Caritas adventsindsamling: Støt sårbare familier på landet i Myanmar

For at kunne lede en spare-lånegruppe er det vigtigt at man er god til bogholderi. Foto: Caritas Danmark.

Coronapandemien rammer hårdt i Myanmar. Omkring 75 % af befolkningen lever af landbruget. Men nu har de ikke mere de samme muligheder for at komme til markederne og sælge deres varer. Der er ingen muligheder for hjælp fra staten, og det betyder, at mange bliver afhængige af de penge, emigrerede familiemedlemmer kan sende hjem. Emigrerede familiemedlemmer arbejder typisk i lavtlønnede servicejobs som gadefejere eller medarbejdere på fastfood spisesteder i USA og England.

Fattige og sårbare familier på landet er under pres fra en række ting, de ikke selv har indflydelse på. Klimaforandringer rammer dem gennem tørke og oversvømmelser, Nogle steder i landet er der uro på grund af konflikter mellem regeringen og oprørsgrupper. Markedspriserne for deres varer er ustabile, og det sætter dem under økonomisk pres.

Caritas hjælper disse familier til at organisere sig, bl.a. i spare-lånegrupper. Her har medlemmerne adgang til at låne penge af den fælles pulje. På den måde får de hjælp til at komme igennem den nuværende krise, og de slipper for at havne i en gældsspiral, hvor de betaler ågerrenter til en privat lånehaj. Er man medlem af en spare-lånegruppe, har man også mulighed for at låne penge i fællespuljen til en fornuftig rente, så man kan starte små virksomheder eller udvide sin landbrugsproduktion for at få en bedre indtjening for sin familie. Spare-lånegrupperne er koordineret i komiteer, der giver kurser i, hvordan man starter sin egen virksomhed.

Det går dine penge til

Pengene fra adventsindsamlingen går til at støtte spare-lånegrupper i Myanmar. Disse grupper har typisk ca. 10 medlemmer, og 80-100 % af medlemmerne er kvinder. Det er meget forskelligt, hvor langt, spare-lånegrupperne er kommet. Nogle af grupperne har brug for mange besøg og meget støtte, andre er kommet godt i gang, mens andre igen er tæt på at være selvkørende og bare har brug for et opfølgende besøg en gang imellem. Medarbejdere fra Karuna Mission Social Solidarity (KMSS), der er Caritas Danmarks samarbejdspartner i Myanmar, støtter spare-lånegrupperne med supervision og kurser i basal bogføring. Grupperne organiseres lokalt i komiteer, der støtter gruppernes arbejde og er forbindelsesled til lokale myndigheder. Komiteerne kan også hjælpe med at starte nye spare-lånegrupper eller være tovholder for udvikling af små indtægtsgivende aktiviteter.

Caritas kommer med opbakning til grupperne, så de bedre kommer igennem en svær tid. Næsten halvdelen af grupperne er involveret i forebyggelse af coronasmitte. På den måde tager de ansvar ude i lokalsamfundet. De er samarbejdspartnere med de lokale myndigheder, fordi de ønsker at give noget tilbage til lokalsamfundet.

Sådan gør de indsamlede midler en forskel

Den kommende tid bliver hård for spare-lånegrupperne i Myanmar. De kæmper lige nu med udfordringer som manglende afsætningsmuligheder, faldende priser og restriktioner i forhold til transport og sociale sammenkomster. Derfor kan det være svært at fastholde engagementet og troen på fremtiden. Spare-lånegrupperne får ekstra brug for støtte til at komme tilbage på sporet i 2021, når Covid-19 forhåbentlig begynder at slippe taget – også i Myanmar.

Med de indsamlede midler kan Caritas Danmarks lokale samarbejdspartner fortsætte med at støtte spare-lånegrupperne og spare-lånekomiteerne, indtil de alle er klar til at stå på egne ben og fungere som lokalt forankrede civilsamfundsorganisationer, som lokale myndigheder respekterer og påskønner samarbejdet med.

Spare-lånegrupperne løfter lokalsamfundet – typisk ved udlånsvirksomhed til lave renter. Derved opstår der økonomisk aktivitet, og renterne går tilbage til spare-låne gruppen. Kulturen i Myanmar er meget mandsdomineret. Men aktiviteterne i spare-lånegrupperne fører typisk til, at kvinderne tør stille sig op og sige noget. Det giver selvtillid. Ved at hjælpe kvinderne i disse grupper hjælper man hele familien.

Læs mere om Myanmar

Hold øje med caritas.dk og Caritas Danmark på Facebook.

Her kommer du til at finde mere om adventsindsamlingen.

-------

Tekst: Lisbeth Rütz