Tanker til 4. søndag i påsken, søndag den 3. maj
Jesus siger i dag: ”Jeg er døren til fårene, og med denne allegori giver Han os nøglen til at forstå Hans billedtale (græsk paroimia, hebræisk mashal), som nævnes i begyndelsen til det 10. kapitel af Johannesevangeliet. I denne lignelse læser vi om en fårehyrde, får, dem som er tyve og røvere, en gådefuld dørvogter og en dør. Selv om vi kalder denne søndag for ”den gode hyrdes søndag”, præsenterer Jesus i dag sig selv mere som en dør end som en hyrde. I denne lignelse læser vi om en hyrde, får, dem der er tyve og røvere, den gådefulde dørvogter og en dør. Selv om vi kalder denne søndag for den gode hyrdes søndag, præsenterer Jesus i dag sig selv mere som en dør end som en hyrde. Ja, han er også vores hyrde, eller for at være mere præcis: ”hyrden over alle hyrder” (1 Pet 5,4).
Dette bibelske hyrdebillede er meget velkendt for os. Vi har så mange gange hørt prædikener om den lange tradition for at være hyrder i Israels land. Mange af de vigtige skikkelser var hyrder, for eksempel Moses (2 Mos 3,1) eller David (2 Sam 5,2). Gud selv blev beskrevet som en hyrde, som vi synger det i dag i Salme 23 ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød”. Men denne søndag møder vi Jesus som en dør. Men hvorfor som en dør? Hvad betyder det, at Jesus er døren for hyrderne? Selv i dag bygger nogle af de folk, der vogter fåreflokke, indhegninger for at beskytte flokken og holde dem sammen på et sikkert sted, så de kan sove trygt – særligt om natten.
Vi er i påsketiden, så de sovende får kunne også være et smukt billede på døden (1 Thess 4,13), og en hyrde, som kalder fårene ud fra indhegningerne, kunne afspejle Jesu stemme, som førte Lazarus ud af hans grav (Joh 11,43). Døren er en selvfølgelig måde at lede fårene på ud af indhegningen og hen mod græsgangene. At gå gennem døren afspejler det vigtigste i Jesu liv – hans død og opstandelse. Så det at Jesus kalder sig selv for døren kunne invitere os til at gå gennem døden og opstandelsen for at få liv. Symbolsk kan denne bevægelse fra indhegningen ud til græsgangene læses som en slags exodus, hvor flokken ledes fra syndens slaveri til nådens liv. Døren for fårene kunne også minde os om et andet bibelsk billede – byporten. Den var ikke bare indgangen til byen – den var også et sted, hvor nogle af Bibelens begivenheder foregik. For det første var den det offentlige sted, hvor for eksempel Abraham forhandlede om købet af Makpelas hule til grav for sin kone Sara ved Hebrons byport. (1 Mos 23) eller der, hvor Boaz fik ret til at gifte sig med Ruth (Ruth 4). For det andet var det et retfærdighedens sted – det sted hvor transparens var en garanti for en retfærdig dom. Jesus er ikke langt fra disse billeder. Han dømte verden på korset på et offentligt sted. Sandsynligvis blev Jesus korsfæstet tæt på Jerusalems byport, hvor mange folk gik igennem (Joh 19,20)
Men hvis Jesus er porten, hvem er så hyrderne i Guds flok?
Hvis vi læser Johannesevangeliet omhyggeligt, ser vi, at denne lignelse oprindeligt var henvendt til farisæerne. De kunne føle sig som hyrder for Guds folk. Blandt mange jøder blev de anset for at være eksempler på dem, der følger Guds lære (Toraen). Farisæerne levede ude mellem folk. De levede ikke som præsterne eller ypperstepræsterne fra templet, der levede adskilt fra deres folk.
Farisæere kunne være gode hyrder – gode eksempler. Nogle af dem var det helt sikkert. De var meget tæt på Guds rige. Jesus respekterer dem, når Han går ind i en diskussion med dem (saddukæere eller andre jødiske grupper var ikke gode partnere i de debatter, Jesus førte.) Men disse farisæere manglede kun en ting – de genkendte ikke deres Messias i Jesus. Vi læser evangeliet i det 21. århundrede, hvor vi ikke længere finder farisæere. Den gode nyhed får ikke liv, hvis vi bare indsnævrer dens betydning til den historiske kontekst. Så hvordan skal vi læse denne lignelse i vores tid, i vores kontekst?
Jesus er porten for fårene. Det betyder, at alle, der ønsker at være hyrder for Guds flok, først må følge Ham – Hans lære og Hans liv, specielt i erfaringen af hans død og opstandelse. Enhver, der ikke lytter til Ham, men ønsker at lede Guds folk, bliver en tyv og en røver. I Den romersk-katolske Kirke kalder vi biskopper og præster for hyrder for Guds flok. Hvordan er de i dag? Leder de katolske fællesskaber gennem Jesus Kristus?
Er vores kirke et sikkert sted for Guds børn?
Uheldigvis har vi på det seneste på en meget pinefuld måde opdaget, at nogle af dem, der skulle sørge for tryghed og sikkerhed for Guds flok, blev tyve og røvere. Indtil nu er mange af os blevet dybt chokerede efter at have hørt stemmerne fra ofrene for seksuelle overgreb. Overgrebene blev begået af dem, der blev anset for at være hyrderne, og i mange tilfælde blev de beskyttet af de kirkelige autoriteter. Ofrenes stemmer har indflydelse på den måde, vi læser evangeliet på i dag. Vi kan ikke så hurtigt glemme, hvad der skete. Og det skal vi heller ikke. Vi har stadig meget at lære fra det smertefulde, der er sket.
Vi ville tegne en karikatur af biskopper og præster, hvis vi kun omtaler dem, der har gjort ondt mod fårene i Guds flok. Mellem os har vi mange gode hyrder, som dedikerede deres liv til at tjene i Guds rige. Mange af dem tjener langt væk fra kameraernes blitzlys og langt væk fra mainstreammedierne. Deres tjeneste giver os håb om, at den model. Jesus viser for lederskab – at tjene og ikke blive tjent er fornuftig og stadig giver mening. Det er grunden til, at vi med dette håb stadig beder for nye kald, for nye hyrder til vores fællesskaber og for dem, der kan lede Guds folk gennem nye tider. Her er det værd at nævne Sankt Peters ord fra hans første brev. Det bliver ved med at være en god instruktion til præster gennem alle tider:
”Jeres ældste formaner jeg som medældste og som vidne om Kristi lidelser og som den der har del i den herlighed, som skal åbenbares: Vær hyrder for Guds hjord hos jer, vogt den, ikke af tvang, men frivilligt, som Gud vil det, ikke for ussel vindings skyld, men glad og gerne. Gør jer ikke til herskere over dem, I har ansvaret for, men vær forbilleder for hjorden; og når hyrden over alle hyrder åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans”.
Men hvem er denne gådefulde dørvogter fra lignelsen? Kunne det være Gud selv? Ja. Men for at følge dagens lære om Jesus behøver vi ikke svare på spørgsmålene på en allegorisk måde. Faktisk kunne Jesus repræsenteres ved alle tre symboler – døren, hyrden og dørvogteren. Han står i centrum i evangeliet og i vores kristne fællesskab. Vi er alle hans får – inklusive biskopper og præster. Lad os lytte til hans røst.
Tekst: Pawel Rakowski SJ, oversættelse fra engelsk ved Lisbeth Rütz.
------
Søndagens evangelium
Johannesevangeliet kap 10,1-10, om den gode hyrde
”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted, han er en tyv og en røver. Men den, der går ind gennem døren, er fårenes hyrde. For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. Når han har fået alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst. Men en fremmed vil de aldrig følge; de vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst.” Med dette billede talte Jesus til dem, men de forstod ikke, hvad det var, han talte til dem om.
Jesus sagde da igen: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er døren til fårene. Alle de, der er kommet før mig, er tyve og røvere, men fårene hørte ikke på dem. Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange. Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod”.