70 år efter at Joseph Ratzinger, pave emeritus Benedikt XVI, blev viet til præst udtrykte pave Frans, ved slutningen af Angelus sin store taknemmelighed, nærhed og hengivenhed til pave emeritus, som han kalder for ”en far og en bror”.
”Et jubilæum, der berører os alle”
Da pave Frans hilste på pilgrimmene efter Angelus ved søndagens fest for Peter og Paulus, mindede han tilhørerne om, at den 29. juni 1951 blev Joseph Ratzinger viet til præst i domkirken i Freising – et øjeblik, som Benedikt XVI ved flere lejligheder selv har beskrevet som det vigtigste i hans liv.
Klapsalverne på Peterspladsen udtrykte den store kærlighed, de troende har for pave emeritus, og de fulgte efter pave Frans’ ord om taknemmelighed og nærhed:
”For 70 år siden blev pave Benedikt XVI viet til præst. Til dig, Benedikt, kære far og bror, retter vi vores hengivenhed, taknemmelighed og vor nærhed. Han lever i klostret, et sted for de kontemplative her i Vatikanet, for at bede for Kirken. I dag er han en af Vatikanets kontemplative, der tilbringer sit liv i bøn for Kirken og for bispedømmet Rom, som han er biskop emeritus for”.
Pave Frans rettede sin taknemmelighed mod 70-års jubilaren med ordene:
”Tak, Benedikt, kære far og bror. Tak for dit troværdige vidnesbyrd. Tak fordi dit blik altid er fast rettet mod Guds horisont, tak!”
Sommerdagen for 70 år siden
70 år er gået siden den dag i domkirken i Freising hvor pave emeritus blev viet til præst af kardinal Michael von Faulhaber, den daværende ærkebiskop af München og Freising.
”Vi var mere end 40 kandidater”, mindedes han senere i en biografi, ”og da vores navn blev råbt op svarede vi ’Adsum’ – ’Her er jeg’. Det var en vidunderlig og uforglemmelig sommerdag, det vigtigste øjeblik i mit liv”.
”Du behøver ikke være overtroisk, men da den ældre ærkebiskop lagde hænderne på mig, fløj der en lille fugl – måske en lærke – op fra domkirkens hovedalter og sang en glad lille sang; for mig var det som om en stemme fra oven fortalte mig: vær ikke bekymret, du er på rette vej ”, skriver Ratzinger.
Dernæst, i september 2006, under den apostoliske rejse til Bayern, vendte Benedikt XVI tilbage til dagen for sin præstevielse og sin nærhed til Jesus:
”Da jeg lå udstrakt på gulvet og indsvøbt under Allehelgenlitaniet indså jeg, at vi ikke er alene på denne vej, men at de helliges store samfund vandrer sammen med os og at de hellige, som stadig er i live, de troende i dag og i morgen, støtter os og følger os. Så var der håndspålæggelsen [...] og til sidst, da kardinal Faulhaber råbte til os: 'Iam non dico vos servos, sed amicos' – 'Jeg kalder jer ikke længere for tjenere, men venner', oplevede jeg vielsen som en invitation til fællesskab med Jesu venner, som er kaldede til at være sammen med ham og forkynde hans budskab”.
Tekst: Charlotta Smeds, Vatikanets medier