I august 2022 udsendte bispedømmets koordinationsgruppe for den synodale proces i bispedømmet København en syntese af besvarelserne. Den er meget overskuelig og grundig og fremstiller sikkert korrekt alle de meninger, der er kommet frem rundt omkring i menighederne. Jeg har valgt som overskrift koordinationsgruppens egen betegnelse: For en synodal Kirke, som afspejler pave Frans’ egen udtalelse, da han startede denne proces: Kirken er synodal af væsen.
Det havde jeg aldrig hørt før, men studerede det så lidt nærmere og kom til den konklusion, at det er rigtigt, selvom hverken Kirken eller teologerne før har sagt det. Vi er altså uden at være klar over det en ”synodal Kirke”.
Men det foranlediger mig til at uddybe denne egenskab og komme med mine kommentarer til den omtalte synodale proces i lyset af Kirkens væsen som synodal.
Man kan sammenfatte den foreliggende syntese som udtryk for, hvordan rigtig mange katolikker opfatter Kirkens problemer. Man kan tale om en høring af Guds folk, og den er verdensomfattende. Jeg har et spørgsmål: Jeg kan ikke rigtig se, om også mange præster som præster har givet deres mening til kende (det har jeg).
Det er helt klart, at de troende peger på mange problemer i Kirken, som skal rettes på en eller anden måde. Men nu kommer mit overordnede spørgsmål: Hvem skal rette disse problemer, og hvad er løsningen på dem? Selve processen melder klart, at det i sidste ende er paven vejledt af en bispesynode i 2023 og 2024. Denne beslutningsproces er ikke identisk med den klassiske definition på en synode! En synode kan afholdes på alle niveauer i Kirken: bispedømmet, kirkeprovinser, og store områder og endeligt på universalkirkens niveau, det vi kalder et økumenisk koncil, som f.eks. det 2. vatikankoncil. Alle synoder består af en repræsentativ forsamling af den lokale kirke, en kirkeprovins osv. Formålet er under Helligåndens direkte vejledning at finde løsning på pastorale og teologiske problemer og træffe relevante beslutninger under Helligåndens ledelse. En synode og et koncil er det samme, et græsk ord og et latinsk ord.
Jeg har i min bogsaling en gammel klassiker (o.1875 ff): Carl Joseph von Hefele, Conciliengeschichte (9 bind). Den indeholder alle synoder på alle niveauer fra 1. århundrede og indtil Tridentinerkoncilet (o. 1550). Her kan man også finde omtalt synoder i Skandinavien og Island i Middelalderen. Hvis synodens tekster er opbevaret, er de offentliggjorte, og man kan læse direkte, hvad en synode har behandlet af problemer. Det er meget informativt og giver en reel indføring i Kirken synodalitet. På denne baggrund skal det oplyses, at der ikke har været noget universelt koncil fra 1550erne til 1. vatikankoncil (1870). Der har været nogle lokale synoder rundt omkring i Kirken i samme periode, men sikkert ikke mange. I den nye kirkeret af 1983 omtales muligheden for både provinssynoder og bispedømmesynoder. Så institutionen består altså stadigvæk. Men man får klart den fornemmelse, at Kirken de sidste femhundrede år ikke har været særlig synodal. Og det er min pointe: Hvorfor?
I Danmark havde vi en synode i klassisk forstand 1967-1969, der sluttede med et plenarmøde på Nyborg Strand. Jeg er vel en af de sidste nulevende, der har været med i den. Den officielle pastorale struktur, vi kender i bispedømmet skyldes denne synode. Vi ville f.eks. aldrig have fået menighedsråd, hvis ikke synoden havde besluttet det.
Et hovedanliggende i den omtale syntese er, at lægfolket, herunder kvinder får mere at sige. Men spørgsmålet peger så hen på, hvordan vort bispedømme skal fungere. Der er selvsagt ikke nogle konkrete forslag på løsninger, kun ønsker, som både er legitime og forståelige. For det er jo ikke os her i bispedømmet, der skal løse problemerne, men en instans i Rom og i sidste ende pave Frans, eller? Men det er teologisk forstået ikke en synode. Der er tale om, at paven som Kirkens øverste hyrde skal orienteres om Kirkens problemer og finde en løsning. Det var ikke hverken pave Johannes XXIII eller pave Paul VI, der traf beslutningerne på 2. vatikankoncil. De skulle godkende biskoppernes beslutningerne, men det var de forsamlede biskopper, der i enighed under Helligånden vejledning skulle finde løsning på problemerne. Paverne efter gammel tradition deltog ikke engang i koncilets forsamlinger i Peterskirken undtagen i de liturgiske fejringer. En synode har indenfor visse rammer beslutningsmyndighed i sine egne forhold.
Kirken efter koncilet har faktisk bevæget sig væk fra Kirkens synodalitet. Den har sikkert aldrig været mere centraliseret og topstyret end i 2023? Hvordan er det muligt efter et vatikankoncil, der netop havde til formål at genoprette de lokale kirkers ”selvstændighed” som i oldkirken? Her er efter min mening Kirkens hovedproblem, og jeg har fulgt hele udviklingen bag kulisserne siden koncilet. Mit svar efter mange teologiske overvejelser er, at Kirken i sin nuværende skikkelse ikke afspejler apostelkirkens struktur og måde at fungere på, sådan som vi finder den i Det nye Testamente. Jeg vil straks korrigere mig selv (sådan som biskopperne på koncilet også måtte gøre det): Vi vestlige katolikker identificerer Guds Kirke med den latinske udgave, som har udviklet sig i 2. årtusinde. Vi glemmer alle de østkirkelige traditioner, som i deres substans for det meste er katolske, selvom deres måde at være katolsk på kan være meget forskelligt fra vores. Det skyldes nok, at vi udgør majoriteten i Kirken. Denne blindhed for Kirkens sande katolicitet er i sig selv medansvarlig for Kirkens situation. De østkirkelige traditioner har bevaret Kirkens synodale struktur i langt højere grad end den nutidige latinske Kirke, og vi har meget at lære af dem. Således sagde pave Johannes Paul II, at Kirken igen skal ånde med de to lunger: den østkirkelige og vestkirkelige tradition. Men hvis vores vestkirkelige tradition ikke længere fungerer synodalt i egentlig forstand, vil en genforening med østkirkerne være umulig. Måske var det denne problematik, der var den dybeste årsag til splittelsen mellem Øst og Vest. Østkirkerne kunne ganske enkelt ikke anerkende den måde pavedømmet udviklede sit primat på.
Hvordan ville reformationen i Danmark op til 1536 være gået, hvis den lokale Kirke havde forsøgt at løse de forfærdelige kirkelige forhold ved en regulær synode i klassisk stil? Mon ikke det var den katolske reformator Poul Helgesens ønske, at Kirken selv kunne løse sine problemer og ikke en konge?
Jeg har i sommeren 2021 offentliggjort i KO de syv breve fra Johannes Åbenbaring med henblik at invitere mine medtroende i Danmark til at lytte til, hvad Helligånden vil sige til os i dag. Jesus slutter nemlig alle brevene med ordene: ”Den, som har ører, skal høre hvad Ånden siger til kirkerne”. Jesus opfordrer os alle sammen til alle tider til at lytte til Ånden. Det skal ske individuelt, men også kollektivt = synodalt. Jeg mener ikke at have fået nogen reaktion på disse artikler. Enten har folk ikke læst dem (de var dog Guds Ord, oversat og forklaret!), eller også har vi ikke åndelige ører, som vi kan høre, hvad Ånden vil sige. Men Jesus siger også: ”Jeg har endnu meget sige jer, men nu kan i ikke bære det; men når han kommer, sandhedens Ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden” (Joh. 16,12-13). Hele Kirkens historie er en lang undervisning om Gud og om Kirken.
Det er et gennemgående træk ved den omtalte syntese af den synodale proces, at den handler om, hvad de enkelte katolikker har på hjerte og mener, og ikke på nogen måde, hvad Helligånden har på hjerte. Hvis nogen vil studere den bibelske model for en synode, skal man læse Apostlenes Gerninger, hvor Lukas i mange enkeltheder viser, hvordan modermenigheden i Jerusalem arbejdede synodalt. Der er to eksempler, som kan betragtes som modeller for en synodal proces: Valget af en tolvte apostle efter Judas frafald (1,15-26). Arbejdsgangen er følgende: Peter står frem blandt brødrene (ca. 120), som var forblevet trofaste overfor Jesus i hans lidelse og opstandelse. De skal udpege en kandidat til apostelgerningen (gruppen på tolv), som opfylder kriterierne for at være medlem af gruppen på de tolv (apostlene), nemlig at have fulgt Jesus fra begyndelsen til hans optagelse i Himlen. De 120 disciple fremstiller to, der opfylder kravene. Men hvem skal så vælge mellem de to? Kristus! Og hvordan: ved lodtrækning, en klassisk jødisk metode for at kende Guds vilje. Hele den første menighed, de 120 disciple, deltog i processen. Jeg plejer at kalde denne begivenhed, som Lukas beskriver i detaljer, for den synodale grundmodel.
Den første model for en synode i modermenigheden finder vi i det såkaldte ”apostelkoncil” (ca. år 49). Alene betegnelsen ”apostelkoncil” er en afslørende efterrationalisering. Der var opstået et pastoralteologisk problem i den første menighed i den græske verden: Skulle de nye kristne af ikke-jødisk herkomst også overholde alle de jødiske regler som kristne? Paulus og Barnabas, der var i denne menighed, sagde klart nej. De henvendte sig derfor til modermenigheden i Jerusalem, for at dette fundamentale spørgsmål kunne finde en ægte afgørelse. Da Paulus og Barnabas ankommer til Jerusalem, bliver de ”modtaget af Kirken (menigheden) og apostlene og de ældste” (AG 15,4). Sagen bliver så drøftet og en afgørelse truffet og ”apostlene og de ældste sammen med hele Kirken (menigheden) besluttede så at sende nogle udvalgte mænd iblandt dem til Antiokia” (v23) … og de giver dem en skrivelse med, som lyder: ”Helligånden og vi har besluttet …(v28). Her har vi alle komponenter i en synode: Helligånden, den lokale modermenighed og dens ledere: de tolv apostle og ældsterådet. Det skal understreges, at Lukas (som i andre tekster i NT) sætter menigheden (kirken) på første plads og første derefter lederne.
Enhver kan formodentlig se, hvor langt vi i den latinske kirke har fjernet os fra urmodellen i Jerusalem. Skal Kirkens sande ansigt igen tone frem, skal vi under Helligåndens vejledning begynde forfra. Og det betyder f.eks. helt konkret, at vores bispedømmer skal omdannes til lokale kirker, dvs. til lokale fællesskaber, der kan fungere synodalt. Således må vores altomfattende bispedømme i Danmark, Færøerne og Grønland opdeles i overskuelige lokalkirker i bibelsk forstand, så hele Guds folk kan være aktiv medansvarlig for den lokale kirke. Det vil naturligvis også indebære, at embedet i Kirken skal nydefineres og organiseres, så det passer til en ny lokalkirkestruktur. Er det muligt og realistisk? Hvorfor ikke prøve at afholde en lokal synode med det formål at omdanne Den katolske Kirke i Danmark? Det er jo vores problem og ikke pavens.