Kom til orgelfest i Jesu Hjerte Kirke

Professor for orgel og kirkemusik, Sven-Ingvart Mikkelsen

Det er med stor glæde, at Jesu Hjerte Kirke mandag den 23. maj kl. 19.30 kan invitere til orgelkoncert, hvor kirkens nyrenoverede hovedorgel samt det nybyggede kororgel vil blive præsenteret i deres fulde udfoldelse ved orgelprofessor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium: Sven-Ingvart Mikkelsen.

Kirkens hovedorgel har længe trængt til istandsættelse, og da orglet i høj grad er et vidunderligt instrument har Johan Otto Wroblewskis fond ydet en værdifuld støtte på 4,5 millioner kr til dette formål. Dette har betydet, at man har kunnet total istandsætte orglet og føre det tilbage med sine 24 stemmer i sin oprindelige form fra 1899. Derfor har man også fjernet det senere tilføjede rygpositiv, hvorfra tre af stemmerne er anvendt i det nye mindre kororgel, som er placeret på gulvet i kirken tæt ved alteret. Således har det også til slut også været nødvendigt at ordne pulpiturbalustraden ved hovedorglet. Orgelbyggerfirmaet Marcussen & Søn har stået for istandsættelsen samt bygningen af kororglet.

Præsentationsprogrammet indledes på hovedorglet med den dansk-katolske komponist Peter Møllers orgelværk "Forvandling", som er tre fantastiske musikalske meditationer over bibeltekster. Herefter spilles på kororglet ligeledes Peter Møllers Partita ”Af dybsens nød” samt to postludier af H. Matthison-Hansen. Endelig afsluttes fra hovedorglet med H. Matthison-Hansen Fantasi over folkevisen ”Dronning Dagmar” samt César Francks skønne "Cantabile" og Choral No 3.

Jeg har nu været organist i Jesu Hjerte Kirke i 8 måneder, og jeg glædes og forundres sammen med kirkens 10 sangere og den øvrige menighed stadig over rigdommen i orgelklangen til søndagens messer og andre tjenester. 

Med præsentationskoncerten mandag den 23. maj kl. 19.30 er der således lagt op til en usædvanlig musikalsk orgelfest, hvor de velklingende instrumenter, kirkens fremragende akustik og en af landets dygtigste organister i en skøn forening vil lade musikken udfolde sig. Jeg vil opfordre alle interesserede til at kigge forbi og få en oplevelse. Der er gratis adgang.

Klaus Munk-Nielsen, organist og kantor ved Jesu Hjerte Kirke på Vesterbro i København