Festdag i Vejle: Sct. Norberts Kirke fejrer jubilæum

Efter jubilæumsfejringen søndag den 29. juli. Bageste række til venstre p. Gregor Pahl O.Præm., i forreste række nr. to fra venstre superior i Vejle, p. Julian Backes O. Præm. I midten abbed Albert Dölken fra Abtei Hamborn, moderkloster for klostret i Vejle. Ved siden af ham p. Jakob Mannheimer O. Præm. Yderst til højre Vasyl Bahlei, præst for ukrainere i Vestdanmark. Foto: Lisbeth Rütz.

Vi mennesker vil altid gerne have et hurtigt svar. Vi ved ikke, hvor fremtiden vil føre os hen; men vi skal bede om et hjerte, der er åbent for Guds rige, sagde abbed Albert Dölken fra Abtei Hamborn ved jubilæumsmessen i Sct. Norberts Kirke i Vejle den 30. juli. Abbed Albert udtrykte sin store glæde over at være i Vejle igen for at fejre menighedens jubilæum.

120 år er der gået, siden præmonstratenserne igen kom til Danmark. I 1903 kom Ludolfus Josef Brems sammen med medbroderen Simon Eykens til Danmark fra det store abbedi Averbode i Belgien. Ludolfus Brems blev den første sognepræst i Vejle. I 1923 blev han bispeviet på Averbode og fik titel af apostolisk vikar for Danmark. Lillebroderen  Adolf Brems - også kaldet Lille-Brems- efterfulgte ham som sognepræst i Vejle. I 117 år passede de belgiske præmonstratensere trofast menigheden i Vejle. 35 præster og lægbrødre fra Averbode nåede at arbejde i Danmark, før ansvaret for Vejle overgik til abbediet i Hamborn ved Duisburg.

Næste år kan Sct. Norberts Kirke, der blev indviet den 19. juli 1924, fejre 100 - års jubilæum. Jubilæumsåret vil blive markeret med en række begivenheder, hvoraf festmessen var den første.

Det tyske kommunitet, der består af p. Gregor Pahl, p. Julian Backes og p. Jakob Mannheimer, overtog den 1. november 2021 ansvaret for menigheden i Vejle. Ved jubilæumsmessen blev klostrets nye flag velsignet af abbed Albert, før det blev hejst ved siden af Dannebrog.

Flaget er tegnet af superior i Vejle, Julian Backes, der også har designet våbenskjoldet, hvis detaljer er udført af p. Simon Petrus Burbach O.Præm. fra Geras Abbedi i Østrig. Julian Backes beskriver flaget således:

”Flaget viser et centreret kors, hvis farver går tilbage til dominikanerklostrets våbenskjold. I øverste højre felt ses en gylden monstrans på rød baggrund. Til højre ses en bourbonsk lilje og til venstre en otte-takket stjerne. Hovedfarverne er bispedømmet Københavns, Hamborn Abbedis og byen Fredericias med Danmarks ældste katolske kirke. Monstransen henviser til den skjulte Gud, hans nærvær i eukaristien, sjælesorg og Sct. Norbert som skytshelgen for klosteret og sognet i Vejle. Stjernen og liljen står for Guds Moder Maria som præmonstratenserordenens skytshelgen. Liljen er hentet fra ordenens våbenskjold, stjernen fra Hamborn Abbedis våbenskjold og Børglum Klosters kapitels segl, ordenens tidligere moderkloster for de nordiske lande. Stjernen symboliserer Norden og havet, de otte takker den »ottende dag«, påskemysteriet og den nye skabelse i dåben.

Det latinske motto 'Ecce Agnus Dei' (Se Guds lam) er mottoet for Averbode Abbedi, som grundlagde Vejle Kloster og bar det i mere end hundrede år. Ved siden af den marianske lilje minder det antydede påskelam om våbenskjoldet for biskop Josef Ludwig Brems O.Præm. (1922–1938 apostolisk vikar for Danmark). Påskemotivet signalerer bodfærdighed, som sammen med eukaristien og korbønnen, mariansk hengivenhed og pastoral omsorg er et af præmonstratenserordenens fem »mål«. Johannes Døberen er skytshelgen for abbedierne Averbode og Hamborn, og hans profetiske ord (jf. Joh 1,29.36) opsummerer ordenens og klostrets liturgiske apostolat”.

Tekst: Lisbeth Rütz