Katekismen på ét år

Den amerikanske pater Mike Schmitz vil fra og med 1. januar næste år føre lytterne trin for trin gennem Den katolske Kirkes katekismus i form af daglige korte podcasts. Foto: Ascencion.

Podcast-serien ’Katekismen på ét år’ har til formål at uddybe den katolske tro hos såvel katolikker som ikke-katolikker.

Med over 1,5 millioner lyttere på verdensplan er podcast-serien ’Bible in a Year’ den mest populære podcast i kategorien ’religion og spiritualitet’ på Apples podcast-liste. Nu inviteres katolikker og andre interesserede med på endnu en lytterejse med serien ’Catechism in a Year’, der har premiere den 1. januar 2023.

Den amerikanske pater Mike Schmitz er vært for begge podcast-serier, og det er hans håb, at lytterne ”ikke kun vil vokse i viden, men også i reel transformation” med de nye podcasts.

’Catechism in a Year’ vil følge samme skabelon som ’Bible in a Year’ med daglige episoder (365 i alt), men de bliver af kortere varighed, nemlig 15-20 minutter mod de 30-45 minutter, som hver episode i ’Bible in a Year’ typisk varede.

”Det, vi gjorde med Bibelen, ønsker vi også at gøre med katekismen”, forklarer pater Schmitz: ”I løbet af 365 dage vil vi behandle et lille afsnit af katekismen hver eneste dag. Vi vil læse det, forklare og uddybe det, så vi ved årets udgang kan sige: ’Nu ved jeg, hvad Kirken tror på; nu ved jeg, hvad Guds plan er med mit liv; nu ved jeg, hvordan jeg skal tale med Gud, hvordan jeg skal lytte til hans røst, og hvordan jeg skal bede til ham’. Det bliver helt utroligt”.

”Lige siden podcasten ’Bibelen på ét år’ blev lanceret, har vores lyttere opfordret os til at lave en tilsvarende podcast om katekismen på ét år”, forklarer Ascensions forlagsdirektør Jonathan Strate, der står udgivelsen: ”Vi er glade for, at pater Mike Schmitz kommer med dette tilbud til vores lyttere, især da Den katolske Kirke i oktober fejrede 30-årsdagen for udgivelsen af katekismen”.

Podcast-serien vil være gratis tilgængelig på alle større podcastplatforme samt på Hallow-appen, hvilket gør den til et effektivt kateketisk værktøj for katolske skoler, sogne og universiteter.

Med over 8 millioner trykte eksemplarer på mere end tyve sprog giver Den katolske Kirkes Katekismus klar og omfattende besked om alle væsentlige emner i den katolske tro. Bogen er delt op i fire dele – omhandlende troen, liturgien, moralen og bønnen – og repræsenter en autoritativ og ajourført fremstilling af Den katolske Kirkes lære på grundlag af Bibelen og hele traditionen, deriblandt særlig 2. Vatikankoncil.

Katekismen blev lanceret af daværende pave Johannes Paul II i 1992. Den er den første nye universelle katekismus i mere end 400 år og er fortsat den verdensomspændende standard for undervisning i katolsk tro.