Tre ud af fire ukrainere betegner sig som ortodokse. Katolikkerne er i mindretal, men de indtager en vigtig plads i landet. Den kirkelige situation i Ukraine befinder sig i en spændende forandringsproces.
I det 8. århundrede blev Kyiv centrum for en sammenslutning af østslaviske stammer, kaldet rus’erne. I det 9. århundrede, længe før Moskva eksisterede, sendte Konstantinopel missionærer ud. Da rus’erne blev tvunget til at flytte sit tyngdepunkt nordpå af den mongolske invasion, var dens indbyggere allerede kristne efter østlig eller byzantinsk ritus. Med tiden fik Moskva stigende politisk og religiøs betydning, og da det russiske imperium udvidede sit styre til Ukraine i det 17. århundrede, blev Kirken i Ukraine underlagt patriarken i Moskva.
I år 1596 – da store dele af det nuværende Ukraine var en del af det polsk-litauiske rige – indgik nogle ortodokse biskopper en underkastelsesaftale med Rom. Den såkaldte Brest-union havde også politiske årsager, da man håbede, at tilhørsforholdet til Den katolske Kirke i Polen ville give beskyttelse mod osmannerne og russerne. Imidlertid blev unionen afvist af flertallet af de ortodokse biskopper, hvilket øgede splittelsen og vreden, og resulterede i martyrdøden på begge sider. Det, som den ene part i konflikten fejrede som en genvunden enhed med Rom, opfattede den anden side som en trojansk hest. Betegnelsen ’unerede’ bruges derfor ofte som et skældsord i økumeniske sammenhænge den dag i dag.
Når vi i dag taler om ’Kirken i Ukraine’ taler vi i virkeligheden om fire kirker: to ortodokse og to katolske kirker.
To ortodokse kirker
Den ortodokse Kirke i Ukraine blev for første gang splittet i 1921 ved dannelsen af en autokefal, selvstyrende kirke. Selv om det var forbudt i Sovjetunionen, overlevede det i USA. Efter Ukraines genfødsel som en uafhængig stat i 1991, og i protest mod Moskva-patriarkatets samarbejde med regimet i Moskva under kommunismen, erklærede lederen af Den ukrainske Kirke Kirken for selvstændig på trods af voldsomme protester fra Moskva, og i 2018 lykkedes det at forene den med den tidligere USA-baserede autokefale kirke. Da det nye Kyiv-patriarkat i 2018 blev anerkendt af det økumeniske patriarkat i Konstantinopel (’Moderkirken’), blev skismaet mellem Konstantinopel og Moskva beseglet. Striden om, hvilket patriarkat der kunne gøre krav på hvilke kirkebygninger i Ukraine, brød ud og er stadig uløst.
Ruslands krig mod Ukraine har nu fået selv hidtil loyale tilhængere af Moskva-patriarkatet til i stigende grad at nærme sig Kyiv-patriarkatet. Den ukrainske stat har erklæret, at den Moskva-tro kirke i Ukraine ikke længere må kalde sig ’ukrainsk kirke’, men kun ’russisk kirke’.
Den ukrainske græske-katolske Kirke
De to katolske kirker er begge forenet med Rom og med hinanden. Af Ukraines fem og en halv millioner katolikker (ud af en befolkning på over fyrre million) tilhører kun 10% den latinske ritus, resten den græske-katolske ritus. De spændinger, der har eksisteret mellem dem (og til dels stadig eksisterer), har også historiske årsager.
Den ukrainske græske-katolske Kirke er hovedsageligt koncentreret i det vestlige Ukraine, hvor den i nogle områder (Galicien) endda udgør flertallet af Kirken. Fra 1947 til 1989 var den forbudt, og dens ejendom blev overdraget til Den russiske-ortodokse Kirke. Efter Sovjetunionens fald vendte mange troende i det vestlige Ukraine tilbage til Den græske-katolske Kirke, ofte med henvisning til, at deres familier var blevet tvunget til at blive russiske-ortodokse under kommunisttiden. I det centrale og østlige Ukraine udgør Den græske-katolske Kirkes troende en lille mindretal på knap én procent. I alt har Den græske-katolske Kirke omkring 3.600 sogne. Kirkens overhoved, storærkebiskop Svyatoslav Shevchuk, tituleres ofte patriark af sine troende, hvilket Vatikanet hidtil har valgt at ignorere af økumeniske hensyn.
Håb om unik genforening
Det var en kontroversiel gestus af stor symbolsk betydning, at den daværende ’patriark’ i 2005 flyttede sit sæde fra Lviv til Kyiv, og dermed gjorde det klart, at Den græske-katolske Kirke har krav på at eksistere i hele landet, også hvor der tidligere kun havde eksisteret Den ortodokse Kirke. Flytningen løste også det problem, at der i Lviv tidligere havde været både en romersk-katolsk og en græsk-katolsk ’storærkebiskop’. Rivaliseringen mellem de to kirker var til tider meget tydelig i Lviv.
Den græske-katolske Kirke, som kommunisterne officielt havde udslettet, overlevede som undergrundskirke. Forfølgelsen under det kommunistiske regime med et stort antal martyrer til følge, har givet Kirken en troværdighed, som også er tydelig i den krig som Rusland fører mod Ukraine. Efterhånden som flere og flere ortodokse kristne i landet, selv om de er russisktalende, tager afstand fra Den russiske-ortodokse Kirke, er mange begyndt at nære det dristige håb, at ortodokse og græske-katolske kristne inden for en overskuelig fremtid vil forene sig og danne en ukrainsk Kirke efter byzantinsk ritus, der er anerkendt af både paven i Rom og den økumeniske patriark i Konstantinopel.
Livskraftig genopbygning
Den ukrainske græske-katolske Kirke har i dag mange kald. Præsteuddannelsen finder sted i Ukraine, men også i udlandet. Gennem sit lange eksil har Kirken i dag et veludviklet internationalt netværk at trække på. Især de amerikanske og de tyske katolikker har med organisationer som Renovabis og den pavelige stiftelse Aid to the Church in Need bidraget til Kirkens hurtige genopbygning og udvidelse.
Internationalt anerkendte institutioner som fx det ukrainske katolske universitet i Lviv, der blev grundlagt i 2002, producerer veluddannede lægfolk. Det græske-katolske Caritas Ukraine adskiller sig sammen med sin meget mindre romerske-katolske pendant Caritas Spes Den katolske Kirke fra en ortodoks tradition, hvor sociale problemer stadig primært betragtes som statens opgave.
Hvorfor ’græsk’ og ikke ’ukrainsk’?
Da Romerriget i det 4. århundrede blev delt i en østlig og en vestlig del, voksede Kirken i disse to riter også fra hinanden, indtil man i begyndelsen af det 11. århundrede kunne konstatere en splittelse mellem Den østlige Kirke (= Den ortodokse Kirke eller ’grækere’) og Den vestlige Kirke (= Den katolske Kirke eller ’latinere’); en tragisk begivenhed, da Kirken skulle være både ortodoks (ret lære, ret gudstjeneste) og katolsk (universel, altomfattende).
For de bispedømmer, der har ’unerede’ med Rom, har det været vigtigt at bevare deres ’græske’ traditioner med hensyn til teologi, kanonisk ret og liturgi. Man følger den byzantinske gudstjenesteordning og anvender både kirkeslavisk og ukrainsk som liturgisk sprog.
Den romerske-katolske Kirke i Ukraine
Den katolske Kirke af latinske ritus, som mange ukrainere fejlagtigt betragter som ’Den polske Kirke’, har syv bispedømmer i landet og udgør omkring én million troende. Præster uddannes på tre seminarer i landet eller i udlandet, og lægfolk ved teologiske institutter i Kyiv og Lviv. Bispekonferencens formand er ærkebiskop Mirczyslaw Mokrzycki, som tidligere har været privatsekretær for både Johannes Paul II og Benedikt XVI.
Tekst: Pater Stefan Dartmann SJ