I den nu meget omtalte bog af kardinal Robert Sarah om præstecølibatet, hvor pave emeritus oprindeligt var krediteret som medforfatter [hvilket er en misforståelse ifølge Benedikts privatsekretær, ærkebiskop Georg Gänswein, da pave emeritus blot har sendt kardinal Sarah en kort tekst om sine tanker om præstecølibatet, men ikke var blevet informeret om i hvilken sammenhæng, teksten skulle indgå i eller at han ville blive krediteret som medforfatter], skriver den tidligere pave i sit bidrag, at den historiske forståelse af præsteembedet i Det gamle og Det nye Testamente gør det klart, at cølibatet er en ontologisk (iboende) og ikke en valgfri del af det katolske præstedømme.
Bogen, som på engelsk har titlen From the Depths of Our Hearts, er planlagt til at udkomme på fransk i denne uge og i en engelsk udgave i næste måned.
En metodologisk fejl
Mens medierne har beskæftiget sig indgående om kontroversens mange aspekter, har kun få beskæftiget sig med, hvad pave emeritus siger i sit bidrag i bogen. En af dem er nyhedsbureauet Catholic News Agency, der har haft adgang til et udkast til bogen. De skriver, at pave emeritus’ bidrag bygger på argumentet om, at mens præsters seksuelle afholdenhed i Det gamle Testamente skulle forstås som noget ’funktionelt’, udviklede det sig til at blive ’ontologisk’ for præsterne under Den nye Pagt.
“I kernen af den alvorlige situation, som præstedømmet befinder sig i dag, finder vi en metodologisk fejl i modtagelsen af Den hellige Skrift som Guds Ord”, siger pave emeritus.
Det, at opgive en kristologisk fortolkning af Det gamle Testamente, har resulteret i en ”mangelfuld teologi om gudsdyrkelsen” blandt mange nutidige teologer ved ikke at erkende, at Jesus til fulde opfyldte sin tjeneste til Gud snarere end at afskaffe den, siger pave emeritus.
Seksuel afholdenhed og gudstjeneste
Ser man på præstedømmets historie i Det gamle Testamente, fortsætter han, var “forholdet mellem seksuel afholdenhed og gudstilbedelse ganske tydelig i Israels kollektive bevidsthed”.
Pave emeritus bemærker, at Israels præster var forpligtet til at udvise seksuel afholdenhed i den periode, de havde ansvaret for gudstilbedelsen – når de var ”i kontakt med det guddommelige mysterium”.
“I betragtning af, at præsterne i Det gamle Testamente kun skulle dedikere sig til deres tjeneste på bestemte tidspunkter, var ægteskab og præstetjeneste derfor forenelige”, siger han. ”Men i kraft af den regelmæssige og ofte daglige fejring af Eukaristien har præsternes situation i Jesu Kristi Kirke ændret sig radikalt”.
Da præsten under Den nye Pagt er ”i kontakt med det guddommelige mysterium” hele sit liv, mener pave emeritus, at dette kræver en ”eksklusivitet i forhold til Gud” og derfor er uforeneligt med ægteskabet.
”Den daglige fejring af Eukaristien, som indebærer en permanent tjeneste for Gud, affødte spontant umuligheden af en ægteskabelig binding. Vi kan sige, at den seksuelle afholdenhed, som [til at begynde med] var noget funktionel, omdannede sig automatisk til en ontologisk afholdenhed. Dermed blev dens motivation og betydning ændret indefra og på en dybtgående måde”.
Pave emeritus’ tekst synes at rette sig mod den latinske ritus i Den katolske Kirke: mange katolske præster fra den østlige ritus fejrer ikke messe dagligt, og den tidligere pave behandler ikke specifikt teologisk disse præster.
At sætte sig selv til Guds disposition
Han afviser idéen om, at præstecølibatet bygger på foragt for menneskets seksualitet i Kirken, og bemærker, at også kirkefædrene afviste denne påstand, og at Kirken altid har betragtet ægteskabet som en gave fra Gud.
”Men den ægteskabelig stand involverer manden i alle hans aspekter, og da det, at tjene Herren på samme måde kræver en mands totale hengiven, synes det umuligt at udføre disse to kald samtidigt”, siger pave emeritus. ”Derfor er det, at give afkald på ægteskabet og i stedet at sætte sig helt til Herrens disposition, blevet et kriterium for præstegerningen”.
Ligesom levitternes præster frasagde sig at eje jord, frasiger præsterne under Den nye Pagt sig ægteskab og familie som et tegn på deres radikale forpligtelse til Gud”, siger han.
Har efterladt sig et dybt aftryk
Pave emeritus afslutter sin tekst med en refleksion over ordene i Johannesevangeliet (17,17-18): ”Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed. Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden”. Han siger, at disse ord berørte ham dybt dagen inden sin præstevielse, og fik ham til at reflektere over en præsts livslange kald til vedholdent at forene sig med Kristus og give afkald på ”det, der kun tilhører os”.
“Således blev der, her ved min ordinations aften, efterladt et dybt aftryk i min sjæl af, hvad det vil sige, at være ordineret til præst udover alle de ceremonielle aspekter: det vil sige, at vi konstant må renses og overvindes af Kristus, så det er Ham, der taler og handler i os, og i stadig mindre grad os selv”, siger pave emeritus.