Vil pave Frans slækken på præstecølibatet? Catholic News Agency bringer en analyse af spørgsmålet. Den postsynodale skrivelse offentliggøres nu på onsdag den 12. februar.
Et lækket udkast til den kommende postsynodale formaning om Amazonas har affødt gisninger om paven mon vil tillade, at gifte diakoner vil kunne ordineres til præster i regionen – eller om spørgsmålet skal drøftes yderligere, fx ved at nedsætte en kommission til at belyse spørgsmålet i relation til Amazonas.
Det er kutymen, at i tiden op til den endelige version af en pavelig skrivelse, cirkulerer et eller flere udkast af teksten blandt Vatikanets dikasterier. Og i et så følsomt emne som præstecølibatet er det naturligt, at flere dikasterier bliver hørt, især Præstekongregationen og Troslærekongregationen.
Mens teksten i udkastet, der blev lækket sidst i januar, formentlig ligger langt fra den endelige version, antyder ordvalget i udkastet, at nedsættelsen af en studiekommission kan være næste skridt. I afsnittet om viri probati hedder det, at “den kompetente myndighed skal fastlægge kriterier og forordningerne for at ordinere” gifte mænd til præstedømmet. I Vatikan-jargon er udtrykket, at fastsætte ”kriterier og bestemmelser” et sikkert tegn på, at en sådan kommission ligger i kortene.
Ingen lette kompromisser
På sidste års Amazonassynode blev spørgsmålet drøftet: nogle af områdets biskopper efterlyste muligheden for selv at afgøre spørgsmålet og eventuelt hvor mange mænd, der skulle ordineres. Andre, blandt dem kardinal Beniamino Stella fra Præstekongregationen og kardinal Marc Ouellet fra Bispekongregationen, foreslog, at undtagelserne fra det tvungne præstecølibat skulle drøftes og besluttes på universelt niveau, dvs. fra Rom.
Da Johannes Paul II i sin tid tillod, at gifte anglikanske præster kunne optages i Den katolske Kirkes fulde fællesskab og ordineres til katolske præster, var det Troslærekongregationens opgave at undersøge og godkende kandidater – hvilket skete på en individuel vurdering, dvs. fra sag-til-sag. Kilder med kendskab til tilbagemeldingerne på førnævnte udkast siger til Catholic News Agency, at der foreslås noget lignende i tilfældet med Amazonas.
En ledende kuriemedarbejder siger til CNA, at ”selv de mest ivrige fortalere for at bevare cølibatet i dets nuværende form kan skabe ro ved at tillade en snæver undtagelse [fra reglen] i et fjerntliggende område, når det sker på individuelt grundlag og når Rom bevarer kontrollen”.
Samme person siger videre, at der hersker bekymring i nogle af Vatikanets dikasterier over, at hvis Amazonas’ biskopper får lov at dispensere fra tvangscølibatet og have bemyndigelse til at ordinere mænd, står der kun lidt i vejen for at andre biskopper, fx i Tyskland, kan kræve samme bemyndigelse.
Kort sagt handler spørgsmålet om viri probati ligeså meget om Kirkens ledelse og autoritet som om gifte præster i sig selv. Og spørgsmålene om ledelse og autoritet udspringer af konkurrerende ekklesiologiske visioner om Kirken. Så mht. til disse spørgsmål findes der ingen lette kompromisser.
De grundlæggende uenigheder bag spørgsmålet om viri probati gør der derfor mere sandsynligt, at en kommende apostolisk skrivelse om emnet vil tilbyde et ”ja i teorien”, men samtidig ikke komme med konkrete anvisninger på hvordan dette ’ja’ omsættes i praksis.
Bolde i luften
Med hensyn til cølibatspørgsmålet har pave Frans antydet en vis åbenhed overfor at høre argumenterne for og imod – derfor kom spørgsmålet på Amazonassynodens dagsorden. Men samtidig har han været ret konsekvens i sit syn på cølibatet og har udtalt, at han hellere ville ”miste sit liv” end at opgive det.
Fanget mellem sine mere progressive medbrødre og sin egen mere konservative holdning til spørgsmål kan pave Frans håbe, at han evner at sparke bolden lige så langt som sin forgænger. Men hvis de sydamerikanske biskopper (eller de tyske, for den sags skyld) beslutter sig for at ordinere gifte diakoner til præstedømmet uden Roms godkendelse, kan paven være tvunget til at skulle tage stilling til spørgsmålet tidligere end han ønsker – eller forventer – det.
Men det kan vise sig at være en uklog taktik at gå foran paven, og ikke vente på ham: for mens Frans formentlig vil indvillige at støtte et bispedømme, der har handlet på eget initiativ for at adressere et pastoralt behov, vil han givetvis lukke ned for den igangværende debat om viri probati, hvis han fornemmer, at nogen udnytter hans tolerance overfor visse nye idéer eller de forsøger at tilraner sig noget af hans autoritet.
Omvendt skal de mere ivrige forsvarer af cølibatet, herunder mange af paven egen kurierådgivere, også være forsigtige med at forsøge at putte paven ned i en æske inden han har besluttet sig.
Når alt kommer til alt kommer der formentlig ingen hurtig løsning på spørgsmålet om at ordinere gifte mænd i Amazonas. Bolden vil fortsat hænge i luften. Hvem, der i sidste ende griber bolden – pave Frans eller hans efterfølger – og løber med den (og de andre bolde, der også hænger i luften) er op til enhver at gisne om.
Oversættelse og redigering: Niels Messerschmidt