Deres Excellence og kære medbroder,
Den nordiske Bispekonference afholder, ligesom de tyske biskopper, deres forårsplenarmøde denne uge. Vi sender de hjerteligste hilsner fra Tromsø og forsikrer Dem og alle vore tyske kolleger om vor forbøn og for mødet i Vierzehnheiligen samt for de stadig mere komplekse pastorale og sociale udfordringer i vor tid.
Mange stærke bånd forener katolikkerne i vore lande med Den katolske Kirke i Tyskland. Genoprettelsen af det katolske trosliv her efter Reformationen skete i stor grad takket være Tysklands katolikker. En række biskopper, mange præster og utallige ordenssøstre viede generøst deres liv til missionen her i Norden. Gennem deres vidnesbyrd om Kristus og deres kærlighed til Kirken grundlagde de det fundament, vi bygger videre på. Kirken i Tysklands økonomiske støtte forbliver til denne dag af vital betydning for det katolske liv i de nordiske lande. Må Gud belønne jer rigt for alt dette!
Udfordringerne, som Kirken står overfor globalt set, er overvældende. Det er selvsagt nødvendigt at vi, som biskopper, gør os overvejelser om hvordan vi bedst kan tackle disse for at forblive tro mod Kristus, at imødekomme behovene hos vor tids kvinder og mænd, og at formidle vor tros sandhed.
Når dette er sagt, er vi dog bekymret for retningen, metodikken og indholdet af den synodale vej, som følges af Kirken i Tyskland. Vi anerkender, at det oplevede behov for forandringer må ses på baggrund af den konkrete situation i Tyskland. Samtidig er hverken de emner, som berøres eller de forhåbninger, som næres af nogle om bestemte resultater af disse overvejelser et rent tysk anliggende. Alle er vi nødt til og ønsker alle at læge de frygtelige sår, som overgrebene har efterladt. Ofrenes lidelse må så afgjort blive anerkendt, og der må gøres alt for at forhindre fremtidige overgreb. Det drejer sig om retfærdighed – et kristent imperativ. Det drejer sig også om Kirkens troværdighed.
Den hellige Fader mobiliserer hele Kirken til en synodal søgen efter livgivende potentiale i Kirkens nuværende liv og arbejde. Processen forudsætter en radikal omvendelse. Først og fremmest må vi genopdage Jesu løfter og formidle dem som vor kilde til glæde, frihed og tilfredshed. Det er vores opgave at gøre troens skat, som formidlet gennem Kirken, til vor egen uden at svække den, og i taknemmelighed og med ærefrygt. Verden over stiller mange katolikker spørgsmål ved præsters livsform og uddannelse, ved kvindens plads i Kirken, de forskellige opfattelser om menneskets seksualitet m.m. I vor legitime søgen efter svar på disse vor tids spørgsmål må vi ikke desto mindre respektere grænserne i mødet med emner, som står for Kirkens uforanderlige lære.
Sande reformer i Kirken er altid gået udfra den katolske lære baseret på guddommelig åbenbaring og autentisk tradition, for at forsvare den, udlægge den og oversætte den i troværdig praksis – ikke ved at give efter for tidsånden. Hvor flygtig tidsånden er, er noget vi må sande dagligt.
Den verdensomspændende synodale proces har affødt store forventninger. Vi håber alle på en fornyelse af det katolske liv og af Kirkens mission. Der består imidlertid en fare for, at vi – gennem procestænkning og strukturelle forandringer – ender med at gøre Kirken til et projekt, et objekt for vor egne handlinger. Den synodale proces forudsætter billedet af Kirkens som Guds folk på pilgrimsvandring. Det er indlysende, at et sådan folk må organiseres på en fornuftig måde.
Men ’Gudsfolket’ er kun ét blandt mange billeder, som Traditionen bruger for at beskrive Kirkens væsen. Skal vore synodale bære frugt må den beriges og retledes af disse andre dimensioner. Det synes os afgørende, at vi, netop på dette tidspunkt, sætter Kirkens sakramentale mysterium i centrum. Hvordan formår vi i dette øjeblik at betragte og opleve Kirken med forundring også som corpus mystericum, Kristi Brud og nådens Formidler? Kirken lader sig ikke kun definere som et synligt samfund. Kirkens står for fællesskabets mysterium: fællesskabet mellem menneskeheden og Den treenige Gud; fællesskabet blandt de troende; fællesskabet mellem de lokale kirker på verdensplan og Peters Efterfølger.
Det er vores erfaring, at katolikker som udgør og viderefører livet i vore sogne og kommuniteter er sig dette sakramentale mysterium intuitivt bevidst, men at de ikke nødvendigvis deltager i spørgeundersøgelser eller samtalegrupper. Lad os ikke glemme, inden for rammerne af den synodale proces, at lytte opmærksomt til deres vidnesbyrd.
Netop nu i en tid, hvor Europa gennem afgrundsdybe sprækker trues af splittelse, er det indlysende, at vi har brug for et højere kriterium for enhed. Kristus alene er vort håb! I hans navn er Kirken kaldet til at være ” den sikreste kim til enhed, håb og frelse for hele menneskeslægten” (Lumen Gentium, 9). Kun hvis vort kirkelige liv ad intra er rodfæstet i Kristus og ledes udfra hans åbenbarings fylde, vil vi være vort kald værdige. Vi kan næppe forvente en ny fylde af katolsk vitalitet gennem en forringelse af indholdet af vor tro.
Vi er overbeviste om, at Kirken i Tyskland midt i nutidens krise har mulighed for fornyelse. Kaldet til radikal omvendelse, ja til hellighed, rettes til os alle, akkurat som på evangeliets første dag. Vi er med taknemmelighed bevidste om de store tyske helgener og teologerne, som har beriget os på vidunderlig måde samt skaren af tyske missionærer, kvinder og mænd, udsendt i verden for ydmygt at virke i det skjulte. Vi er inderligt taknemmelige for de tyske katolikkers generøsitet, som på verdensplan har bidraget til at lindre lidelse og tillade vækst. Fra denne arv spirer vil frø af ny velsignelse spire den dag i dag.
Vi håber og beder derfor om, at troen som er blevet os overdraget, det nådige og forvandlende liv i Kristus, fortsat må sikre gennem Kirken, også i mødet med et samfund i voldsom forandring.
Vi ønsker Deres Excellence og alle vore medbrødre i Den tyske Bispekonference mod og håb til at bevare enheden. I denne store sag forbliver vi broderligt forbundne med Dem, og vi anbefaler tillidsfuldt Kirken i Tyskland til Marias, Kirkens Moders, forbøn.
Med de bedste ønsker om en velsignet fastetid,
Biskop Czeslaw Kozon, København, Formand
Anders Kardinal Arborelius OCD, Stockholm, Viceformand
Biskop Bernt Eidsvig Can.Reg, Oslo
Biskop David Tencer OFMCap, Reykjavik
Biskop Prelate Berislav Grgic, Tromsø
Biskop Prelate Erik Varden OCSO, Trondheim
P. Marco Pasinato, Administrator for bispedømmet Helsinki
Biskop Peter Bürcher, Biskop emeritus af Reykjavik
Biskop Teemu Sippo SCI, Biskop emeritus af Helsinki
Sr. Anna Mirijam Kaschner CPS, generalsekretær