Finsk parlamentsmedlem vinder principiel retssag om ytringsfrihed

Alle anklager mod det kristne finske parlamentsmedlem Päivi Räsänen og den lutherske biskop Pohjola er enstemmigt blevet afvist efter en højprofileret retssag om ytringsfrihed. Den tidligere finske indenrigsminister stod over for tre anklager om strafbare handlinger for at have delt sin trosbaserede overbevisning, bl.a. på Twitter.

HELSINKI En finsk domstol har bekræftet retten til ytringsfrihed ved at afvise alle anklager mod det finske parlamentsmedlem Päivi Räsänen og biskop Juhana Pohjola. I en enstemmig afgørelse konkluderede retten, at ”det ikke er op til distriktsdomstolen at fortolke bibelske begreber”. Anklagemyndigheden blev dømt til at betale over 60.000 euro i sagsomkostninger og har syv dage til at appellere dommen. 

Den tidligere indenrigsminister var blevet anklaget for ”hadefuld tale” for at have delt sine trosbaserede synspunkter om ægteskab og seksualmoral i et tweet fra 2019, en radiodebat fra 2019 og en pjece fra 2004. Biskoppen var anklaget for at have omdelt Räsänens pamflet til sin menighed for over 17 år siden. Deres sag har fået global medieopmærksomhed i år, da menneskerettighedseksperter havde givet udtryk for deres bekymring over den trussel, som retssagen udgjorde for ytringsfriheden i Finland.

Kristen lære på anklagebænken
Den højtprofilerede retssag fik stor opmærksomhed, især efter at anklagemyndigheden angreb centrale kristne lærdomme og krydsforhørte biskoppen og Räsänen om deres teologi i retten. Anklageren indledte den første dag af retssagen med at argumentere for, at sagen ikke handlede om tro eller Bibelen. 

Derefter fortsatte hun med at citere bibelvers fra Det Gamle Testamente og kritisere sætningen ”elsk synderen, had synden”. I sin afsluttende redegørelse hævdede anklagemyndigheden, at brugen af ordet ”synd” kan være ”skadelig”, og krævede store bøder i tilfælde af domsfældelse.  

Sejr for ytringsfriheden
Räsänens forsvar, som blev støttet af den juridiske interesseorganisation ADF International, hævdede, at en domfældelse af Räsänen ville skade ytringsfriheden i Finland betydeligt. Det, som Räsänen havde udtalt, var et udtryk for en kristen lære, hævdede de. 

Domstolen anerkendte, at selv om nogle måske har indvendinger mod Räsänens udtalelser, ”skal der være en altovervejende social grund til at gribe ind i og begrænse ytringsfriheden”. Domstolen konkluderede at der ikke fandtes en sådan begrundelse.

”Vi glæder os over Helsinkis byretsdomstolens afgørelse. Dette er en vigtig afgørelse, som opretholder den grundlæggende ret til ytringsfrihed i Finland. I et frit samfund bør alle have lov til at dele deres overbevisning uden frygt for censur. Dette er grundlaget for ethvert frit og demokratisk samfund. Kriminalisering af ytringer gennem såkaldte love om ’hadefuld tale’ lukker ned for vigtige offentlige debatter og udgør en alvorlig trussel mod vores demokratier”, fortsatte Coleman, forfatter til ’Censored: How European Hate Speech Laws are Threatening Freedom of Speech’.

International støtte til ytringsfriheden
På begge dage af retssagen (24. januar og 14. februar) samledes folkemængder uden for retsbygningen i Helsinki for at udtrykke deres støtte til politikeren og biskoppen. I Ungarn samledes over 3.000 mennesker foran den finske ambassade i Budapest for at demonstrere mod anklagerne, inden de afsluttende argumenter blev hørt.

Räsänen har også modtaget støttebreve fra mange trossamfund, herunder Det Internationale Lutherske Råd med biskopper og synodeformænd fra hele verden, Den europæiske Evangeliske Alliance, Den katolske Kirke og pinsekirker i Litauen, repræsentanter for de evangeliske, katolske, baptistiske, pentekostale, reformerte og unitariske kirker i Rumænien, samt Den evangeliske Kirke i Makedonien, kristne ngo'er i Letland og andre enkeltpersoner. 

I retten for ét tweet
Politiets efterforskning mod Räsänen begyndte i juni 2019. Som aktivt medlem af Den finske lutherske Kirke havde hun henvendt sig til sin kirkes ledelse på Twitter og sat spørgsmålstegn ved dens officielle sponsorering af LGBT-arrangementet ’Pride 2019’, ledsaget af et billede med et bibelvers fra Romerbrevet i Det nye Testamente. Efter dette tweet blev der indledt yderligere undersøgelser mod Räsänen, som gik tilbage til en pamflet som Räsänen skrev for næsten 20 år siden.

I de sidste to år har Räsänen deltaget i flere langvarige politiforhør om sin kristne tro – herunder blev hun ofte bedt af politiet om at forklare sin forståelse af Bibelen. 

I april 2021 havde Finlands statsadvokat rejst tre straffesager mod Räsänen. To af de tre anklager mod Räsänen var kommet efter at politiet havde fremsat stærke anbefalinger om ikke at fortsætte retsforfølgningen. Räsänens udtalelser var heller ikke i strid med Twitters eller den nationale tv-stationers politikker, hvorfor de fortsat var frit tilgængelige på deres platforme. Helsinkis byret har nu frifundet Räsänen for alle anklager. 

Räsänen har været medlem af det finske parlament siden 1995. Fra 2004-2015 var hun formand for Kristendemokraterne, og fra 2011-2015 var hun indenrigsminister. I denne periode havde hun ansvaret for kirkelige anliggender i Finland.