Hvad har disse tre ting med hinanden at gøre? Rigtig meget! I 1994 udsendte pave Johannes Paul II en apostolsk skrivelse: Tertio Millenio Adveniente (Det tredje årtusind er på vej). I 2001 udsendte samme pave en ny apostolsk skrivelse: Novo Millenio Ineunte (Ved indgangen til det nye årtusind).
Hvad var formålet med disse to skrivelser? Ganske enkelt: at føre Kirken ud af det andet årtusind og ind i det tredje årtusind. Paven følte, at det var hans opgave som Kirkens hyrde at føre Kirken ind i det tredje årtusind. Var der grund til at påtage sig en sådan opgave? Han forklarer det selv sådan: 2. Vatikankoncil (1962-65) ser han som Helligåndens forberedelse af Kirken til en ny tidsalder. Han lægger megen vægt på denne betydning af koncilet og begrunder det også. Her kan vi så allerede spørge os selv: Hvordan opfatter vi koncilet? Og hvor mange har læst blot nogle af dokumenterne, endsige studeret dem til bunds? Det er heller ikke engang sikkert, at studiet af dette koncil indtager en primær rolle på de teologiske institutioner. Men for paverne, Johannes XXIII, Paul VI, Johannes Paul II og Benedikt XVI, var det en skelsættende begivenhed i Kirkens liv. Jeg har selv haft den lykke at være i Rom under det meste af koncilet på grund af mine studier og kunne således følge med i kulisserne. For mig og biskop Hans, der også studerede i Rom, blev det en hjertesag, at implementere koncilet i vores lokale katolske Kirke. Biskop Hans blev som bekendt udnævnt til biskop inden koncilets sidste samling (han var Kirkens yngste biskop).
Kirkens aggiornamento
For at forstå koncilets betydning skal man huske på pave Johannes XXIII’s opstart. Koncilet skulle være Kirkens aggiornamento. Det skulle gøre Kirken ajour med den nye tid. Det blev spontant mistolket således, at Kirken skulle tilpasse sig den moderne verden. Alene denne udbredte mistolkning er tankevækkende. Nej, pavens intention var at gøre Kirken i stand til at udfylde sin opgave i den nye tidsalder. Koncilet skulle altså lave en reform. Paven så ganske klart, at Kirken i den tilstand, den var i, ikke ville kunne udføre den mission, Kristus har givet den: ”Gå ud og gør alle folkeslag til mine disciple” (Matt 28,19). Samme pave talte derfor også om ”en ny pinse” og formulerede en bøn, der begynder således: ”Guddommelige Ånd, forny i vor tid dine undere som i en ny pinse […]”. Man kan næsten sige, at tanken med koncilet var, at Kirken skulle blive fornyet ved Helligånden i lighed med det, der skete ved den første pinse. Paven opfordrede alle katolikker til at bede denne bøn, ligesom Apostlene, Maria og de første disciple forberedte sig til at modtage Helligånden pinsedag i intensiv bøn (ApG 1,14). Bønnen findes i Bønnebog (721). Hvor mange beder denne bøn om en ny Pinse?
Pave Johannes XXIII så med et skarpt blik, at det Kirken havde brug for for at kunne opfylde Kristi befaling, var intet mindre end en ny pinse, altså en slags ny begyndelse. Det stiller et alvorligt spørgsmål? Havde pinsens ånd da forladt Kirken, så den måtte komme tilbage? Ja og nej. Naturligvis kan Helligånden aldrig forlade Kirken. Den er Kirkens sjæl, som kirkefædrene udtrykte det. Men på den anden side kan vi mennesker i Kirken begrænse Helligåndens nærvær og aktivitet, fordi der er tale om et samarbejde, hvor Helligånden aldrig tvinger os. Det betyder, at denne hellige pave var kommet til den overbevisning, at Helligånden ikke spillede den store rolle i dagens Kirke og i de enkelte katolikkers liv. Det samme indså pave Leo XIII i slutningen af 18-hundredetallet og skrev derfor den første samlede læreskrivelse i Kirkens historie om Helligånden (1897). Men det hjalp tilsyneladende ikke ret meget. Der skulle gå det meste af et århundrede, før en ny pave indså det samme: Helligånden spiller ikke den store rolle, ja hovedrollen, i Den katolske Kirkes vestlige tradition (det er anderledes i Østkirken). Man kan jo blot spørge sine trosfæller, hvem Helligånden er, og hvad han gør. Man taler i dag nok lidt mere om Helligånden end før, men kender man ham virkelig? Det var formålet med koncilet: at give plads for Helligåndens undervisning om, hvad det vil sige at være Kristi Kirke. Det er netop det, pave Johannes Paul II så og understreger i sine skrivelser. Koncilets måske vigtigste dokument er konstitutionen om Kirken, hvor biskopperne stillede sig som opgave ved Helligåndens hjælp at besinde sig på, hvad det vil sige at være Kirke. I dette dokument siges der så meget nyt og på en ny måde om Kirkens væsen, at det kan forekomme at være en revolution. Jeg skal slet ikke gå i detaljer, da det vil ganske overskrider den plads, der er til rådighed. Men læs selv teksten, den er oversat til dansk. Men det er ikke mindst den tekst, pave Johannes Paul II lægger til grund for, hvordan Kirken skal være i 3. årtusind.
Den, der har øre, skal høre
Biskop Czeslaw har op til pinse i år opfordret alle til at bede en novene til Helligånden. Han skriver bl.a. ”Vi har alle brug for Helligåndens gaver, som vi har modtaget, hvis vi er blevet firmet, men også for at få dem genvakt, hvis vi har ladet dem ligge ubrugte”. Det er det samme budskab, som de her nævnte paver også har givet. Bagved en sådan opfordring ligger der, lad os være ærlig, en konstatering af, at der virkelig er noget Kirken og de enkelte kristne mangler, og som vi indtrængende må bede om.
Her kommer så Corona problematikken ind i billedet. I de syv breve i Johannes Åbenbaring, som Kristus har dikteret, står der til slut i hvert brev: ”Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne (dvs. Kirken)”. Kristus siger altså direkte, at Helligånden ned gennem alle tider vil tale til enhver og til Kirken og tyde tidens tegn, så vi kan forholde os rigtigt til begivenhederne. Altså: Vil Ånden sige noget til os i dag, hvor kirkerne i bogstavelig forstand har været lukket ned? Jeg kender ikke mange, der overhovedet har stillet det spørgsmål. Med andre ord, Helligånden har ikke kunnet komme til orde i Kirken. Det illustrerer således sandheden i pavernes bekymring. Jeg vil ikke her prøve at forklare, hvad Helligånden vil sige, men kun antyde, at det netop illustrerer, at vi som Kirke er døve. Vores chance i denne tid er primært at fokusere på substansen i vores tro og det at være Kirke (også adgangen til sakramenterne er jo stærkt begrænset) og ikke på det ydre, hvor rigtigt, det måtte være. Altså i en vis forstand at begynde forfra som Kirke og som personlig kristen. Corona krisen har Gud villet for at konfrontere os med det væsentlige, både i samfundet og i Kirken, så vi ikke kommer tilbage til det gamle, som på så mange måder enten var helt forkert eller usundt – både i Kirken og i samfundet.
Nyevangelisering
Her kommer så et andet begreb ind i billedet, som pave Johannes Paul II har skabt: Nyevangelisering. Ny pinse – nyevangelisering. Jamen, hvad mener han med dette nye ord? At evangelisere betyder, at forkynde det glade budskab om Jesus for alle folkeslag. Men hvad betyder så ’nyevangelisering’? Ganske enkelt: At også de gamle kristne og katolske lande skal høre evangeliet forfra, som om de aldrig har hørt det før. Altså genopdage deres tro, deres personlige forhold til Gud. Kirken vil kun blive virkelig fornyet ved en ny pinse, hvis alle kristne bliver grundlæggende fornyet i troen. Nu er det faktisk katolsk lære, at den, der giver mennesket troen, er Helligånden: ”Når Talsmanden kommer […] skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen” (Joh 15,26-27). Det er evangelisering. Når vi vidner sammen med Helligånden overfor mennesker, opstår troen, hvis de er åbne for det dobbelte vidnesbyrd. Grunden for dette samarbejde mellem Helligånden og os i evangeliseringens tjeneste er lagt i firmelsens sakramente. Et Helligåndens sakramente, som heller ikke rigtig er forstået. Der er en direkte forbindelse mellem den første pinse og det, vi kalder firmelsens sakramente. Ikke blot apostlene, men alle de øvrige disciple (ca. 120) modtog Helligånden pinsedag for at gå ud i hele verden og forkynde evangeliet.
Der tegner sig således følgende billede: Kirken skal ind i et nyt årtusind, der på så mange måder er meget forskelligt fra de to første årtusinder, hvor Kirken har udviklet sig i den nuværende skikkelse. En profetisk pave, Johannes XXIII, indså, at Kirken i denne skikkelse ikke ville kunne udføre den opgave, Kristus har betroet den, bl.a. fordi den i megen høj grad havde tilpasset sig samfundet ned gennem tiderne og var en tro kopi af det og ikke et alternativt guddommeligt samfund. Nøgleordene, for at Kirken kan komme videre, er en ny pinse og en nyevangelisering. 2020 markerer for verden (ja, for hele verden) og for Kirken et skift. Naturligvis har Gud i allerhøjeste grad haft en finger med i spillet. Nu er altså spørgsmålet: Hvad vil Helligånden sige til kirkerne? Det vil jeg overlade til læserne selv at indse, hvis de har åndelige ”øre at høre med” (jf ovenfor). Bare den forfærdelige kendsgerning, at Kirken i to tusind år har været splittet fra øst til vest og fra nord til syd, viser hvor ulydige vi alle har været overfor Helligånden, enhedens og kærlighedens ånd. Paulus skriver til Efeserne: ”Jeg formaner jer […] til at leve, så det svarer til det kald, I fik […] og stræber efter at fastholde Åndens enhed […] ét legeme (én Kirke) og én Ånd” (4,1-4a).
Tekst: Pastor Lars Messerschmidt