Invitation til forbøn for forfulgte kristne

Illustration: Open Doors

Velkommen til tværkirkelig gudstjeneste med bøn for de mere end 360 millioner forfulgte kristne over hele verden. Kom og bed med i Sct. Nicolai Kirke i Vejle søndag den 20. august kl. 19.00 til tværkirkelig gudstjeneste med forbøn for forfulgte kristne verden over

Verden over lever mere end 360 millioner mennesker med forfølgelser og undertrykkelse på grund af deres kristne tro. Fra diskrimination under uddannelse og på arbejde til vold med døden til følge lever kristne både åbent og skjult i frygt for de konsekvenser, det kan have at tro på Jesus. I 2022 blev 5.621 kristne myrdet og 2.110 kirker angrebet. 

FN’s internationale mindedag for ofre for voldshandlinger på grund af religion eller overbevisning er den 22. august. I den anledning samles en bred vifte af kirkerne i Vejle til en fælles gudstjeneste i Sct. Nicolai Kirke for at bede for forfulgte kristne over hele verden. 

”Påskesøndag 2019 blev kristne i Sri Lanka angrebet særligt i kirker og på hoteller. 300 døde og 500 sårede. Samme år valgte FN den 22. august til at stå i disse ofres tegn. Den dag var vi flere på tværs af kirkerne i Vejle, som ønskede at slutte op om. Desværre er volden siden da kun eskaleret” siger sognepræst Maibrit Pedersen, Sct. Nicolai Kirke om initiativet, der førte til den første tværkirkelige forbønsgudstjeneste i 2022. 

”I min tros- og verdensopfattelse er det vigtigt at udtrykke mine glæder, men også min sorg og bekymring over for Gud”, siger pater Gregor Pahl, Skt. Norberts Kirke. ”På den måde er forbønsgudstjenesten i forbindelse med FN's mindedag for ofre for vold motiveret af religion eller overbevisning sikkert et vigtigt offentligt anliggende, men derudover gør den i min opfattelse også en forskel med hensyn til det, som menneskerne har allermest behov for, nemlig støtte i deres åndelige dimension”. 

“For mange kristne, der forfølges, gør det en forskel, at de ikke er glemt eller overset af andre kristne - især os, der lever i den privilegerede og rige del af verden på så mange måder”, siger Anne Thompson, præst i metodistkirken, Skt Pouls Kirke. ”Jeg tror, vi har tendens til at glemme, hvor svært det kan være for mange troende andre steder. Og jeg tror, vi har godt af at blive mindet om, at det ikke er en selvfølge, at vi kan praktisere vores tro åbent. For mig er forbønsgudstjenesten en måde både at vise solidaritet med de, der er forfulgte og samtidig minde mig selv og andre om, at forfølgelse på grund af tro er virkelighed for mange.” 

”Religionsfriheden indskrænkes i disse år i mange lande i verden. Det er afgørende for mig som kristent menneske at kunne leve og udtrykke min tro frit – ikke kun bag hjemmets fire vægge, men også i det offentlige rum”, udtaler Tonny Jacobsen, præst i Bykirken og formand for FrikirkeNet. ”Jeg har personligt mødt mennesker i lande, hvor de undertrykkes og forfølges for deres tro. Det har gjort et stort indtryk på mig, og derfor er det naturligt for mig at engagere mig i en forbønsgudstjeneste for de forfulgte kristne”. 

”Fra mange steder udsendes der nødråb, som vi på en eller anden måde må svare på”, fremhæver sognepræst Maibrit Pedersen. ”Vi lever i en del af verden, hvor der i videste forstand er plads til ikke at være ens eller enige, hvor respekt og forståelse er indstøbt i samfundets sokkel. Det er der masser af alvor i. Inde i kirken oplever vi også for alvor at blive talt til. Vi skal elske, tjene, tilgive, være barmhjertige, dele, søge freden. Verden over begås der mange overgreb på kristne. Til forbønsgudstjenesten mødes vi på tværs af kirkesamfund i Vejle for at høre nogle af disse nødråb fra kristne, lytte til Guds stemme ind i deres smerte, ind i vores liv og overveje vores svar. Det er alvor, og der har vi brug for kirkens rum”. 

Ved gudstjenesten vil mennesker fra forskellige kirker læse, tale og lede os i bøn. Gudstjenesten ledes af både præster og medlemmer af forskellige kirker, og alle er velkomne til at være med. 

Bag indbydelsen står: Sct. Nicolai Kirke – Bykirken – Skt. Norberts Kirke – Metodistkirken – Nørremarkskirken – Vor Frelsers Kirke – Kirkecenteret – Frimenigheden Broen – Hover Kirke & Grejsdal Kirke.