Familiernes verdensmøde åbner i Rom

Det tiende verdensmøde for familierne fejres i disse dage både i Rom og rundt om i verden. Foto fra Verdensmødet for familierne i 2018, der blev afholdt i Irland. Foto: Vatikanets medier.

I dagene 22.-26. juni 2022 fejres det tiende verdensmøde for familierne i Rom – og samtidig rundt om i verden – under temaet ’Familiekærlighed – et kald og en vej til hellighed’.

Det tiende verdensmøde fejres i Rom i forbindelse med 6-års dagen for offentliggørelsen af pave Frans’ rundskrivelse til familien, Amoris Laetitia (Kærlighedens glæde), og 4-års dagen for hans rundskrivelse Gaudete et Exsultate (Glæd jer og fryd jer) – om kaldet til hellighed i nutidens verden.

På 5-års dagen for offentliggørelsen af Amoris Laetitia, på den hellige Josefs festdag den 19. marts 2021 (den hellige Josefs år varede fra den 8. december 2020 til den 8. december 2021) åbnede pave Frans et år dedikeret til kærligheden i familien. Formålet med året har været at opmuntre de troende til at fordybe sig i pavens rundskrivelse og at yde pastoral og kateketisk støtte til de katolske familier. Dikasteriet for Lægfolk, Familie og Liv har søsat projekter med åndelige, pastorale og kulturelle aktiviteter for at ledsage familierne og hjælpe dem med at tackle de aktuelle udfordringer. Dette år slutter med Verdensmødet for familier under temaet ’Familiekærlighed – et kald og en vej til hellighed’.

Efter Angelus-bønnen søndag den 19. juni mindede paven om verdensmødet med ordene:

”Onsdag den 22. juni begynder det tiende Verdensmøde for familierne, der holdes i Rom og samtidig rundt om i verden. Jeg takker biskopperne, præsterne og de personer, der er involveret i familieomsorgen og som har bragt familierne sammen til et øjeblik med refleksion og fejring. En særlig tak til de ægtefæller og familier, som vil vidne om familiekærlighed som et kald og en vej til hellighed.

Det tiende verdensmøde
Verdensmødet for familierne åbnes af pave Frans om aftenen den 22. juni. Den 23. juni vil der være fire paneldiskussioner – en af dem under overskriften ’Ægtefæller og præster opbygger sammen Kirken’ – og to konferencer, herunder én om vejledning i ægteskabets første år. Fredag den 24. juni vil fokusere på kateketisk støtte til ægtefæller samt om kald og mission i eksistentielle periferier. Den efterfølgende dag, lørdag den 25. juni, bliver der afholdt en konference, og søndag den 26. juni fejrer pave Frans afslutningsmessen.

En nordisk delegation, udsendt af Den nordiske Bispekonference, deltager på mødet. Delegationen består af:

Kariuki og Lucy fra Oslo,
Pål og Erika med deres to piger (og én undervejs) fra Trondheim,
Kristoffer og Katarina og deres ti børn fra Stockholm,
Sidney og Cathrine fra Reykjavik,
bishop Erik fra Tromsø,
pastor Anders fra Helsinki, og
pastor Simon Peter fra København.

Mere information findes på https://www.romefamily2022.com/en/programma/