Frans opfordrer til løsladelse af gidsler

Foto: Vatikanets medier

Paven opfordrer til frigivelse af de gidsler, der blev taget efter angrebet på Israel. Med smerte og sorg følger han situationen i Israel og Palæstina, sagde han onsdag under generalaudiensen på Peterspladsen.

”Jeg beder om øjeblikkelig løsladelse af dem, der er blevet bortført”. Frans adresserede dog ikke eksplicit den radikale islamistiske gruppe Hamas.

”Enhver, der bliver angrebet, har ret til at forsvare sig”, forklarede paven. "Men jeg er meget bekymret over den totale blokade, som palæstinenserne lever under i Gaza, hvor der også har været mange uskyldige ofre”. Som Vatican News har rapporteret, har Frans siden lørdag allerede to gange været i telefonisk kontakt med den katolske generalvikar i Gaza, Gabriel Romanelli, for at tjekke forholdene i området.

”Terrorisme og ekstremisme giver næring til had, vold og hævn og forårsager lidelse for både israelere og palæstinensere”, sagde Frans. ”Mellemøsten har ikke brug for krig, men for fred. […] Denne fred skal være baseret på retfærdighed, dialog og broderskabets mod”.

Under generalaudiensen mindede paven også om ofrene for jordskælvet i Afghanistan og bad om hjælp. I sin katekese nævnte han også den væbnede konflikt i Sudan, som der nu tales mindre om.