”Sæt dig i den anden persons sted og prøv at forstå, hvor vedkommende er”, er en vigtig ledetråd i Dolores Halpin-Bachmanns mangeårige virke i Caritas.
”De, der kender Dolores, beskriver hende som ’frygtløs, dynamisk, omsorgsfuld og stålsat med stort S’. Dolores har vist sig som en verdensborger, der med sit engagement, sin passion og sin indlevelsesevne har håndteret de vanskeligst tænkelige situationer”.
Sådan lød begrundelsen, da irskfødte Dolores Halpin-Bachmann tilbage i 2013 modtog Alumni-prisen for ’Outstanding Achievement’ for sin store indsats på det humanitære område. Den årlige prisuddeling er indstiftet af Limerick universitet i Irland og gives tidligere studerende på universitet, som har udmærket sig indenfor deres fagområde.
Sygeplejersken og ordensssøsteren
Dolores, der har arbejdet hos Caritas siden 1993, voksede op i Irland i slutningen af 1950’erne og nævner især to personer, der fik stor indflydelse på hendes livssyn og senere virke. Farmoren, en sygeplejerske med et stort hjerte og et stort engagement i lokalsamfundet, stod altid til rådighed døgnet rundt. Det indblik, at mennesket ikke er alene, men at vi er afhængige af hinanden og har ansvar for hinanden, var noget af det, Dolores og hendes søster fik med sig, når de brugte noget af sommerferien hos farmoren.
Den anden person, der fik stor betydning for Dolores i grundskolen, var søster Alphonsis, som i sin undervisning havde blik for, hvordan man får eleverne til at vokse som personer, og ikke kun akademisk – hun lærte dem at debattere og argumentere for en sag, for at give dem selvtillid og udvikle dem intellektuelt.
”Den indflydelse, en god lærer kan have på dig resten af livet, betyder rigtigt meget. Mange af de teknikker, jeg lærte, bruger jeg dagligt i mit arbejde i Caritas. Af hende lærte jeg også, at man altid skal sætte sig i den andens sted og prøve at forstå det fra den andens perspektiv. Først da finder man en måde, hvorpå begge parter kan bevæge sig fremad og tilfredsstillende for begge partner. Det var guld værd, og jeg bruger det dagligt”.
Bruxelles-København-Rom og hjem igen
Efter at have afsluttet sine universitetsstudier i fremmedsprog og europæiske studier flyttede Dolores Halpin-Bachmann i 1976 til Bruxelles for at arbejde for et internationalt advokatfirma, primært med EU-ret for private klienter og med støtte- og lobbyvirksomhed. Her mødte hun sin danske mand og i 1984 flyttede de til Danmark, hvor hun, efter et års intensive sprogstudier, tog en tolkeuddannelse på CBS. Hun vendte tilbage til Bruxelles for at arbejde som tolk ved EU-Kommissionen, men fandt aldrig nok udfordringer i rollen som tolk og formidler af andres idéer, tanker og argumenter, og vendte tilbage til Danmark i starten af 1990’erne.
Her førte hendes praktiske kendskab til EU’s systemer, procedurer og mekanismer til et job i Caritas Danmark. I starten af 1993 havde Annelise Timmermann, på vegne af Caritas Danmark, underskrevet en rammeaftale med EU-kommissionens nødhjælpskontor ECHO (European Community Humanitarian Office), der finansierer forskellige nødhjælpsindsatser rundt op i verden. Dolores responderede på en annonce i Katolsk Orientering, hvor Caritas Danmark søgte en person med indgående kendskab til EU, og det blev starten på hendes mangeårige virke i Caritas.
I løbet af de næste 13 år havde Dolores ansvaret for videreudviklingen af Caritas Danmarks humanitære indsatsprogram, og opbyggede og styrkede relationerne til det danske udenrigsministerium og med ECHO. På den europæiske Caritas front etablerede Dolores – sammen med andre europæiske Caritas-ECHO partnere – Caritas Europas EU koordinerings- og lobbymekanismer. Samtidig bidrog hun aktivt til at styrke Caritas’ globale humanitære agenda og koordineringen af organisationens globale respons på akutte nødsituationer i Bosnien, Kosovo, Georgien, Aserbajdsjan, Pakistan, Thailand, Myanmar, Eritrea og Niger.
I 2006 flyttede Dolores igen, denne gang til Rom og et job i Caritas Internationalis, hvor hun påtog sig opgaven med at lede og koordinere den globale Caritas-indsats ved konflikter og katastrofer overalt i verden. Et nyt Emergency Appeal system for hele Caritas-familien blev udviklet og søsat i 2008, med ensartede ansøgningskrav og krav til afrapportering og revision.
I årene 2008-2011 blev 130 Caritas Emergency Appeals til i alt 338 mio. euro igangsat til støtte for 14,4 millioner katastroferamte mennesker i 53 lande. Samtidig blev båndene mellem Caritas og FN yderligere udviklet og styrket i New York, Geneve og i katastroferamte lande – et arbejde, som Dolores også havde en finger med i.
På grund af sygdom i familien vendte Dolores hjem til Danmark i 2011 og genoptog arbejdet som humanitær koordinator i Caritas Danmark, hvor hun fortsat koordinerer katastrofehjælp over hele verden.
Ude i afkrogene
Man kunne få indtrykket af, at en del af Dolores’ virke har udfoldet sig bag et skrivebord. Men intet kunne være mere forkert, for hun er – og har altid – været tæt på de berørte personer, når katastrofen indtraf og hjælpen skulle frem.
”For mig betyder de personlige relationer alt. Det minder mig om, hvad pave Frans siger: at vi sammen er på vandring – det er for mig billedet på Caritas. Det, at jeg voksede op i et fattigt Irland, gør det nemmere for mig at forholde mig til befolkningerne i mange af de lande, Caritas opererer i, og det ansvar, vi har overfor hinanden”.
Dolores nævner den unikke situation, som den store Caritas-familie er i sammenlignet med andre NGO’er og nødhjælpsorganisationer. Modsat dem råder Caritas ikke kun over et nationalt kontor i hovedstaden, men har også kontorer i alle bispedømmer verden over, og samarbejder med de stedlige kongregationer, som ofte leverer sundhed og ydelser til landsbysamfundene ude i den yderste afkrog af landet. ”Og i en krisesituation er det vigtigste for et land, at du har et nationalt kontor, som kan samle indsatsen og hjælpen”, forklarer hun og tilføjer:
”Caritas kan noget som andre nødhjælpsorganisationer ikke kan – og det er noget mange glemmer, fx FN. Vi har folk helt ude i hjørnerne, og vi kan ikke nok værdsætte deres forståelse af, hvad der rent faktisk foregår helt derude. Det er ikke en ekspert i fjernsynet, som fortæller os, hvad der foregår i det pågældende land: gennem vores netværk får vi et indblik som ingen andre formår at give i en situation”.
At gøre en forskel
”Det, at skabe rum til sammen med partnerne at reflektere over, hvad vi gør, og hvordan vi gør det, at tage sig tid til at reflektere over, hvad har vi opnået, og hvor er vi på vej hen, er meget vigtigt. Især i nødhjælpssituationer, hvor tingene kan udvikle sig meget hurtigt, er det vigtigt, at vi har forståelse for dem, vi forsøger at hjælpe, og for hvad deres virkelighed er”. Her er vi tilbage til sr. Alphonsis og hendes ’Sæt dig i den anden persons sted og prøv at forstå, hvor vedkommende er’.
I slutningen af samtalen henviser Dolores til Benedikt XVI’s Deus Caritas Est (Gud er kærlighed), afsnit 31, hvor han taler om caritas: ”Når det drejer sig om at tage sig af lidende mennesker, så er der i første omgang brug for fagkundskab. Hjælperne skal være uddannede til at gøre det rette på den rette måde og være i stand til at drage omsorg for den videre pleje. Fagkundskab er en første, grundlæggende nødvendighed, men den er ikke tilstrækkelig i sig selv […] De har brug for menneskelighed. De har brug for hjertets omsorg”.
Disse er vigtige nøgleord for Dolores, for Kirken har ”sat barren ekstremt højt, når det gælder uddannelse og sundhed – og det gælder også, når vi taler om nødhjælp og udvikling”.
”Når jeg ser tilbage på mine mange år i Caritas, er det især mødet med enkeltpersoner, som har betydet meget for mig. Især når jeg oplever, at vi har gjort en forskel for de pågældende mennesker”, slutter hun.
Tekst: Niels Messerschmidt, bragt i Katolsk Orientering nr. 2, 2020