På Dalum Kloster blev der dannet stærke katolske kvindenetværk. Her kommer historien om, hvad stedet betød for Danmarks katolske Kvindeforening.
Vi vidste godt, at der ikke ville komme flere søstre til Dalum Kloster. De sidste 5-7 år kom der ikke nye pensionærer på klostret, der startede i 1907 som katolsk hvilehjem. De få tilbageværende søstre har båret store arbejdsbyrder med at holde omgivelserne vedlige, tage sig af gæster og passe de gamle medsøstre, der kom til, da søstrenes klostre i Sønderjylland blev lukket. Men selv om lukningen af Dalum Kloster på ingen måde kom som en overraskelse, sidder mange mennesker alligevel tilbage nu med et stort savn. Klostret betød nemlig meget for lokalmiljøet. Her kom mange mennesker i årenes løb på retræte eller som individuelle gæster. I mange år var stedet et åndeligt kraftcenter for katolikker i provinsen. Her holdt Danmarks katolske Kvindeforening (tidligere Danmarks katolske Kvindeforbund - stiftet i 1925) sine retræter fra kort efter krigens afslutning og helt frem til 2019. Retræterne var umådelig populære, så der var venteliste hvert eneste år. Ofte benyttede DKKF også klostret til at mødes om generalforsamling, bestyrelsesmøder og planlægning af foreningens arbejde. Forholdet til naboen – Dalum Kirke – var godt, og Sognegården blev gæstfrit stillet til rådighed.
I de første mange år tog de to katolske ildsjæle, Ruth Christophersen og Ruth Meyer, sig af de praktiske rammer omkring retræterne - senere kom Birgit Clausen til fra 2009.
Retræterne var fra mandag til fredag og vekslede mellem stilhed, daglig messe, tidebønner og oplæg fra præsterne. I haven blev korsvejen sat op, og en aften var der lysprocesssion op til Lourdesgrotten. For nogle var det lidt svært at skulle være stille så længe, og der var glæde torsdag aften, når stilheden blev brudt efter kompletorium. Så var der hygge sammen med søstrene, og der var sørget for lidt underholdning, fortæller Benedicte Knudsen.
Præsterne havde ansvaret for den åndelige side af retræterne, der for dem var en travl tid, for i pauserne skulle der være mulighed for samtaler og skriftemål. Lars Messerschmidt, Benny Blumensaat, Paul Marx og Jan Ophoff var de sidste 10-15 år sjælesørgere for retræterne. Jan Ophoff, tidligere sognepræst i Vejle og senere åndelig vejleder for DKKF, husker stadig de lange, lidt ensomme dage som ung præst, hvor han endnu ikke kunne så meget dansk. Her blev DKKF-møderne i præstegården i Vejle et åndehul. Man var i et fællesskab med et godt miljø, der var berigende for den enkelte. Der blev drukket umådelige mængder kaffe og spist boller med tandsmør, og der blev der blev snakket og hygget og lavet smukt håndarbejde til julebasaren, mens man talte om sin katolske tro, husker Jan Ophoff.
Bøn og næstekærlighed
I et hjørne af kirkegården ved Dalum Kloster ligger de mange søstre, der lagde hele deres arbejdsindsats på Dalum Kloster. De fleste af dem var polske; men nogle danskere kom dog til med tiden.
“De har sat sig et fantastisk aftryk, som vi har med i os. Klostret var virkelig et åndehul. Bønnen og næstekærligheden strålede ud fra væggene”, siger Birgit Clausen. Hun husker priorinde sr. Chrysantha som en tjenende kvinde, der var stedets altomfavnende mor, men så sandelig også kunne være meget bestemt, når der var behov for det.
Tre søstre arbejdede de sidste par år sammen på klostret. Sr. Krystyna tryllede lækre sager frem fra køkkenet, og sr Goretti tog sig af spisestuen og kontakten til gæsterne. Sr. Berchmana, der overtog ledelsen efter sr. Chrysanthas død, havde det overordnede ansvar for klostret, pensionærerne og gæsterne.
Kirsten Wenneberg husker Dalum Kloster som et fristed. “Først kom jeg som deltager i retræterne - senere blev klostret mit lille fristed, hvor jeg ind imellem kom som gæst. Der var meget ro i at være der. Her blev der levet et stille liv med en kærlig ånd.
Søstrene var altid utrolig venlige – og jeg blev altid modtaget med et smil. De lavede dejlig dansk mad med et polsk tvist, og det smagte alt sammen sundt og godt. Alt var økologisk, og man var selvforsynende med grøntsager. Hver dag var der friske æg, og der var meget klimavenligt. Dyrene levede af madrester der blev bragt til dem”, fortæller Kirsten.
Hun husker, hvordan de store staudebede og de mange blomster blev passet så fint med hjælp fra frivillige. Man kunne gå tur i parken, hvor der også blev holdt dyr eller sidde inde i havepavillonen, der var helt overgroet med efeu. Mange af DKKFs medlemmer var meget glade for omgivelserne. Søstrene var praktiske og fantastisk omsorgsfulde. Alt foregik i trygge rammer. Man blev virkelig forkælet på klostret, for det var jo meningen, man skulle slappe af fra ansvaret og de mange pligter derhjemme, husker Anna Smitshuysen.
Endnu et katolsk kraftcenter er lukket. Men minderne har vi da lov at ha´. Og dem er vi taknemmelige for.
Tekst: Lisbeth Rütz