Pave Frans' budskab til Verdensdagen for de Fattige, søndag den 19. november 2023, 33. alm. søndag
1. Denne syvende årlige Verdensdag for de Fattige er et frugtbart tegn på Faderens barmhjertighed og en støtte til livet i vore menigheder. I takt med, at fejringen forankres i Kirkens pastorale liv, giver den os mulighed for at genopdage evangeliets hjerte. Vor daglige indsats med at byde de fattige velkommen er ikke alene nok. En flod af fattigdom strømmer ind over vore byer og svulmer op til det punkt, hvor den flyder over; den synes at overvælde os – så stort er behovet hos de af vore brødre og søstre, som beder om vores hjælp, støtte og solidaritet. Derfor samles vi søndagen inden Festen for Jesus Kristus, Universets Konge, omkring hans bord for atter at modtage hans gave og styrke til at kunne leve et liv i fattigdom og tjene de fattige.
”Du må aldrig vende dit ansigt bort fra den fattige” (Tob 4,7). Disse ord hjælper os til at forstå essensen af vort vidnesbyrd. Ved at reflektere over Tobits Bog – en af Det Gamle Testamentes mindre kendte tekster, charmerende og fuld af visdom – lærer vi bedre at forstå forfatterens budskab. Vi befinder os midt i en scene fra familielivet: faderen Tobit omfavner sin søn Tobias, som skal ud på en lang rejse. Den ældre Tobit frygter, at han aldrig får sin søn at se igen, og giver ham derfor sit ’åndelige testamente’. Tobit blev i sin tid deporteret til Nineve og er nu blind, og dermed fattig i dobbelt forstand. Men han er sikker på én ting: ”Herren har været mig god”. Som en gudfrygtig mand og en god far ønsker han ikke bare at efterlade sin søn materiel rigdom, men også komme med et vidnesbyrd om den rette vej her i livet. Derfor siger han til Tobias: ”Så længe du lever, min dreng, skal du have Herren i dine tanker og ikke lade dig forlede til at synde eller overtræde hans bud. Du skal handle retfærdigt, så længe du lever, og ikke vandre ad urettens veje” (4,5).
2. Vi ser straks, at det, den ældre Tobit beder sin søn om, ikke kun handler om at tænke på Gud og påkalde ham i bøn. Tobias taler om at gøre konkrete ting, udføre gode gerninger og udøve retfærdighed. Han siger det endnu tydeligere: ”Alle, der handler retfærdigt, skal du give almisse af det, du ejer, og du må vende dit ansigt bort fra den fattige” (4,7).
Denne kloge gamle mands ord får os til at stoppe op og reflektere. Vi mindes om, at Tobit mistede synet efter at have udført en barmhjertighedsgerning. Som han fortæller os, viede han fra ungdommen af sit liv til velgørenhed: ”Jeg […] har fulgt sandheds oh retfærdigheds veje hele mit liv og gjort mange velgerninger mod mine brødre og landsmænd, der sammen med mig måtte drage til Nineve i Assyrien som krigsfanger. […] Brød gav jeg til dem, der sultede, og klæder til dem, der var nøgne. Og når jeg så liget af en af mine landsmænd slængt hen uden for Nineves mur, begravede jeg ham” (1.3.17).
På grund af denne næstekærlige handling fratog kongen Tobit alt hans gods og henvist ham til den yderste fattigdom. Alligevel havde Herren brug for Tobit, og da han genvandt stillingen som embedsmand, fortsatte han frimodigt med at gøre som tidligere. Lad os lytte til hans historie, som også har noget at sige til os i dag. ”I pinsen – den af vore højtider, som kaldes ugefesten – blev der holdt en fin middag for mig, og jeg satte mig til bords. Da der blev dækket op for mig med de mange herlige retter, sagde jeg til min søn Tobias: ’Min dreng, gå ud og se, om du blandt vore landsmænd, der er i fangenskab i Nineve, kan finde en fattig, der altid har Herren i sine tanker. Ham skal du føre herhen, så han kan spise sammen med mig. Jeg venter på dig, min dreng, til du kommer tilbage’” (2,1-2). Hvor meningsfuldt er det ikke, hvis Tobits bekymring om de fattige også blev vores! Hvis vi inviterede nogen til vores søndagsfrokost efter at have deltaget i det eukaristiske bord, ville eukaristien, vi netop havde fejret, blive et virkeligt tegn på fællesskab. Hvis det er rigtigt, at vi ved Herrens alter er bevidste om at vi er hinandens brødre og søstre, hvor meget mere synligt ville vores fællesskab så ikke være, hvis vi delte vores festmåltid med de fattige!
Tobias gjorde, som hans far havde sagt, men vendte hjem til nyheden om at en stakkels mand lå kvalt og efterladt på torvet. Uden tøven rejste Tobit sig fra bordet og gik hen for at begrave manden. Da han udmattet vendte hjem, faldt han i søvn på gårdspladsen; nogle fugleklatter faldt ned i hans øjne og han blev blind (jf 2,1-10). Men skæbnens ironi vil, at ingen god gerning forbliver ubemærket! Det fristes vi til at tro, men troen lærer os at gå dybere. Tobits blindhed skulle vise sig at blive hans styrke, så han endnu tydeligere kunne se de mange former for fattigdom omkring sig. Med tiden gav Herren ham synet igen og glæden ved atter at se sin søn Tobias. Da det skete, faldt Tobit sin søn om halsen, græd og sagde: ”Jeg kan se dig, mit barn, du mine øjnes lys!” Og han fortsatte: ”Lovet være Gud, lovet være hans store navn! Lovet være alle hans hellige engle, måtte hans store navn være med os, lovet være alle englene i al evighed; for han har tugtet mig, men nu kan jeg se min søn Tobias” (11,13-14).
3. Vi kan spørge, hvorfra Tobit fik modet og den indre styrke til at tjene Gud midt blandt hedninge og elske sin næste så højt, at han risikerede sit eget liv. Historien om Tobit er beundringsværdig: Han var en trofast ægtemand og en omsorgsfuld far, men blev deporteret langt væk fra sit hjemland, hvor han led uretfærdigt, blev forfulgt af kongen og mishandlet af sine naboer. Selvom han var et godt menneske, blev han udsat for prøvelser. Som skrifterne ofte lærer os, skåner Gud ikke de retfærdige for prøvelser. Men hvorfor? Det er ikke for at gøre os til skamme, men for at styrke vor tro på ham.
Tobit opdager midt i sine prøvelser sin egen fattigdom, hvilket gør ham i stand til at genkende andre fattige. Han er tro imod Guds lov og holder budene, men det er ikke nok for ham. Han udviser praktisk omsorg for de fattige fordi han personligt har oplevet, hvad det vil sige at være fattig. Hans råd til Tobias er derfor hans sande testamente: ”Du må aldrig vende dit ansigt bort fra den fattige” (4,7). Kort sagt, når vi møder en fattig person, må vi ikke se væk, for det forhindrer os i at møde Vorherre Jesu ansigt. Lad os nøje overveje Tobits ord: ”fra enhver, der er fattig”. Alle mennesker er vores næste uanset hudfarve, sociale status, oprindelsesland; hvis jeg selv er fattig, kan jeg genkende mine trængende brødre eller søstre. Vi er kaldede til at anerkende enhver fattig person og alle former for fattigdom, og give slip på den ligegyldighed og de banale undskyldninger, vi bruger for at beskytte vores illusoriske magelighed.
4. Vi lever i en tid, der ikke er særlig følsom overfor de fattiges behov. Presset for at leve en ekstravagant livsstil vokser, mens de fattiges røst ofte overhøres. Vi har tendens til at lukke øjnene for alt det, der afviger fra den livsstil, de yngre generationer – som er de mest sårbare overfor tidens kulturelle forandringer – opdrages med. Vi ser væk fra alt det, der er ubehageligt eller forårsager lidelse, og ophøjer sanselige kvaliteter som var de livets egentlige formål. Den virtuelle virkelighed overhaler det virkelige liv, og de to verdener smelter mere og mere sammen. De fattige bliver som et videoklip, der måske påvirker os et kort øjeblik, men når vi møder dem i kød og blod på gaderne, irriteres vi og kigger væk. Hastværk, den efterhånden daglige følgesvend i vort liv, forhindrer os i at stoppe op og hjælpe andre. Lignelsen om den barmhjertige samaritaner (jf Luk 10,25-37) er ikke blot en historie fra fortiden; den udfordrer os fortsat i vor hverdag. Det er let at uddelegere næstekærlighed til andre, men alle kristne er kaldede til personligt at engagere sig.
5. Lad os takke Vorherre for, at mange mænd og kvinder helliger sig de fattige og udstødte; personer i alle aldre og social status viser forståelse for og villighed til at hjælpe marginaliserede og lidende. De er ikke superhelte, men vores ’naboer’, helt almindelige mennesker, der i det stille gør sig fattige med de fattige. De gør mere end blot at give almisser: de lytter, de engagerer sig, de forsøger at forstå og tackle vanskelige situationer og deres årsager. De tænker ikke kun på deres materielle behov, men også på de åndelige behov, og de arbejder for at hjælpe den enkelte på en helhedsorienteret måde. Guds rige bliver nærværende og synlig i deres generøse og uselviske tjeneste; ligesom frøet, der falder i god jord, slår deres arbejde rod i deres eget liv og bærer rig frugt (jf Luk 8,4-15). Vores taknemmelighed over for disse mange frivillige kommer til udtryk i bønnen om, at deres vidnesbyrd må bære stadig mere frugt.
6. På denne 60-årsdag for rundskrivelsen Pacem in Terris gør vi klogt i at huske pave Johannes XXIII’s ord: ”Ethvert menneske har retten til livet, til legemlig integritet og til de midler, der er nødvendige for en værdig livsudfoldelse. Det vil i første omgang sige mad, klæder, bolig, ferie, læge-bistand og den påkrævede sociale hjælp. Et menneske har derfor ret til at blive støttet i tilfælde af sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom, arbejdsløshed og alle andre tilfælde, hvor det uden egen skyld er berøvet midlerne til at opretholde livet” (nr. 11).
Der er stadig meget, der kan gøres, for at dette bliver til virkelighed, ikke mindst gennem et ægte og effektivt engagement fra de politiske lederes og lovgivernes side! På trods af politikkens mange begrænsningerne, og til tider fiaskoer, når det handler om at skelne mellem og tjene det fælles bedste, må solidaritetens og subsidiaritetens ånd fortsætte med at vokse blandt de borgere, der tror på værdien af et frivilligt engagement med at tjene de fattige. Der er helt sikkert behov for at opfordre og endda presse de offentlige institutioner til at forvalte deres opgaver på ordentligt vis, men det nytter ikke at vente passivt på at modtage alt ’fra oven’. De, der lever i fattigdom, må også involveres og ledsages i en proces af forandring og ansvar.
7. Desuden må vi endnu en gang anerkende de nye former for fattigdom – udover dem, vi allerede har beskrevet. Her tænker jeg især på dem, der er fanget i krigssituationer, og især børn, der er frarøvet en stabil nutid og en værdig fremtid. Vi må aldrig vænne os til sådanne situationer. Lad os holde fast i bestræbelserne på at fremme freden som Den opstandne Herres gave, og frugten af forpligtelsen til retfærdighed og dialog.
Vi kan heller ikke ignorere de former for spekulation i de forskellige sektorer, som skaber store prisstigninger, hvilket yderligere forarmer mange familier. Disse familiers indtægter opbruges hurtigt og de tvinges til at yde ofre, der kompromitterer enhver persons værdighed. Hvis en familie er nødt til at vælge mellem mad og lægehjælp, er vi nødt til at lytte til dem, der forsvarer retten til begge goder i den menneskelige værdigheds navn.
Hvordan undgår vi at bemærke den etiske forvirring, der hersker i arbejdsverdenen? Den umenneskelige behandling, som mange mandlige og kvindelige arbejdere bliver udsat for; en utilstrækkelig løn for udført arbejde; jobusikkerhedens svøbe; de alt for mange arbejdsrelaterede dødsfald, som ofte skyldes en mentalitet af hurtig profit fremfor en sikker arbejdsplads [...] Vi mindes om Johannes Paul II’s insisteren på, at ”det primære grundlag for arbejdets værdi er mennesket selv [...] Hvor sandt det end er, at mennesket er bestemt til at arbejde og kaldet til det, så er arbejdet først og fremmest til ’for mennesket’ og ikke mennesket til ’for arbejdet’” (Laborem Exercens, 6).
8. Denne liste, som i sig selv er dybt bekymrende, forklarer kun delvist situationer med fattigdom, som nu er blevet en del af vores hverdag. Jeg kan ikke undlade at nævne den stadig mere åbenlyse form for fattigdom, som rammer unge mennesker. Hvor meget frustration og hvor mange selvmord knytter sig ikke de illusioner, som skabes af en kultur, der får unge mennesker til at føle sig som ’tabere’ og ’ikke gode til noget’. Lad os hjælpe dem med at overvinde disse skadelige påvirkninger og hjælpe dem til at blive selvsikre og generøse unge mænd og kvinder.
Når vi taler om de fattige, er det let at forfalde til retoriske overdrivelser. Det er også en skjult fristelse til at forblive på det statistiske og talmæssige plan. De fattige er personer; de har ansigter, historier, hjerter og sjæle. De er vores brødre og søstre, de har gode og dårlige sider ligesom os andre, og det er vigtigt at vi indgår i personlige relationer med dem.
Tobits Bog lærer os at være realistiske og praktiske i alt, hvad vi gør for og med de fattige. Det er et spørgsmål om retfærdighed; det kræver, at vi opsøger og finder hinanden, så vi fremmer en nødvendig harmoni for at fællesskabet kan trives. Omsorgen for de fattige er mere end blot et spørgsmål om hurtig uddeling af penge; den kræver, at vi genetablerer de retfærdige, mellemmenneskelige relationer, som fattigdom ødelægger. Således vil vi ”ikke vende ansigtet bort fra den fattige”, men nyde godt af den barmhjertighed og næstekærlighed, der giver vort kristne liv mening og værdi.
9. Må vores omsorg for de fattige altid være præget af en evangelisk virkelighedssans. Vores delen bør opfylde den andens konkrete behov snarere end bare at være et middel til at befri os selv for overflødige goder. Også her har vi brug for Åndens dømmekraft, så vi genkender vore brødres og søstres virkelige behov, og ikke egne personlige drømme og forhåbninger. De fattige har brug for vores menneskelighed og vores hjerte, som er åbent for kærligheden. Må vi aldrig glemme, at ”vi er kaldede til at opdage Kristus i dem, at lægge stemme til deres anliggender, men også til at være deres venner, lytte til dem, forstå dem og at tage den hemmelighedsfulde visdom til os, som Gud vil formidle til os gennem dem” (Evangelii Gaudium, 198). Troen lærer os, at enhver fattig er en søn eller datter af Gud, og at Kristus er til stede i dem. ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matt 25,40).
10. I år er det 150 år siden den hellige Thérèse af Jesusbarnet blev født. I hendes selvbiografi ’En sjæls Historie’ fortæller hun os: ”Jeg har indset, at fuldkommen næstekærlighed betyder at bære over med andre menneskers fejl, ikke at blive overrasket over deres fejl, at blive opbygget af de mindste dydige handlinger, som vi ser udøvet. Men frem for alt har jeg indset, at næstekærlighed ikke må forblive låst inde i hjertets dyb: ’Ingen’, siger Jesus, ’tænder et lys for at sætte det under en skæppe, men sætter det på en stage, så det kan give lys til alle i huset’. For mig repræsenterer dette lys den næstekærlighed, der skal give lys og glæde ikke kun til dem, der står mig nærmest, men til alle i huset, ingen undtagen”.
I dette vores hus, der er verden, har alle ret til at opleve næstekærlighedens lys; ingen må berøves det. Måtte den hellige Thérèses urokkelige kærlighed berøre vore hjerter på denne Verdensdag for de Fattige og hjælpe os til ikke at ”vende vort ansigt bort fra den fattige”, men altid holde det fokuseret på Jesu Kristi, vor Herres, menneskelige og guddommelige ansigt.
Rom, givet i Laterankirken, 13. juni 2023, på festdagen for Sankt Antonius af Padova, de fattiges skytshelgen.
FRANS