Kom og vær med til indvielse af ikon Skt. Kjeld

I anledning af Kyndelmisse indledes messen i Sct. Kjelds kirke i Viborg kl. 12, søndag den 2. februar, traditionelt med lysindvielse og en lysprocession.

I slutningen af messen vil vi indvie en ikon Skt. Kjeld, som bliver ophængt i kirkens kor.

Efter messen ca. kl. 13.15 er alle interesserede inviteret til en brunch og til at høre historien om ikonen, hvordan den er ’knyttet’ til Viborg.

En Viborg-historie

Familien Stjernfelt boede i Mathiasgade og havde i mange år Traktørstedet på Borgvold. En af sønnerne, Ole Frederik Stjernfelt, kom på Viborg Katedralskole og skrev siden sammen med biskop Henning Høirup den fine bog om Skt. Kjeld. Senere virkede han som præst i Folkekirken inden han konverterede, og som munk Fotios flyttede ind i Parakletens kloster i Grækenland.

Han fik malet ikonen med Sct. Kjeld på en ikon-maleskole i Athen. Han døde i 2018, og via venner er ikonen bragt til Danmark. En af vennerne, Peter Østerby-Jørgensen, sognepræst i sognene Galtrup, Øster Jølby, Erslev og Solbjerg på Mors, vil overdrage ikonen til kirken og fortælle historien. Kom og hør den.

Ann-Lise Aasesdatter Hansen fra menigheden vil fortælle, hvad en ikon er og meget mere om traditionen.

Alle er velkomne!