Kirkelige ledere opfordrer den russiske patriark til at tale med Putin

Katolske og ortodokse ledere i Europa har appelleret til den russisk-ortodokse patriark Kirill af Moskva (billedet) og opfordret ham til at overbevise den russiske præsident Vladimir Putin om at stoppe blodsudgydelserne i Ukraine.

I et åbent brev offentliggjort den 2. marts skriver den rumænsk-ortodokse fader Ioan Sauca, fungerende generalsekretær for Kirkernes Verdensråd, til patriark Kirill, at han har modtaget adskillige breve hvori han opfordres til at ”kontakte patriark Kirill om at mægle, så krigen kan stoppes og lidelserne slutte”.

”I disse tider med håbløshed ser mange hen mod dig som den, som kan komme med et tegn på håb om en fredelig løsning”, skriver Sauca.

”Jeg skriver til Deres Hellighed som fungerende generalsekretær for Kirkernes Verdensråd, men også som en ortodoks præst. […] Vær venlig at hæve din røst og tal på vegne af de lidende brødre og søstre, hvoraf de fleste også er trofaste medlemmer af vor ortodokse Kirke”.

Den polske ærkebiskop Stanislaw Gadecki af Poznan, formand for Den polske Bispekonference, har ligesom Sauca opfordret den russiske patriark til ”at appellere til Vladimir Putin om at stoppe den meningsløse krig mod det ukrainske folk”.

I brevet, offentliggjort af Den polske Bispekonference den 2. marts, opfordrede Gadecki også Kirill til at opfordre de russiske soldater til ”ikke at deltage i denne uretfærdige krig, at nægte at parere ordrer, der – som vi allerede har set det – fører til mange krigsforbrydelser”.

”At nægte at følge ordrer i en sådan situation er en moralsk forpligtelse”, skriver den polske ærkebiskop.

Kritik af tætte bånd til Putin

Den tyske kardinal Reinhard Marx af München og Freising havde offentligt appelleret til den russiske patriark under en messe den 27. februar i den ukrainske katolske katedral i München.

”Jeg bønfalder patriarken af Moskva om at udøve sin indflydelse på Ruslands præsident, så krigen kan afsluttes og våbnene lægges ned”, sagde kardinal Marx.

Biskopper, tilføjede han, er ikke politikere, ”men vi har en mission og pligten til at forkynde fredens evangelium, især overfor dem, der tror at ​​de kan bruge vold og terror til at opnå politiske mål”.

Selvom Den russiske-ortodokse Kirkes overhoved har bedt for civilbefolkningens sikkerhed og en hurtig afslutning på kampene, er patriark Kirill blevet kritiseret for sine tætte relationer til Putin og sin manglende støtte til ukrainsk uafhængighed og territorial integritet.

Under en messe i Moskva den 27. februar, tre dage efter Rusland havde indledt sin invasion, sagde Kirill: ”Vi må ikke lade mørke og fjendtlige ydre kræfter grine af os; vi må gøre alt for at opretholde freden mellem vore folk og samtidig beskytte vores fælles historiske fædreland mod alle udefrakommende handlinger, der kan ødelægge denne enhed”.

Udtalelsen foranledigede et øjeblikkeligt svar fra den ortodokse metropolit Epiphanius i Kyiv, leder af den uafhængige ortodokse Kirke i Ukraine, som sagde, at den russiske patriark virkede mere optaget af at ”holde Putin og den russiske ledelse engageret” end at tage sig af det ukrainske folk, ”hvoraf nogle af dem anså dig for deres hyrde inden krigen”.

”Derfor giver det ingen mening at bede dig om at gøre noget effektivt for at få Ruslands aggression mod Ukraine til at ophøre øjeblikkeligt”, skrev han.

Ikke desto mindre skrev Epiphanius, at hvis den russiske patriark ikke kan udtale sig imod invasionen, kan han i det mindste hjælpe med at lette udleveringen af ligene af ”de mere end 3.000” russiske soldater, der ”betalte for idéen om ’Et Storrusland’ med deres liv”.

”Må Herren give dig åndelig styrke i det mindste til dette, især i dag, søndag, hvor vi mindes den yderste dom!” skrev han 27. feb.

Kan føre til en verdenskrig

I den af Ukraines ortodokse kirker, som er i fuldt fællesskab med patriark Kirill og Den russiske-ortodokse Kirke, bønfaldt patriarken om at ”opfordre ledelsen af Den Russiske Føderation til øjeblikkeligt at indstille fjendtlighederne, som truer med at udvikle sig til en verdenskrig”, ifølge hjemmesiden for Ukraines forening af ortodokse journalister.

I en henvendelse til både Putin og den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyy, bad kirkens bispesynoden dem om at ”gøre alt muligt for at sætte en stopper for den synd, den væbnede konfrontation mellem vores to broderfolk og påbegynde fredsforhandlinger”.

”Denne forfærdelige krig har allerede givet et hårdt slag for forholdet mellem det ukrainske og russiske folk. Hvis blodsudgydelserne ikke stopper, vil kløften mellem vores folk vare for evigt”, hedder det i erklæringen.