Kardinal Arborelius og biskop Varden i Kyiv

SOLIDARITETSBESØG: Kardinal Anders Arborelius (t.v.), biskop Erik Varden og storærkebiskop Svjatoslav Sjevtsjuk (t.h.) taler sammen i katedralen for den opstandne Kristus i den ukrainske hovedstad Kyiv. Privatfoto

En delegation fra Den nordiske Bispekonference var i Ukraine i forbindelse med, at EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen netop har været i hovedstaden Kyiv for at markere Europadagen dér.

Det to dage lange besøg er kommet i stand efter dialog med monsignor Bohdan Dzyurakh CSsR, eksark for de katolske ukrainere af den byzantinske ritus i Tyskland og Skandinavien.  

”Vores mål er at udtrykke vores solidaritet med det plagede folk og de kristne i Ukraine”, siger biskop Varden om besøget.

Rejseruten inkluderer et møde med Svjatoslav Sjevtsjuk, storærkebiskop af Kyiv og biskop Vitalii Kryvytskyi SDB, den romersk-katolske biskop af Kyiv.

I tillæg vil de to repræsentanter for Den nordiske Bispekonference besøge nogle byer i nærheden af Kyiv som blev ødelagt af den russiske hær under invasionen i 2022.

Von der Leyen i Kyiv
Europa Kommissionens formand Ursula von der Leyen var i Ukraines hovedstad tidligere på ugen for at markere Europadagen sammen med præsident Zelenskyj

 ”Det er godt at være tilbage i Kyiv, hvor de værdier, vi værdsætter højt, bliver forsvaret hver dag. Så det er et passende sted at fejre Europadagen”, skrev von der Leyen på Twitter.

Hun ankom til Kyiv med nattoget fra Polen for at møde præsident Zelenskyj.

EU har markeret Europadagen den 9. maj i en årrække, men i Ukraine er det første gang i år, at dagen er blevet udråbt til det. Tidligere har Ukraine – som andre tidligere sovjetstater – fejret sejren over Nazi-Tyskland den 9. maj.