Prædiken om fristelsens mange ansigter, 1. søndag i fasten
Fastelavnsbolle! Ser I, nu er det jo ikke nogen synd at spise fastelavnsboller. Absolut ikke! Jeg selv har fået rigeligt af dem. Og det kan ses! Men derfor vil jeg alligevel godt tillade mig at bruge en dejlig fastelavnsbolle som illustration til 1. søndag i fasten for at tale om, hvad begrebet fristelse – altså en virkelig fristelse – er.
Som de fleste nok ved fra deres barndoms katekese, så kan en fristelse defineres som noget, der leder os bort fra Gud. Fristelsen leder os bort fra kærligheden til Gud og mennesker, bort fra det, som kærligheden byder os at gøre.
Men der er det snedige og lumske, ja, det nærmest djævelske, ved en fristelse, at man i virkeligheden kun kan lade sig friste af noget, der i sig selv har noget rigtigt godt, sandt godt i sig og ved sig.
Og det er faktisk noget, som den gamle filosof og teolog Thomas Aquinas har været inde på. Thomas Aquinas skriver et sted, at man rent faktisk kun kan blive fristet af noget, fordi der er noget godt at finde i det. Og denne iboende godhed, sådan som al anden godhed, kan kun komme fra Gud!
Med andre ord, vi kan i virkeligheden umuligt blive fristet af noget, der kun er ondt og forkert. Ja, det er alene fordi, at der er noget essentielt godt ved dette eller hint, at det kan friste os til at gøre det, som vi med vores samvittighed fornemmer ikke er i orden.
Og her er det så, at fastebollen kommer ind! En fastelavnsbolle med ’hele svineriet’ er fristende! Og den er da, især – og i uhyggelig grad – fristende på en askeonsdag, hvor man har valgt at faste for at fokusere på kærligheden til Gud og sit medmenneske fremfor på egne behov, indskydelser og ønsker.
Men fastelavnsbollen er vel at mærke kun en fristelse, fordi der er noget godt ved den og – ikke mindst – i den. Der er den luftige let knasende bolle. Der er den dejligste flødeskum. Der den søde, let syrlige marmelade, og så er der, ikke at forglemme, den herlige, let gullige vaniljecreme!
Og som man kan blive fristet af fastelavnsbollen askeonsdag, sådan er det også, at man bliver fristet af så meget andet.
Vort valg er afgørende
Da Jesus blev fristet i ørkenen, fristede Djævelen ham blandt andet med brød og med magt. Og der er jo vitterlige i for sig intet ondt ved hverken brød eller magt, hvis brød og magt vel at mærke bliver brugt rigtigt og i overensstemmelse med, hvad kærligheden byder os gøre.
Tænk, hvor mange mennesker Jesus kunne brødføde, hvis han virkeligt forvandlede alverdens sten til brød. Og tænk, hvor meget godt Jesus kunne have udrettet, hvis han som en retfærdig og kærlig konge virkelig havde taget magten og trynet dem, som er onde og grusomme.
Eller vi kan gå tilbage til skabelsens morgen. Da slangen fristede Adam og Eva i Paradis, fristede han dem med kundskab om godt og ondt. Og der er jo vitterligt intet galt ved en sådan kundskab. Kirken taler selv om, at vi skal lære at handle ud fra en velinformeret samvittighed. Og en sådan velinformeret samvittighed kan man ikke få uden kundskab om godt og ondt.
Men galt var det, som Adam og Eva ville bruge kundskaben til, nemlig at blive som Gud og altså lige med Gud. Ja, galt var det, at de dermed gjorde oprør mod Gud, at de ikke ville leve som Guds børn men selv ville være guder.
Adam og Eva gav efter for fristelsen og sagde ’ja’ til Satan dengang. Men i dag hørte vi om, hvordan den nye Adam, altså Jesus Kristus, ikke lod sig friste. Jesus sagde tværtimod ’nej’ til Satan og til alle hans fristelser.
Men hvad gør du og jeg? Gør vi som Adam og Eva? Eller gør vi som Jesus?
Vort valg er afgørende! Vælger vi at sige ’ja’ til fristelsen? Eller vælger vi at sige ’nej’?
For mange moderne danskere – og for den sags skyld os selv med – kan ord som synd og fristelse måske synes at være lidt for gammeldags og udtjente.
Og ja, rigtignok, vi har da som menneskehed gjort nok så store fremskridt på mange områder. Også indenfor psykologien, og hvad angår udviklingen af den menneskelige personlighed er vi nået til en langt større erkendelse og forståelse.
Men derfor har ord og begreber som synd og fristelse alligevel ikke mistet deres faktiske og reelle magt. Tværtimod, hvad angår synd og fristelse er vi som moderne mennesker vel nærmest samtidige med apostlen Paulus, der med stor selvindsigt skrev for knapt 2.000 år siden: ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Rom 7, 19).
Vi lader os således friste af det onde, som vi ved, er forkert at gøre, og som vi i virkeligheden ikke ønsker at gøre. Vi bagtaler andre og sårer andre med vore ord. Ja, vi gør på så mange måder ting, som vi udmærket ved, er onde og forkerte.
En følelse af personlig skyld er konsekvensen, hvis man da ikke ligefrem flygter ind i en ansvarsforflygtigelse og fornægtelse.
Men fordi vi i vor tid har så svært ved at tage ord og begreber som synd og fristelse og de deraf forårsagede onde gerninger alvorlige, så har vi mennesker i dag fået det så svært ved at finde vejen til tilgivelse og forsoning.
Og hvorfor nu det? Jo, fordi det nu engang er sådan, at skal man virkelig finde tilgivelse og forsoning med Gud og med sine medmennesker, ja, skal man finde vejen til skriftemålets vidunderlige sakramente, så kræver det jo, at man tager begreber som fristelse og personlige fald, svigt og synd alvorligt.
En tid til at vælge
For lad os se det øjnene; synd er noget alvorligt, og derfor er fristelsen til synd også noget alvorligt. Satans mange fristelser og synden som vores aktive tilvalg fører os bort fra Gud og – i yderste konsekvens – i helvede.
Fristelsen – og vores aktive tilvalg af fristelsen, så det bliver til en virkelig synd – er årsag til utroskab, til misundelse, til had, til ensomhed, til mord på liv og glæde og til brudte relationer til sine nærmeste.
Og på det globale plan er fristelse og synd årsag til krig, til had mellem nationer og religioner, til fordrivelse af hele befolkningsgrupper, til lukkede grænser og til alt muligt andet ondt i denne verden.
Ord og begreber som fristelse og synd leger man derfor ikke med. Det er disse ord og begreber, og ikke mindst konsekvenserne af dem, simpelthen for alvorlige til.
Fastetiden er en tid til at vælge mellem stjernerne og fanden det store kvaj, som Kim Larsen synger i Susan himmelblå. Sangen er oprindeligt skrevet som en konfirmationssang. Men Kim Larsen har fat i noget af det rigtige, nemlig det svære valg. Vi må vælge!
Det er intet galt med en fastelavnsbolle. Det er intet galt i materielle goder. Der er intet galt i, at man gerne vil se præsentabel ud. Og der er intet galt ved den smukke kvinde, som man føler sig tiltrukket af.
Men fristelsen er, at vi lader disse vidunderlige ting – med al deres iboende godhed – drage os bort fra vores Gud, drage os bort fra kærligheden til Gud og vores medmenneske, og bort fra det, som vi grundlæggende ønsker at gøre.
Derfor! Lad os derfor – for det første – bruge fastetiden på taknemmeligt at øve os på med omtanke at værdsætte al den godhed og al den skønhed, som virkeligt er en gave fra Gud, men som vi altså også så nemt også lader os friste af og misbruger.
For det andet, lad os også bruge fastetiden til ved Guds hjælp at vælge til og vælge fra og til at få styr på vore prioriteringer, så kærligheden til Gud og vort medmenneske må være målestokken for alt, hvad vi gør og siger.
Og ja, for det tredje, køb hjertens gerne nogle lækre fastelavnsboller efter messen på søndag og del dem med dine kære. Men husk at give det dobbelte af det, som du brugte på fastelavnsboller, til en gave til Caritas. Ja, husk at lægge pengene i Caritas’ indsamlingsbøsse, når du kommer hjem. Således kan du nyde med god samvittighed din fastelavnsbolle med al dens dejlighed.
Prædiken: Pastor Gregers Mærsk-Kristensen, sognepræst for Kolding og Haderslev