Biskoppen af Stockholm, kardinal Anders Arborelius OCD, opfordrer i et interview med den tyske avis Die Tagespost til et mere intenst engagement i Kirkens lære – og advarer mod falske forventninger til den synodale vej. ”Den lokale kirke skal altid finde sin egen vej i dialog med Den universelle Kirke. Det bliver ikke let for tyske katolikker”, mener kardinal Arborelius.
Deres excellence, hr. kardinal, de nordiske biskopper har bekræftet principperne i den kristne antropologi i deres seneste hyrdebrev. Hvilke reaktioner har De modtaget?
Vi er meget overraskede over reaktionerne fra hele verden. De fleste af dem er meget positive. Der er naturligvis også nogle stemmer, der siger, at vi ikke er åbne nok, fx over for transkønnede. Men generelt er folk glade for, at vi har forsøgt at se på, hvordan vi som kristne kan leve med det bibelske billede af mennesket i dag. Det er vigtigt, at vi accepterer, at vi enten er mænd eller kvinder. Det bibelske billede af mennesket er stadig gyldigt. Her i Sverige har nogle ikke-katolikker også stillet spørgsmål ved hyrdebrevet, fx om en eventuel anerkendelse af partnerskaber mellem personer af samme køn.
Ser De for tiden mulighed for, at Den katolske Kirke på en kompetent måde kan kommentere nye humanistiske debatter såsom transhumanisme?
Ved at forsøge at beskrive den traditionelle bibelske lære om, hvad det vil sige at være menneske. Vi kan og skal ikke forsøge at besvare alle de åbne spørgsmål, der er forbundet med disse debatter, men vi kan sige, at Gud skabte os som mand og kvinde. Grundlæggende vil mennesker altid forblive mennesker, enten som mænd eller kvinder. Det er Guds hensigt, at vi skal være sådan. Selv om mand og kvinde vælger et andet køn, forbliver det, som det er. Selvfølgelig skal vi behandle alle mennesker med kærlighed og respekt.
I hyrdebrevet mindede de nordiske biskopper os om, at det er biskoppernes opgave at være vejvisere på vejen til Kristi bud. Hvad svarer kardinalen de kristne, som mener, at Kirken ville nå bedre ud til folk i dag og have større chance for at vinde dem for evangeliets budskab, hvis den ændrede sin lære?
Læren er tæt forbundet med det moralske liv. Gud har givet os et biologisk liv. Dette fører til svar på grundlæggende spørgsmål. Det er vigtigt, at mennesket forbliver, hvad det er ud fra et biologisk og teologisk perspektiv. Selvfølgelig har det frihed til at gøre mange ting inden for dette biologiske væsen. Men Kirken ønsker grundlæggende at hjælpe mennesket med at leve et godt og lykkeligt liv i Guds nærvær. Det er derfor, vi har fået buddene. De er en hjælp for os. Men vi skal studere dem godt, lære Kirkens lære bedre at kende og forstå traditionen og synet på Bibelen dybere. Så vil vi bedre kunne forstå Kirkens holdninger.
Hvad betyder tilslutning til doktrinen i praksis, når fx læseplaner i skolen foreskriver et helt andet indhold end Kirkens? Eller når sundhedspersonale kæmper med etiske standarder?
Det betyder, at vi må stræbe efter en dybere dialog mellem Kirke, videnskab og sundhedsvæsen. Problemet er, at det er svært at finde steder til udveksling. Der er ideologier, som Kirken altid har meget svært ved at indlede en dialog med. Det er lettere at tale fra person til person i familien, på arbejdspladsen og også i Kirken, selv om vi har forskellige holdninger. Så er det lettere at forklare, hvad Kirken mener, og at finde en fælles vej. Det største problem i dag er, at vi ikke taler med hinanden, vi taler forbi hinanden. Det er ikke en måde at komme videre på. Vi er nødt til at overvinde tendensen til polarisering. Det kan kun ske i lille skala.
Hvor stor tillid har De til videnskabelige platforme? I hvilket omfang er vores universiteter stadig egnede til denne udveksling?
En gang imellem opstår der en sådan mulighed, men nogle kredse på universiteterne er naturligvis også meget ideologiserede. Bag kulisserne er der altid folk, som er villige til at tale åbent og lytte.
Hvad forventer De af verdenskirkens synodale proces?
Jeg forventer, at vi som katolske kristne sammen vil finde en vej til en ny evangelisering, hvilket betyder, at vi ikke længere vil tale om funktionerne og magtforholdene eller vore egne problemer. Verden skal modtage tro, håb og kærlighed. Kirken skal forsøge at tale om Kristus og hans lære, og nå ud til verden med Kristi budskab i stedet for at tale om sig selv. Verden har brug for Kristi budskab. Hvis vi ikke kan give den dette, har den synodale proces på en eller anden måde fejlet. Verden er ikke interesseret i vore interne anliggender. Vi er ikke så vigtige. Vi er kun relevante som forkyndere og profeter. Den synodale proces er en fantastisk måde at stå sammen om troen i verden og bekræfte vores enhed på. I Sverige var det tesen: skab større enhed mellem os. Der er risiko for, at vi falder fra hinanden i forskellige grupper; i vores land i de forskellige sproggrupper og etniske grupper, i Tyskland måske i venstre- og højrefløjen.
Efter påsken har pave Frans igen erklæret, at synoden ikke er et parlament. Hvordan forklarer man folk, at kristne flertalsbeslutninger ikke automatisk er ensbetydende med Helligåndens arbejde, selv om nogle katolikker i Tyskland ser flertalsbeslutninger som Helligåndens arbejde?
At flertalsbeslutninger er identisk med Helligåndens stemme er naturligvis en ikke-bibelsk opfattelse. Bibelen taler om den lille gruppe af hellige, som holder fast ved troen. Israels folk i eksil var et meget lille mindretal, men de bevarede traditionen. Og selv i dag er det kun et lille mindretal i vores lande, der er forblevet kristne. Hvis vores bånd til verden og vores sociale strukturer bliver for tætte, er der en risiko for, at vi også overtager verdens synspunkter. Demokrati er godt for verden, men i Kirken er det anderledes. Den handler om sandhed, kærlighed, barmhjertighed og hellighed. At forklare dette er en stor opgave. Her i Sverige er det lettere, fordi vi som katolikker kun udgør et lille mindretal og er vant til at tænke anderledes end flertallet. Problemet i Tyskland er, at Kirken er en del af samfundet. På en eller anden måde har de ikke indset, at verden har ændret sig så radikalt, at kristne må træde til side og tænke, at vi har noget andet at tilbyde: evangeliet, barmhjertighed og hellighed. For verden er dette ikke umiddelbart forståeligt. Vores opgave er at forklare det.
Den Hellige Fader opfordrer gentagne gange til omvendelse. Hvor vil De som biskop begynde at omsætte dette i praksis?
Omvendelse er et personligt anliggende. Vi må appellere til folks hjerter. Det begynder altid i selve verden. Hvert enkelt menneske skal forstå, at det er kaldet til omvendelse og forening med Kristus, og at det har mulighed for at engagere sig i Kirken. Åndeligt set betyder omvendelse, at man skal bede mere flittigt og gå oftere til messe. Praktisk betyder omvendelse også, at man lever et mere enkelt og franciskansk liv. Du kan hjælpe flygtninge og de fattige. Du kan sætte mere pris på naturen end på store biler.
Hvad var Deres indtryk af det kontinentale synodale møde i Prag?
De forsøgte at samle de forskellige bidrag og tale med én stemme. Det var ikke let, fordi situationen på stedet er så forskellig. Men på en eller anden måde fandt de en måde at fokusere på de gode nyheder, og mindre på de strukturelle spørgsmål. Kirken må ikke tænke så meget på sig selv. Det, den skal give, er ikke kun for sin egen skyld, men for at tilbyde Kristi kærlighed og storhed til verden. Ikke at alt det, der skulle siges, blev sagt i Prag. Men der blev fundet en fællesnævner for alle. Det synes jeg er beundringsværdigt.
Efter det kontinentale møde i Prag stemte flertallet på den femte synodale forsamling i Tyskland for kvinders adgang til præstedømmet, velsignelse af homoseksuelle par og lægprædiken. Hvad er Deres holdning til disse krav?
Jeg synes, det er en skam, at Tyskland har valgt en særlig vej. Tanken om, at en lokal kirke kan gå en særlig vej, er måske typisk tysk. Men det er ikke muligt. Og vejen tilbage bliver stadig vanskeligere. Og selvfølgelig kan det være meget smertefuldt, når det bliver klart, at det ikke er muligt at følge en særlig vej og forblive katolik. Den lokale kirke må altid finde sin vej i dialog med Den universelle Kirke. Det bliver ikke let for de tyske katolikker.
Hvordan vil den tyske vej påvirke Den universelle Kirkes synode?
Jeg tror ikke, at det tyske synspunkt vil få nogen større indflydelse på verdenskirken. Selv om beslutningerne om den synodale vej er vigtige for Tyskland - er Tyskland kun en lille del af Den universelle Kirke. Selvfølgelig vil vi berøre disse spørgsmål på en eller anden måde, men den tyske holdning vil ikke være så vigtig, som folk i Tyskland måske tror. Den tyske stemme er ikke den vigtigste i verdenskirken. Det kan være meget pinligt at se i Tyskland, at spørgsmålene på den synodale vej ikke spiller en lige så stor rolle i verdenskirken som i den lokale tyske kirke.
Hvordan kan tyske katolikker finde en vej uden om dette?
Det er muligt at erkende, at ikke alle svar kommer fra Tyskland. Selvfølgelig kan man videregive idéer, men man kan ikke forvente, at alle overtager dem. Det er ikke muligt at gå en bestemt vej som en national kirke, som Luther engang troede, at det er muligt. De tyske katolikker bør forsøge at bevæge sig fremad sammen med Den universelle Kirke og finde en fælles vej. For at gøre dette må de indse, at de er en del af Den universelle Kirke.
Hvilken rolle spiller disse følsomme emner for Dem i den økumeniske dialog med de protestantiske kristne?
Det protestantiske samfund blander af respekt sig ikke i katolske debatter. Jeg ser sjældent protestantiske teologer eller biskopper rådgive katolikkerne om at give kvinder adgang til præsteskabet, fordi de mener, at det er rigtigt. Selvfølgelig kan nogle mene det, men vi er kommet så langt i den økumeniske dialog, at folk ikke ønsker at blande sig. Jeg mener, at det er meget vigtigt, at vi holder os ude af en anden kristen kirkes eller et andet kristent samfunds indre liv.
Den katolske kirke i Sverige har været i vækst i flere år. Hvorfor vælger folk Den katolske Kirke, når Den lutherske Statskirke i Sverige tilbyder en mere liberal model for kristen discipelskab, som er mere på linje med den sociale mainstream?
De, der kommer til Sverige og ønsker at forblive katolikker, forsøger at uddybe deres tro personligt for overhovedet at kunne overleve som katolikker. Det er ikke så let at leve som katolik i et postluthersk, sekulært samfund. Det er det, der gør deres katolske tro vigtig for dem. I tilfælde af konvertitter viser det, at de er på udkig efter det, som Kirken har at tilbyde. De kommer ikke for at ændre Kirken, men for at blive beriget af Kirken. Og selvfølgelig kan de tage noget af deres traditioner med sig. Men de ønsker ikke at gøre Kirken mere protestantisk, de ønsker at berige denne katolske mangfoldighed med deres erfaringer. I øjeblikket hjælper fx en tidligere pinseprædikant os med evangelisering. Han har stor erfaring med at prædike. Det kan hjælpe os. Men der er også konverteringer til protestanterne.
Et meget omdiskuteret emne i Tyskland er den obligatoriske udelukkelse af kvinder fra det ordinerede embede. Er dette spørgsmål efter Deres mening blevet endeligt besvaret af pave Johannes Paul II’s brev "Ordinatio sacerdotalis"? Eller ser De mulighed for yderligere diskussion, da der ikke er tale om et dogme?
Dette er naturligvis et meget specifikt teologisk spørgsmål, især fordi der stadig er en igangværende diskussion om diakonat for kvinder. Men i bund og grund har Johannes Paul II gjort opmærksom på, at kvinder ikke kan få adgang til det ordinerede præstedømme. Hertil skal det naturligvis siges, at der er mange andre muligheder for kvinder i Kirken. Pave Frans har også forsøgt at skabe mere og mere plads til kvinder i Kirken. Det er trist, når katolikker kun fokuserer på spørgsmålet om ordination, for der er så mange muligheder for kvinder til at være involveret og have indflydelse i Kirken.
Hvad mener De, at Kirken i Tyskland har brug for nu?
Måske har Helligånden brug for at udføre et mirakel. Selv i en så vanskelig situation kan der ske mirakler. Det er mit største håb, for jeg har en stor kærlighed til de tyske katolikker. De, der virkelig tror på Kirkens katolicitet, vil finde tilbage til enheden. Måske vil det være en vanskelig proces, og måske vil nogle forlade landet skuffede. Men jeg håber og tror, at vi vil finde en vej fremad.