Ordet blev kød. Ja, Jesus gjorde sig i den grad til ét med os, så han ikke længere kunne, så han ikke længere ville skille sin virkelighed fra vores.
”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden […]”. Sådan lyder det som bekendt i teksten til julenat. Og første juledag lyder teksten: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud […] Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.”
Det er to udlægninger af den ene og samme historie. Den ene er mere tolkende og jublende end den anden. Men sagen, det glade budskab, er det samme.
Julenat gik profeters ældgamle løfter og forjættelser i opfyldelse. Julenat ”er et barn blevet født os. En søn er blevet os givet. Og herredømmet skal ligge på hans skuldre.” Han skal ifølge Esajas kaldes: ”Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds fyrste.”
Ifølge Hebræerbrevet er han ”Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede. Og han bærer alt med sit mægtige ord.”
Og det er dette mægtige Guds ord, der julenat blev kød og tog bolig iblandt os.
Dette mægtige Guds ord er det Ord, som alt blev til ved i tidernes morgen, dengang Gud legede med himmelrummets storme, urhavets bølger, den brændende sol og sfærernes klange. Ja, dengang Gud sagde: ”Der blive lys.” Og der blev lys.
Gudsordet gjorde sin virkning dengang. Og uden det Ord, ER der intet blevet til af det, som er.
I Ordet er der liv
Ord, ord, ord… blot ord fristes vi måske til at sige affærdigende. Men som vi alle ved, så kan rette ord på rette sted gøre alverden til forskel. Ord har det jo med at skabe virkelighed. Som Benny Andersen skriver:
Man leder efter et ord og finder et sprog.
Man kysser en mund og bliver gift med et folk.
Man graver i haven og støder på en planet.
Man ser forundret op, og man er forår.
Ord, Gudsord, skaber virkelighed, skaber sprog, skaber folk, skaber planet, skaber forår – for i Ordet er der liv! Og liv og skaberværk er skabt godt, er godt. ”Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt!”
Men mennesket ville sig selv, valgte sig selv. Ja, mennesket valgte mørket fremfor lyset og det liv, der kommer fra Gud. Og mennesket valgte ikke at se forundret op og være forår. Og alt blev vinter. Alt blev mørke. Og følgen var fald, lidelse og død.
Eller som Johannes skrev: ”I begyndelsen var Ordet […] Og i ordet var der liv. Og livet var menneskers lys. Og det lys skinner i mørket, men mørket begreb det ikke” Nej, mørket begreb det ikke.
Mennesker af kød og blod
Det fortælles, at en ihærdig folkekirkepræst engang havde fået lavet en meget smuk julekrybbe i papir og papmache i sin kirke med hele persongalleriet fra Bethlehem.
Under en børnegudstjeneste hev denne præst alle børnene op foran, for at de rigtigt kunne se hele sceneriet. ”Se, engang børn,” sagde den gode præst, ”se den glæde og fred, der stråler ud af dem alle sammen. Se Marias lykkelige ansigt. Se Josefs varme øjne. Se hyrdernes smil. Og prøv at se dyrene! Fårene skubber ikke. Gederne jager ikke omkring. Kamelerne sparker ikke bagud. Hvorfor tror I, ja, hvorfor tror I mon, at de alle sammen er så fredelige, så gode og så lykkelige?”
Der lød da en del mumlen fra børnene. Men med et skar der en klar drengestemme igennem børnenes væven rundt: ”Det er fordi …” sagde knægten: ”Det er fordi, de er af pap!”
Ja, det er af børn og fulde folk, man skal høre sandheden! Mennesker af kød og blod flyder ikke uden videre hen i rørstrømske og nok så liflige følelser, heller ikke på en juledag, hverken i Betlehem eller i nogen katolsk kirke i Danmark.
Festen for det lys, der skinner i mørket, er for alt for mange blevet til en mørk og ensom juledepression. Ja, julen er for mange blevet festen for de fulde kasseapparater og de tomme illusioner, festen for de bløde følelser og de hårde aggressioner.
Én og anden kan måske en gang imellem tage sig selv i at ønske, at vi dog alle måtte være døde figurer af papmache. For så ville vi i det mindste passe lidt bedre ind i det idylliserede sceneri. Men nu er vi nu engang mennesker, mennesker af kød og blod.
Men netop til os mennesker af kød og blod lyder det gode budskab om Ordet, om Gudsordet, der blev kød, ja, kød, der kunne le og smile, græde og bløde. Ja, Gud selv gav sig selv totalt og blev kød og blod iblandt os. Og som enhver anden af os fik han et navn. Nemlig navnet Jesus.
Jøderne havde ventet, at Guds Messias, at Kristus skulle komme ovenfra, fra Himlen. Men Jesus kom nedenfra, eller rettere sagt indefra, fra mørket, fra kødet, fra en kvindes skød.
Ja, han fødtes som et menneske af en kvindes skød. Siden blev han hængt som et menneske og lagt i jordens skød. Derfor gælder det, at den, som tilbeder barnet i krybben, beder til en korsfæstet!
Har vi dette perspektiv med ind over det, har vi korsfæstelsen med ind over det, ja så forstår vi også, at julen ikke er nogen papmache idyl.
Ordet blev kød
Mennesket har i vor tid rørt månen og er stolt af at have været der.
Gud har rørt jorden. Ikke for at kunne sige, at han har været her, men for at lade sige, at han ER her.
Og da verden, da vi jog ham herfra, da jog vi ham allerinderst ind i det, der er vort; nemlig vor død.
Afklædt i krybben og afklædt på korset. Han er kommet for at være sammen med det afklædte menneske, med det værgeløse, det skyldige, det hudløst sårbare og det fortabte menneske.
Ordet er blevet kød! Det skete ikke i tankens eller drømmens pap-idyl-verden. Nej, det skete i nederlagets og fortvivlelsens verden. Det skete en bestemt nat i verdenshistorien. Det skete, dengang Augustus var kejser og beordrede en folketælling.
Og det skete under de usleste forhold. Ordet blev kød ved en kvinde, der intet andet ejede end sin tro. Ja, Maria levede, som hendes søn levede, ved at tjene og arbejde for andre.
Og hyrderne på marken, der i vor glansbilledverden fremtræder som agtværdige, blide gamle mænd, ja, de blev dengang regnet som samfundets værste skidt. Ved en retssag talte de for eksempel ikke engang med som rigtige vidner. Ikke desto mindre indkaldte Gud netop disse hyrder som vidner til verdenshistoriens største begivenhed.
Jo, Ordet blev så sandelig kød. Men det skete altså midt inde i det mest forpjuskede stykke hverdag, som man kunne tænke sig. Det er i sandhed ikke nogen sød, idylliseret jule-pap-historie, som vi her har med at gøre. Det er tværtimod en virkelighed så forfærdende, som kun den ufattelige godhed kan være det.
Ordet blev kød. Ja, Jesus gjorde sig i den grad til ét med os, så han ikke længere kunne, så han ikke længere ville skille sin virkelighed fra vores.
Ordet blev således kød under skaberværkets sukken, under sukke fra pinte samvittigheder, under sukke fra ensomhedens tomrum og under sukke fra sygdommens rædsler. Og Jesus gik selv ind under vore sukke og gjorde dem til sine.
Barnets gråd i krybben, den korsfæstedes råb i den lange fredags nat - dét er alt sammen Gud, Gud, som blev menneske, et menneske, der kan blive såret af menneskers ufattelige ondskab.
Lad os tage imod ham
Jesus var altså som Skaberordet med til at skabe den første verden. Men skaberværket faldt som nævnt bort fra sin Skaber. Nu lader Jesus sig føde ind i det faldne skaberværk for at føre det tilbage til Gud.
Med rette siger denne juledags evangelietekst derfor, at han, altså Ordet, kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham. Men, tilføjer Johannes så, de, der tog imod ham, ja, dem gav han ret til at blive Guds børn. Ja, han gav dem ret til at blive Guds forløste og genløste børn, der allerede nu har del i den nye himmel og den nye jord.
Lad os derfor bede til, at vi må have tro, inspiration, fantasi og kærlighed til at tage imod ham. Ja, lad os tage imod ham sådan, som han kommer til os som et lille sårbart barn på krybbestrå.
Lad os fromt blive inspireret af de smukke krybbescenerier, der findes i de fleste katolske kirker. Lad os tage imod ham, sådan som vi høre om ham i Biblen. Og lad os tage imod ham i Eukaristiens sakramente.
Ja, for tager vi virkelig imod ham, da skal vi som genløste se den enbårnes herlighed, som han har fra Faderen, en herlighed fuld af nåde og sandhed.
I lyset af denne herlighed er der al mulig grund til at ønske hinanden glædelig jul.
Amen.
Tekst: Pastor Gregers Mærsk-Kristensen