Kære brødre og søstre,
Fastetidens fyrre dage bringer Kristi fyrre dage i ørkenen i erindringen. Dertil kommer, at i frelseshistorien markerer perioder af fyrre dages varighed stadier i Guds frelsesværk, som fortsætter den dag i dag. Hans første indgriben skete i Noas tid. Efter at have set den ondskab, mennesket havde skabt (1), underkastede Herren jorden en rensende dåb. ”Regnen faldt over jorden i fyrre dage og fyrre nætter” (2), og resultatet var en ny begyndelse.
Da Noa og hans slægt trådte ud i verden, der var blevet vasket ren, indgik Gud sin første pagt med alt kød. Han lovede, at en syndflod aldrig mere skulle ødelægge jorden, og befalede menneskene at være retfærdige, at tilbede Ham, at skabe fred og mangfoldiggøre sig. Vi er kaldede til at leve et velsignet liv her på jorden og glædes ved hinanden. Vi har et vidunderligt potentiale så længe vi ihukommer, hvem vi er: ”For i sit billede skabte Gud mennesket” (3). Vi er kaldede til at virkeliggøre dette billede gennem de valg, vi træffer her i livet. For at stadfæste sin pagt satte Gud et tegn på himlen: ”Jeg sætter min bue i skuerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden. Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, da husker jeg også min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende” (4).
Pagtens tegn, regnbuen, er i vor tid blevet symbolet på en politisk og kulturel bevægelse. Vi biskopper anerkender alle de ædle motiver i denne bevægelsen, og deler dem for så vidt, at de angår alle menneskers værdighed og deres længsel efter at blive set. Kirken fordømmer enhver form for uretfærdig forskelsbehandling, også med hensyn til køn eller orientering. Vi er imidlertid uenige, når bevægelsen fremfører et menneskesyn, der ignorerer personlighedens legemliggjorte integritet og det fysisk køn. Og vi protesterer, når børn påføres dette synspunkt som om det var en påviselig sandhed og ikke blot en dristig hypotese, som påtvinges dem som en tung byrde af selvbestemmelse, de ikke er parate til at håndtere. Det er mærkeligt: for vor meget kropsbevidste samfund tager faktisk let på kroppens betydning ved at nægter at se den som vigtig for ens identitet, idet den går ud fra, at det eneste af betydning for vores identitet er det, der formes af den subjektive selvopfattelse, hvor vi skaber os selv i vort eget billede.
Når vi bekender, at Gud har skabt os i sit eget billede, henviser dette ikke kun til sjælen, idet det på uforklarlig vis også er indlejret i legemet. For os kristne er legemet en integreret del af vor personlighed. Vi tror på kødets opstandelse og at ”vi skal alle forvandles” (5). Hvordan vores evige legeme vil se ud kan vi ikke forestille os. Men vi tror på bibelsk autoritet, baseret på traditionen, at sindets, sjælens og legemets enhed er skabt til at vare evigt. I evigheden kan vi genkendes som dem, vi er nu, men de konflikter, som fortsat hindrer en harmonisk udfoldelse af vort sande selv, vil da være løst.
”Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er” (6). Paulus måtte kæmpe med sig selv for at fremsige det i tro, ligesom vi ofte må gøre det. Vi er bevidste om alt det, vi ikke er; vi fokuserer på de gaver, vi ikke har modtaget, og på den kærlighed eller accept, som mangler i vort liv. Disse ting gør os triste, og vi forsøger at kompensere for dem, nogle gange på en god måde. Vejen til selvaccept går gennem et engagement med det virkelige. Vort livs realitet omfavner vore modsætninger og sår. Bibelen og helgenerne viser os, at ved nådens hjælp kan vore sår være kilde til helbredelse for os selv og for andre.
Guds billede indlejret i menneskets natur viser sig i komplementariteten mellem mand og kvinde. Mand og kvinde er skabt til hinanden; befalingen om at blive frugtbar afhænger af denne gensidighed, der helliggøres i den ægteskabelige forening. I Skriften bliver ægteskabet mellem mand og hustru et billede på Guds fællesskab med menneskene, der fuldkommengøres i Lammets bryllupsfest ved tidernes ende (7). Det betyder ikke, at en sådan forening er let eller smertefri for os. For nogle synes det at være en uladsiggørlig mulighed. Det kan nemlig være vanskeligt at integrerer de maskuline og feminine sider af os selv på en mere intim måde. Det anerkender Kirken og den ønsker derfor at omfavne og trøste alle, der oplever disse vanskeligheder.
Som jeres biskopper ønsker vi at understrege, at vi er her for alles skyld og for at ledsage alle. Længslen efter kærlighed og søgen efter seksuel integritet berører mennesket på en dyb måde. På dette område er vi sårbare, og der er derfor brug for tålmodighed langs vejen mod integritet og glæde. Der sker fx et kvantespring fra promiskuitet til troskab, uanset om det trofaste forhold helt lever op til den objektive orden i et sakramentalt velsignet ægteskab eller ej. Enhver søgen efter integritet fortjener respekt og opmuntring. Vækst i visdom og dydighed sker gradvist, og for at være frugtbar må denne vækst også have et mål. Som biskopper er det vores mission og opgave at pege mod den fredsommelige og livgivende vej, der går gennem Kristi befalinger og som er smal i begyndelse, men bredes efterhånden som vi går fremad. Vi ville svigte jer, hvis vi tilbød noget mindre; vi er ikke blevet ordineret for at prædike vore egne snævre forestillinger.
I Kirkens gæstfrie fællesskab er der plads til alle. Kirken, siger en gammel tekst, er ”Guds barmhjertighed, som kommer ned over menneskeheden” (8). Denne barmhjertighed udelukker ingen. Men den sætter et højt ideal. Idealet er beskrevet i budene, der hjælper os med at vokse ud af de alt for snævre forestillinger om os selv. Vi er kaldede til at blive nye kvinder og mænd. I os alle findes der elementer af kaos, som behøver at ordnes. Det sakramentale fællesskab forudsætter et sammenhængende og levende samtykke til pagtens betingelser, der er beseglet med Kristi blod. Omstændigheder kan gøre, at en katolik i en tid ikke kan modtage sakramenterne. Han eller hun ophører derfor ikke med at være medlem af Kirken. Erfaringerne af et indre eksil, der omfavnes i troen, kan føre os til en dybere følelse af et tilhørsforhold. Sådan sker det ofte med eksilerede personer i Skriften. Vi må alle begive os ud på en Exodos-vandring, men vi vandrer ikke alene.
Også i prøvelsestider er vi omgivet af Guds pagttegn. Det kalder os til at søge meningen med vor egen eksistens, ikke gennem fragmenter af regnbuens lys, men i den guddommelige kilde af fuldspektret lys, som stammer fra Gud og kalder os til at være som Ham. Som disciple af Kristus, der er Guds billede (9), kan vi ikke reducere regnbuens tegn til at være mindre end den livgivende pagt mellem Skaberen og skabningen. Gud har givet os ”store, dyrebare løfter, så [vi] ved dem kan […] få del i guddommelig natur” (10). Guds billede, der er indpræget i vort væsen, kalder på helliggørelse i Kristus. Enhver redegørelse for det menneskelige begær, som sætter barren lavere end dette, er utilstrækkelig fra et kristent synspunkt.
Nu er forestillingen om, hvad det vil sige at være menneske og dermed et seksuelt væsen, under forandring. Det, vi tager for givet i dag, afvises måske i morgen. Enhver, der satser meget på forbigående teorier, risikerer at blive frygteligt skuffet. Vi har alle brug for at have dybe rødder. Lad os derfor forsøge at tilegne os de grundlæggende principper i den kristne antropologi og samtidig række hånden ud i venskab og respekt mod dem, der føler sig fremmedgjort af dem. Vi skylder Herren, os selv og verden at gøre rede for, hvad vi tror på, og hvorfor det, vi tror på er sandt.
Mange forvirres over den traditionelle kristne seksuallære. Til dem vil vi gerne give et venligt råd. For det første: forsøg at lære Kristi kalden og løfter bedre at kende, gennem bibellæsning og bøn, gennem liturgien og studiet af hele Kirkens lære, og ikke kun gennem brudstykker hér og dér. Deltag i Kirkens liv. PÅ den måde udvides horisonten af de spørgsmål, du stiller, ligesom dit sind og hjerte vil udvides. For der andet skal du overveje de begrænsninger, der ligger i en ren verdslig diskurs om seksualitet. En sådan diskurs har brug for at beriges. Vi har brug for fyldestgørende udtryk for at kunne tale om disse vigtige ting. Vi kan yde et værdifuldt bidrag, når vi genfinder seksualitetens sakramentale karakter i Guds plan, den kristne kyskheds skønhed og venskabets glæde, der får os til at indse, at en storartet og befriende intimitet også findes i ikke-seksuelle relationer.
Pointen i Kirkens lære er ikke at begrænse kærligheden, men at muliggøre den. I slutningen af forordet gentager Den katolske Kirkes Katekismus en passage fra Den romerske Katekismus fra 1556: ”Hele meningen med troslæren og sin egen forordning angiver Kærligheden, som aldrig får ende. For hvad enten det drejer sig om at gøre rede for det, vi skal tro, eller det, vi skal håbe på, eller hvorledes vi skal handle, så skal man altid lade vor Herres Kærlighed komme klart frem i lyset, så alle forstår, at enhver sandt kristen moralsk handling ikke har nogen anden oprindelse end Kærligheden og ikke noget andet mål end Kærligheden” (11). I kraft af denne kærlighed blev verden skabt og vor natur dannet. Denne kærlighed blev åbenbaret ved Kristi eksempel, undervisning, frelsende lidelse og død. Den er bekræftet i hans glorværdige opstandelse, som vi vil fejre fuld af glæde i påsketidens halvtreds dage. Må vore katolske samfund, som er så mangfoldige og farverige, vidne om denne kærlighed i sandhed.
+Czeslaw Kozon, København — Praeses
+Anders Cardinal Arborelius OCD, Stockholm
+Peter Bürcher, Emeritus Reykjavik
+Bernt Eidsvig Can. Reg., Oslo
+Berislav Grgić, Tromsø
P. Marco Pasinato, Ap. Adm, Helsinki
+David Tencer OFMCap, Reykjavik
+Erik Varden OCSO, Trondheim
_______________________________________________
1) 1 Mos 6,5
2) 1 Mos 7,12
3) 1 Mos 9,6
4) 1 Mos 9,13.16.
5) 1 Kor 15,51
6) 1 Kor 15,10
7) Åb 19,6
8) Fra det 4. årh. syriske midrash ‘The Cave of Treasures’
9) Kol 1,15
10) 2 Pet 1,4
11) Den katolske Kirkes Katekismus nr. 25; jf Den romerske Katekismus, forord 10; jf 1 Kor 13,8