Hendes kald var fred og forsoning

Inge Norling er død den 15. maj, 86 år gammel. Hun blev født i 1933 i en fattig familie på Lolland. Hun kom fra en kirkefremmed baggrund, men omvendte sig som voksen under et besøg i en frikirke, hvor hendes datter havde inviteret hende med til gudstjeneste. Hun blev døbt i frikirken og konverterede nogle år senere til katolicismen inspireret af Moder Teresas søstre, Kærlighedens Missionærer, som hun mødte i Skotland, og efter samtaler og åndelig vejledning hos pastor Lars Messerschmidt.

Mødet med søstrene inspirerede hende til at etablere et bofællesskab for hjemløse og narkomaner, og i 1990 flyttede hun ind på en forladt gård i nærheden af Herning. Samme år blev hun medlem af Moder Teresas lægsorden, Lay Missionaries of Charity.

På eget initiativ levede hun i en periode som hjemløs for at sætte sig ind i, hvordan det er at høre til samfundets udstødte. Senere tog hun et kursus i sognediakoni på Diakonissestiftelsen.

Hun renoverede gården med hjælp fra naboer og venner. Da de hjemløse begyndte at flytte ind, hjalp de hende med at reparere, bygge om, luge have, vaske op og gøre rent. Stedet fik navnet Fred og forsoning, og her havde Inge Norling i 27 år sit hjem.

Kort før sin død udgav Inge Norling bogen ”Fred og forsoning - mit liv med de hjemløse”, hvor hun fortæller om glæder og vanskeligheder ved at lave alternativt, socialt arbejde på kristent grundlag i Danmark.