissionssdag, som fejres i vort bispedømme søndag 29. oktober 2023
Kære brødre og søstre!
Til dette års verdensmissionsdag har jeg valgt et tema, der er inspireret af historien om Emmaus-disciplene (jf Luk 24,13-35): ”Brændende hjerter, rejsende fødder”. Disse to disciple havde været grebet af forvirring og skuffelse, men så mødte de Kristus i Ordet og i brødet, der blev brudt. Det tændte en sådan begejstring i dem, at de atter begav sig ud på deres rejse, vendte tilbage til Jerusalem og forkyndte at Herren virkelig var opstået fra de døde. Evangeliets fortælling illustrerer disciplenes forvandling gennem nogle levende billeder: Hjerter, der brænder, da Jesus åbnede skrifterne for dem; øjne, der åbner sig, da de genkender ham, og til sidst fødder, der begiver sig afsted. Ved at reflektere over disse tre aspekter, som tegner et billede af de udsendte disciples rejse, kan vi forny vor iver efter at evangelisere i nutidens verden.
1. Brændende hjerter, da han ”åbnede skrifterne for os”. Guds ord oplyser og forvandler hjerterne hos de udsendte.
På vejen fra Jerusalem til Emmaus var de to disciple tynget af sorg – man kunne se det på deres ansigter – fordi Jesus, som de havde troet på, var død (jf vers 17). Korsfæstelsen af Mesteren var et frygteligt nederlag, og håbet om, at han kunne være Messias, var knust.
Og så ”mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem” (vers 15). Som da Herren først kaldte på dem, tager han selv nu i deres fortabelse initiativ til at nærme sig dem og gå sammen med dem. I sin store barmhjertighed bliver han aldrig træt af at være sammen med os, på trods af vore fejl, tvivl og svagheder, og på trods af, at tristhed og pessimisme frister os til at blive ”uforstandige” og ”tungnemme” (vers 25), ja, selv ikke-troende.
Nu som dengang er den opstandne Herre tæt på sine udsendte disciple. Han går ved siden af dem, især når de er fortabte, modløse og bange for lovløshedens mysterium, som omgiver dem på alle sider og truer med at kvæle dem. Så ”lad os ikke miste håbet” (Evangelii Gaudium (Evangeliets glæde), 86). Herren er større end vore problemer, herunder naturligvis problemerne med at forkynde evangeliet for verden, for denne missionsaktivitet er i sidste ende hans, og vi selv er blot hans ydmyge medarbejdere, ”unyttige tjenere” (jf Luk 17,10).
Jeg ønsker at udtrykke min nærhed i Kristus til alle missionærer i verden, især til dem, der går igennem en svær tid. Kære, den opstandne Herre er altid med jer og ser jeres generøsitet og jeres ofre for evangelisering i fjerne lande. Ikke alle dage er solskinsdage, men lad os altid huske, at før lidelsen sagde Herren Jesus til sine venner: ”I verden har I trængsler, men vær frimodige, jeg har overvundet verden” (Joh 16,33).
Efter at have lyttet til de to disciple på vejen til Emmaus, begyndte den opstandne Jesus at forklare dem, hvad der står skrevet om ham i alle skrifterne fra ”Moses og alle profeterne” (Luk 24,27). Og disciplenes hjerter blev varme, som de senere betroede hinanden: ”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?” (vers 32). Jesus er virkelig det levende Ord, den eneste, der kan sætte vores hjerter i brand, den eneste, der kan oplyse og forvandle dem.
Så forstår vi bedre den hellige Hieronymus’ udsagn: ”Uvidenhed om Skrifterne er uvidenhed om Kristus” (In Is., Prolog). ”Uden Herren, som introducerer os til den, er en dybere forståelse af Skriften umulig. Men det omvendte er lige så sandt: Uden Skriften kan vi ikke tyde begivenhederne i Jesu og hans Kirkes jordiske mission” (Aperuit illis, 1). Så viden om Skriften er vigtig for det kristne liv og endnu vigtigere for forkyndelsen af Kristus og hans evangelium. Hvad kan man ellers give det videre til andre, hvis ikke bare ens egne idéer, ens egne projekter? Og et koldt hjerte, kan det nogensinde få andres hjerter til at brænde?
Så lad den opstandne Herre altid ledsage os og forklare os meningen med skrifterne. Lad ham sætte vores hjerter i brand, lad ham oplyse og forvandle os, så vi kan proklamere hans frelsesmysterium for verden med den kraft og visdom, der kommer fra hans Ånd.
2. Øjne, som da han brød brødet, der ”åbnedes” og ”de genkendte ham”. Jesus i eukaristien er højdepunktet og kilden til mission.
Guds ord satte Emmaus-disciplenes hjerter i brand, og de følte sig tilskyndet til at bede den mystiske medvandrer om at blive hos dem, da dagen allerede er gået på hæld. Og så, da han brød brødet ved bordet, åbnedes deres øjne og de genkendte ham. Kernen i åbningen af deres øjne er den serie af handlinger, som Jesus udfører: Han tager brødet, velsigner det, bryder det og giver det til dem. For et jødisk familieoverhoved er det en almindelig gestus, men udført af Jesus Kristus med Helligåndens nåde, bliver det for de to bordfæller en fornyelse af et par tidligere tegn, nemlig brødets mirakel og frem for alt eukaristien, korsofferets sakramente. Men i det øjeblik, hvor de genkender Jesus i brødbryderen, ”blev han usynlig for dem” (Luk 24,31). Denne kendsgerning giver os mulighed for at forstå noget essentielt i vores tro: Kristus, som bryder brødet, er nu et brudt brød, delt med disciplene og derefter spist af dem. Han er blevet usynlig, for han er kommet ind i sine disciples hjerter. Han får deres hjerter til at brænde endnu stærkere og får disciplene til straks at bryde brødet igen og tage af sted for at fortælle alle, at de har mødt den opstandne Kristus – en unik oplevelse! Den opstandne Kristus er altså ham, der bryder brødet, og samtidig det brød, der brydes for os. Og enhver udsendt discipel er kaldet til at blive som Jesus og være i ham, takket være Helligåndens virke, én, der bryder brødet og én, der er brudt brød for verden.
Det er på sin plads at minde om, at dét at bryde sit materielle brød med sultne mennesker i Kristi navn allerede udgør en kristen missionshandling. At bryde det eukaristiske brød, som er Kristus selv, er missionshandlingen over alle andre, for eukaristien er kilden til og højdepunktet for Kirkens liv og mission.
Pave Benedikt XVI mindede os om dette: ”Den kærlighed, som vi fejrer i sakramentet [eukaristiens sakramente], kan vi ikke holde for os selv. I sin natur er den sådan, at den kræver at blive givet videre til alle. Det, verden har brug for, er Guds kærlighed – at møde Kristus og tro på ham. Derfor er eukaristien ikke kun kilden til og højdepunktet i Kirkens liv; den er også kilden til og højdepunktet i Kirkens mission: ’En fuldstændig eukaristisk Kirke er en missionerende Kirke’” (Sacramentum caritatis, 84).
Hvis vi skal bære frugt, må vi forblive forenet med ham (jf Joh 15,4-9). Og denne enhed realiseres ved daglig bøn, især tilbedelse, i stille fællesskab med Herren, som forbliver hos os i eukaristien. Ved kærligt at pleje dette fællesskab med Kristus kan de udsendte disciple blive kraftfulde mystikere. Må vore hjerter altid længes efter Jesu selskab og sukkende gentage de to Emmaus-disciples inderlige bøn, især når aftenen nærmer sig: ”Bliv hos os!” (jf Luk 24,29).
3. Fødder i bevægelse, der glæder sig over at fortælle om den opstandne Kristus. Den evige ungdom i en udadvendt Kirke
Efter at deres øjne var blevet åbnet og de havde genkendt Jesus i brødsbrydningen, ”brød de op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem” (jf Luk 24,33). Nødvendigheden af, at kunne dele glæden ved mødet med Herren med andre viser, at ”evangeliets glæde fylder hjertet og hele livet hos dem, der møder Jesus. De, der lader sig frelse af ham, bliver befriet fra synd, tristhed, indre tomhed og isolation. Med Jesus Kristus bliver glæden altid født og genfødt” (Evangelii Gaudium, 1). Man kan ikke virkeligt have mødt den opstandne Jesus uden at brænde efter at fortælle det til alle. Så den første og vigtigste missionale ressource er dem, der har genkendt den opstandne Kristus, i Skriften og i eukaristien, og som bærer hans ild i deres hjerter og hans lys i deres øjne. Disse mennesker kan vidne om det liv, der aldrig dør, selv i de sværeste situationer og i de mørkeste øjeblikke.
Billedet af ”fødder i bevægelse” minder os endnu en gang om, at missio ad gentes består – det vil sige den mission, som den opstandne Herre gav Kirken til at evangelisere alle mennesker og alle nationer til verdens ende. Menneskeheden er såret af megen uretfærdighed, splittelse og krig, og den har mere end nogensinde brug for de gode nyheder om fred og frelse i Kristus. Derfor benytter jeg denne lejlighed til at gentage, at ”alle har ret til at modtage evangeliet. Kristne har pligt til at forkynde det uden at udelukke nogen, ikke ved at pålægge nogen nye forpligtelser, men som man deler en glæde, peger på en smuk horisont, tilbyder en indbydende fest” (ibid., 14). Missionær omvendelse er det vigtigste mål, vi bør sætte os, både som individer og som fællesskab, for ”missionsaktivitet er paradigmet for alt, hvad Kirken gør” (ibid., 15).
Kristi kærlighed betager os og driver os, siger apostlen Paulus (jf 2. Kor 5,14). Det er en dobbelt kærlighed: Kristi kærlighed til os og vor kærlighed til ham, og hans kærlighed provokerer, inspirerer og giver energi til os. Og det er denne kærlighed, der hele tiden forynger en udadvendt Kirke, hvor alle medlemmer sendes ud for at forkynde evangeliet om Kristus, overbevist om, at ”han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem” (vers 15). Alle kan bidrage til denne missionsbevægelse: med bøn og handling, med donationer og lidelse, med deres eget vidnesbyrd. Den pavelige missionsaktivitet er det foretrukne redskab til at fremme dette missionale samarbejde, både åndeligt og materielt. Derfor går kollekten på verdensmissionssøndagen til selskabet for Troens Udbredelse.
Da Kirkens missionsvirksomhed er så vigtig, er det naturligvis nødvendigt med et stadig tættere missionalt samarbejde mellem alle medlemmer og på alle niveauer. Det er et af hovedmålene med den synodale rejse, som Kirken er i gang med, med fællesskab, deltagelse og mission som nøgleord. Denne rejse handler slet ikke om, at Kirken vender sig indad, mod sig selv; det er heller ikke en høringsproces, hvor man som i et parlament beslutter, hvad man efter menneskelig smag bør eller ikke bør tro og gøre. Det handler snarere om at gøre som Emmaus-disciplene: at begive sig ud på en rejse og lytte til den opstandne Herre, som altid kommer iblandt os for at forklare os skrifternes betydning og for at bryde brødet for os, så vi ved Helligåndens kraft kan fortsætte hans mission i verden.
De to disciple fortalte de andre, hvad der var sket på vejen (jf Luk 24,35), og med vores forkyndelse vil vi også med glæde fortælle om Herren Kristus – om hans liv, lidelse, død og opstandelse, og om alle de store gerninger, som hans kærlighed har udvirket i vores liv.
Så lad os drage ud igen, også vi, oplyst af vores møde med den opstandne og besjælet af hans Ånd. Lad os gå ud med brændende hjerter, åbne øjne, fødder i bevægelse, for at sætte andre hjerter i brand med Guds ord, for at åbne andre øjne for Jesus i eukaristien og for at invitere alle til at vandre sammen på fredens og frelsens vej, som Gud i Kristus har givet menneskeheden.
Hellige Maria, som ledsager os på vores rejse, mor til Kristi udsendinge og dronning af missionerne, bed for os!
Rom, givet i Laterankirken, den 6. januar 2023, på festen for Herrens Åbenbaring
FRANS