Pave Frans' tale ved onsdagen generalaudiens 2. juni 2021
Kære brødre og søstre, godmorgen!
Evangelierne viser os, hvordan bøn var grundlæggende i forholdet mellem Jesus og hans disciple. Dette fremgår allerede i valget af, hvem der siden skulle blive apostlene. Lukas sætter valget af dem i en præcis bønskontekst, og han siger: „I de dage gik han engang op på bjerget for at bede, og han tilbragte natten i bøn til Gud. Da det blev dag, kaldte han sine disciple til sig, og blandt dem udvalgte han tolv, som han også kaldte apostle”(Luk 6,12-13). Jesus udvalgte apostlene efter en nat i bøn. Det ser ud til, at der ikke er noget andet kriterium i dette valg end bønnen, Jesu dialog med Faderen. At dømme ud fra, hvordan disse mænd skulle opføre sig, synes valget af dem ikke at være det bedste, idet de alle flygtede og efterlod ham alene inden hans lidelseshistorie; men det er netop dette, især Judas’ tilstedeværelse, den fremtidige forræder, som viser at deres navne var indskrevet i Guds plan.
Bøn på vegne af hans venner dukker konstant op i Jesu liv. Apostlene bliver undertiden en bekymring for ham, men da Jesus modtog dem fra Faderen efter bøn, bærer han dem således i sit hjerte, selv når de fejler, selv når de falder. I alt dette opdager vi, hvordan Jesus var både lærer og ven, altid villig til at vente tålmodigt på disciplenes omvendelse. Højdepunktet i denne tålmodige venten er det “kærlighedsnet", som Jesus væver omkring Peter. Ved den sidste nadver siger han til ham: ”Simon, Simon!” - de ord, vi hørte i begyndelsen af audiensen - “Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre” (Luk 22,31-32). Det er imponerende at vide, at i dette øjeblik, i svaghedens stund, ophører Jesu kærlighed ikke. "Men Fader, hvis jeg har begået en dødssynd, elsker Jesus mig da?" - “Ja” - “Og fortsætter Jesus med at bede for mig?” - "Ja" - "Men hvis jeg har gjort de værste ting og videre, har begået så mange synder ... fortsætter Jesus [med at bede]?" - "Ja". Jesu kærlighed, Jesu bøn til hver enkelt af os ophører ikke, den ophører ikke, men intensiveres snarere, og vi er i centrum for hans bøn! Vi skal altid huske dette: Jesus beder for mig, han beder nu foran Faderen og får Ham til at se de sår, han bar på sig, for at vise Faderen prisen for vor frelse, det er den kærlighed, han har til os. Men i dette øjeblik, lad os hver især tænke: beder Jesus for mig i dette øjeblik? Ja. Dette er en stor vished vi skal have.
Jesu bøn vender punktligt tilbage på et afgørende tidspunkt på hans vandring, efterprøvelsen af hans disciples tro. Lad os lytte igen til evangelisten Lukas: ”Da Jesus havde trukket sig tilbage for at bede, og disciplene var sammen med ham, spurgte han dem: ‘Hvem siger skarerne, at jeg er?’ De svarede: ‘Johannes Døber, men andre siger Elias, og andre igen, at en af de gamle profeter er opstået’. Så spurgte han dem: ‘Men I, hvem siger I, at jeg er ?’ Peter svarede: ‘Guds salvede’. Han forbød dem strengt at sige dette til nogen” (Luk 9,18-21). Det vil sige, at bøn altid går forud for de store vendepunkter i Jesu mission, og ikke kun i forbifarten, men gennem intens og langvarig bøn. Bønnen er altid tilstede i disse øjeblikke. Denne trosprøve synes at være et mål, men er i stedet et nyt udgangspunkt for disciplene, for fra da af er det som om Jesus antager en ny tone i sin mission idet han taler åbent til dem om sin lidelse, død og opstandelse.
Med denne udsigt, der instinktivt giver anledning til frastødning, både hos disciplene og hos os, der læser evangeliet, er bøn den eneste kilde til lys og styrke. Det er nødvendigt at bede mere intenst hver gang vejen fører én op ad en bakke.
Og faktisk, efter at have meddelt disciplene hvad der venter ham i Jerusalem, finder episoden med forklarelsen på bjerget sted. Jesus ”tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede. Og mens han bad, ændrede hans ansigt udseende, og hans klæder blev blændende hvide. Og se, to mænd talte med ham; det var Moses og Elias, der kom til syne i herlighed og talte om den udgang, han skulle opfylde i Jerusalem” (Luk 9,28-31), det vil sige hans lidelseshistorie. Derfor fandt denne foregribende manifestation af Jesu herlighed sted i bøn, mens Sønnen var nedsænket i fællesskab med Faderen og fuldt ud indvilligede i Hans kærlige vilje med Hans frelsesplan. Og ud af denne bøn lød der en tydelig røst til de tre disciple: ”Det er min udvalgte søn. Hør ham!” (Luk 9,35). Fra bønnen kommer opfordringen til at lytte til Jesus, altid fra bønnen.
Af denne hurtige rejse gennem evangeliet lærer vi, at Jesus ikke kun vil have os til at bede, som han beder, men forsikrer os om, at selvom vores forsøg på at bede skulle være fuldstændig forgæves og ineffektive, kan vi altid stole på hans bøn. Vi skal være opmærksomme på dette: Jesus beder for mig. Engang fortalte en god biskop mig, at han i et meget dårligt øjeblik i sit liv, under en meget, meget, meget stor prøvelse, hvor alt var i mørke, kiggede han op i basilikaen og så denne sætning skrevet: ”Jeg, Peter, vil bede for dig”. Og dette gav ham styrke og trøst. Og dette sker hver gang nogen af os ved, at Jesus beder for ham eller for hende. Jesus beder for os. I dette øjeblik, i dette sande øjeblik. Udfør denne hukommelsesøvelse, gentag dette. Når der er vanskeligheder, når du mærker distraktionens kredsløb: Jesus beder for mig. Men Fader, er det sandt? Ja, det er sandt! Han sagde det selv. Lad os ikke glemme, at det, der opretholder os alle her i livet, er Jesu bøn for hver enkelt af os med vores navn og efternavn foran Faderen, idet han viser Ham de sår, som er prisen på vores frelse.
Selv om vore bønner kun var stammende og var kompromitteret af en tvivlende tro, må vi aldrig ophøre med at stole på ham: Jeg ved ikke, hvordan man beder men han beder for mig. Støttet af Jesu bøn hviler vore frygtsomme bønner på ørnevinger og svæver op mod himlen. Glem ikke: Jesus beder for mig. Nu? Ja, nu. I prøvelsens stund, i syndens øjeblik, selv i den synd, beder Jesus for mig med så meget kærlighed.
Mange tak.