Historisk bispevielse i Norge

Nu på lørdag, den 3. oktober, vies en katolsk biskop i den norske nationalhelligdom Nidarosdomen i Trondheim, hvilket er første gang siden reformationen i 1573. Hermed får prælaturet Trondheim sin første egen biskop siden 2009.

Den kommende biskop af Trondheim, Erik Varden, er født 13. maj 1974 i Degernes i Østfold lidt syd for Oslo, og blev optaget i Den katolske Kirkes fulde fællesskab i 1993. Han indtrådte i 2002 i Mount Saint Bernard Abbey, blev iklædt samme år, og aflagde 1. oktober 2004 timelige løfte og tre år senere de evige løfter.

Han begyndte sine studier ved Det pavelige orientalske Institut i Rom i oktober 2009 og blev licentiat i juni 2011. Han har siden taget en doktorgrad i kirkehistorie fra St. John's College, Cambridge. Han blev diakonviet i 2010 og blev året efter præsteviet i Mount Saint Bernard Abbey.

Erik Varden blev udnævnt til klostrets superior i 2013 og blev den 16. april 2015 udnævnt til Mount Saint Bernard Abbeys 11. abbed, og dets første abbed født uden for Storbritannien og Irland.

Han udgav i 2018 den meget roste bog The Shattering of Loneliness – On Christian Remembrance, hvori han beskriver ensomhedens betydning, og hvordan det at være kristen er at træde ind i en historie, hvor man forpligtes til at tage ansvar for andre.

Prælaturet Trondheim består af fem menigheder med tilsammen ca. 15.000 katolikker fra mere end 100 lande. I den senere tid har menighederne oplevet en kraftig medlemstilvækst på op til én procent om måneden, primært på grund af arbejdsmigranter og flygtninge.

Den historiske begivenhed vil blive livetransmission via katolsk.no.