Guds Ords Søndag: at gøre Den hellige Skrift til en del af vor hverdag

En pressekonference i Vatikanet har løftet sløret for nogle af tiltagene ved den nylig indstiftet ‘Guds Ords Søndag’, som i år markeres søndag den 24. januar, 3. almindelige søndag.

Med initiativet ønsker pave Frans at katolikkerne verden over bruger dagen til “fejring, fordybelse og formidling af Guds Ord”.

Som ærkebiskop Salvatore Fisichella, præsident for Det pavelige råd for fremme af Nyevangelisering, sagde det på pressemødet, er der tale om et initiativ som paven har betroet hele Kirken, så “det kristne samfund kan fordybe sig i den store værdi af Guds Ord i hverdagen” (Aperuit illis, 2).

Ærkebiskoppen nævnte en række projekter og programmer, der er blevet lanceret over hele verden siden sidste synode med henblik på at lære at bede med Bibelen og gøre Ordet tilgængeligt på forskellige sprog og i forskellige formater.

Han tilføjede, at pavens intention med dagen er “et svar på de mange anmodninger fra hele gudsfolket, så hele Kirken på Guds Ords Søndag kan fejres i form af enhed”.

Økumenisk værdi
Fisichella understregede den store økumeniske værdi, som denne søndag har fordi den falder tæt på Dialogdagen mellem jøder og katolikker og Bedeugen for Kristen Enhed.

Som det er tilfældet med andre initiativer fra det pavelige råd, siger ærkebiskoppen, har også Guds Ords Søndag et karakteristisk og genkendeligt logo, der kan tjene som inspiration for en katekese, der hjælper med at forstå betydningen af fejringen af denne søndag.

Fisichella bemærker videre, at pave Frans vil fejre messe på denne søndag og at han i slutningen af messen, som en symbolsk gestus, vil uddele bibler til 40 personer, der repræsenterer “forskellige udtryk” i vor dagligdag: “fra biskoppen til den fremmede, fra præsten til kateketen, fra den gudviede til politimanden, fra en række landes ambassadører til lærere på alle klassetrin, fra den fattige til journalisten, fra ‘gendarmen’ til fangen med en livstidsdom”. En repræsentant for de ortodokse kirker og de evangeliske trossamfund vil også modtage en Bibel af paven.

Pave Frans, slutter ærkebiskop Fisichella, ønsker at sikre sig, at alle bliver betroet Guds Ord.

“På denne søndag ønsker han at stimulere alle kristne til ikke blot at anbringe Bibelen på hylden som én blandt mange andre bøger, hvor den måske samler støv, men som et redskab til at opvække vores tro”.

------

Diverse materiale til markering af Guds Ords Søndag

* Aperuit_illis_Guds Ords Søndag
* Intronisation af Guds ord i huskirken
* Ritual - Intronisation af Guds Ord under messen
* Bible Corner in_the Family
* Link til Catholic Bible Federation
* Logo Guds Ords søndag